Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Dansk Historisk Motor Club

Sommerudfordring til nye klassiker-fans

DHMC 
28/06/14 

Dansk Historisk Motor Club (DMHC) har gennem flere år arrangeret konkurrenceture for klassiker-bilerne, hvor ejerne gerne vil prøve kræfter med oplevelser på de små sogneveje med grundlag i samarbejdet mellem chauffør og kortlæser
 

- Årets højdepunkt i DHMC er traditionelt vores sommer-motorløb: Classic Car Challenge (CCC), oplyser løbsleder Niels Oluf Jessen. - Arrangementet løber i år af stabelen for 13. gang, og i 2014 køres 13CCC over én enkelt dag (lørdag d. 5. juli). Tidligere har vi udfordret deltagerne med 2 dages vejfinding rundt omkring i de flotte områder af Jylland.


Hvad sker der efter næste bakketop? Tonni Hermansen og Frederik Dagnæs-Hansen i Fiat 124 Spider runder et højt punkt i 12CCC.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I år har vi etableret en invitationsklasse, supplerer viceløbsleder: Jens B. Andersen. - Her kan interesserede nye klassiker-mandskaber prøve kræfter med den forholdsvis lette orientering i 13CCC, og samtidig har vi droslet ned på kravene til at ramme den rette gennemsnitshastighed på etaperne.


Ruten kan også lede deltagerne ad en offentlig vej, som går ad jævne grusveje og gennem en gårdsplads.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Slutårsgrænsen for klassikerne er 1989, og invitationsklassen er åben for medlemmer af alle mærkeklubber under Motorhistorisk Samråd.
Deltagerne får en time før start udleveret en rutebog med kortudsnit, som fastlægger ruten på de indlagte etaper i 13CCC. I ro og mag kan deltagerne således strege ruten op, inden de kører ud på sognevejene.


Deltagerne indlægger ruten inden start. Her er Kjeld og Karen Lunderskov i fuld gang med forberedelserne.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Løbsleder Niels Oluf Jessen har base i Vejen, og er samtidig formand for DHMC, der har medlemmer spredt pænt over hele Danmark: - Sædvanen tro har vi sammenstykket en ottetalsrute med knudepunkt i min hjemby. Alle deltagerne kan forudse passende udfordringer, og for invitationsklassen vil der blive afholdt instruktion inden start.


Måske gentager nordtyskerne: Richard Lehr og Christian Rettig i en amerikansk militær jeep deres klassiker-besøg fra foråret 2014
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

13CCC byder samtidig på et lille internationalt sus, idet startfeltet ud over de danske deltagere også tiltrækker mandskaber fra Norge, Sverige og Tyskland.


Nordmændene: Thorbjørn Bye og Oddvar Moland er flittige deltagere i 12CCC med deres BMW 2002tii.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Specielt nordmændene er flinke til at besøge os i 13CCC, fortsætter Niels Oluf Jessen. - Derfor er vi småt ved at opstarte et nordisk mesterskab i klassiker-vejfinding. Arrangementet er således 5. afdeling af Nordiska Regularitycupen 2014.


Svenskerne: Anna og Hans Sylvan prøvede kræfter med de syd- og sønderjyske sogneveje med deres Porsche 924 Turbo (1979).
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- I 13CCC deltager biler bredt spredt ud over tresserne, halvfjerdserne og firserne, forklarer Jens B. Andersen. - Sidste år var ældste bil på startlisten fra 1964. Det var far/søn: Hans og Simon ”Træls” Ravn (Vorbasse/Odense), som deltog i deres 50-årige Hillman Imp.


Hans og Simon ”Træls” Ravn (Vorbasse/Odense) stiller til start i 13CCC med deres 50-årige Hillman Imp.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Startfeltet kan lørdag formiddag (5. juli) studeres ved Den Gamle Idrætshal i Vejen. For inden har deltagerne været gennem en lille teknisk kontrol hos Shell i Lunderskov.

Nærmere detaljer omkring 13th Classic Car Challenge kan fanges på hjemmesiden:
www.dhmc.dk.
Endvidere besvarer Niels Oluf Jessen spørgsmål på: 20 87 95 80.

MED VENLIG HILSEN
DANSK HISTORISK MOTOR CLUB

Åge Keseler Kirketerp