Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Tæt landskamp mellem Danmark og Norge

Rally 
21/03/14 

for old timere i Sydjylland
Med Mekonomen Vinter Classic 2014 indbød Dansk Historisk Motor Club (DHMC) til en lille landskamp i pålidelighedsrally mellem Norge, Tyskland og Danmark.
 


Lasse og Michael Stolpe fra Give/Bogens klargør deres Volvo 122S til den 150 km. lange rute i Mekonomen Vinter Classic 2014
Ruten havde udgangspunkt fra Mekonomen i Kolding, og deltagerne blev præsenteret for mange listige og kuperede smutveje i Trekantsområdet. Herefter gik sekstals-rundturen mod nordvest, hvor premiere-arrangementet sluttede på Billund Idrætscenter.
 

- Tidskillelinjen for old timere i vores regi går ved 1985, forklarer løbsleder Lars Palle. - Det er desuden muligt at forsikre disse biler på favorable vilkår fra 15. marts til 15. november. Derfor var Mekonomen Vinter Classic 2014 også opstarten på en forhåbentlig spændende sæson.
 

Tyskland stillede til start med 5 mandskaber, men kunne ikke blande sig i slutspurten mellem Norge og Danmark, som blev yderst sekundtæt.
 


Citroën D Special’en blev dirigeret rundt på ruten i Mekonomen Vinter Classic 2014 af nordtyskerne: Matthias Makovec og Inbo Buck
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Til gengæld var tyskerne bl.a. repræsenteret med spændende biler, fortsætter Lars Palle. - Matthias Makovec og Inbo Buck i den langsnudede Citroën D Special (1970) blev bedst placeret. Lige i slipstrømmen fulgte Richard Lehr og Christian Rettig i en amerikansk militær jeep (Ford M151 A2 MUTT) fra 1968.


Nordtyskerne: Richard Lehr og Christian Rettig i en amerikansk militær jeep var et populært indslag i Mekonomen Vinter Classic 2014
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Mekonomen Vinter Classic bød på let kortlæsning, hvor deltagerne prøvede kræfter med en orienterings-rute, som blev afviklet på offentlig vej ud fra udleverede udsnit af et landkort. Det gjaldt derfor først og fremmest om at finde den rette vej sammenkædet med at overholde en fastsat gennemsnitsfart på de enkelte etaper.

- I Expert er deltagerne yderst skrappe til at køre med den fastlagte hastighed, konstaterer Lars Palle. - Ofte bliver de skjulte tidsposter på etaperne ramt med højest 2 sekunders forskel i forhold til idealtidspunktet.


Niels Iversen og Hans Ole Nielsen vandt Expert-klassen i Mekonomen Vinter Classic 2014
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Lige inden slutspurten i Billunds Industrikvarter var der dødt løb mellem århusianerne: Niels Iversen og Hans Ole Nielsen (VW Golf GTI – 1978) contra nordmanden: Kjell O. Nilsen og nyfynboen: Arne Pagh i Porsche T (1970).

- Jeg har selv boet i Billund gennem adskillige år, oplyser Arne Pagh. - Derfor havde jeg heller ikke besvær med at finde rundt på industrivejene. Vi manglede dog den sidste skarphed, men scorede alligevel en respektabel toer.


Den tidligere billundgenser: Arne Pagh var tæt på at skaffe en norsk sejr sammen med Kjell O. Nilsen i Expert
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I fighten om tredjepladsen vandt far/søn: Lars og Simon Hjorth i Triumph TR4A (1966) fra Frederikssund/Middelfart. De havde et forspring på et enkelt sekund til Thorbjørn Bye og Oddvar Moland fra Norge i BMW 2002 tii.


Nordmændene: Thorbjørn Bye og Oddvar Moland var kun et fingerknips fra tredjepladsen i Expert
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Mekonomen Vinter Classic 2014 tiltrak deltagere fra hele Danmark, og sejren i den mellemskrappeste klasse (Sport) blev midtfynboerne: Benny Koch og Hans Oluf Nielsen i Volvo 544 Sport (1964).


Sport-klassen blev vundet af midtfynboerne: Benny Koch og Hans Oluf Nielsen i Volvo 544 Sport (1964)
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Bedste lokale resultat scorede Hans og Simon Træls Ravn fra Vorbasse/Odense i startfeltets ældste og motorsvageste bil: Hillman Imp. Med 875 ccm. motor under bagklappen kørte far/søn sig hjem til en toer i Touring-klassen. Her gik sejren til østjyderne: Per H. Jensen og Frank Kjeldsen.


Sydjyderne: Hans og Simon Træls Ravn fik Hillman Imp’en op på den store remskive på vej til andenpladsen i Touring
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Touring var den stærkeste repræsenterede klasse, supplerer Lars Palle. – Her kræves der ikke samme nøjagtighed i tidskørslen, som det er tilfældet for Expert og Sport. Karen og Kjeld Lunderskov fra Kolding (Ford Escort – 1983) blev nr. 7 i Touring.


Kolding-parret: Karen og Kjeld Lunderskov passerer en smal bro på vej til 7. pladsen i Touring
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

De skrappeste vejfindere stillede til start i supportklassen: bilorientering. Her vandt det rutinerede søn/far-mandskab fra Randers: René Castillo og Jørgen Skjøt foran det mixede nordiske mester-par: Flemming Jensen og Jan Søndergaard (Gelsted/Vildbjerg).

Dansk Historisk Motor Club

Åge Keseler Kirketerp