Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Dansk Automobil Sports Union - Elitenyt

Diverse 
31/05/13 

Marco Sørensen og Kevin Magnussen var i aktion i Monaco i sidste weekend. Men allerede i den kommende er de i deres biler igen. Denne gang på en anden klassisk bane, nemlig den belgiske Spa-Francorchamps.
Det bliver en helt anden udfordring for de to danske talenter.
 

Marco og Kevin på Spa
Kun knap en uge efter byløbet i Monaco er Renault World Series 3.5 i aktion igen, denne gang på klassiske Spa-Francorchamps i Belgien. Kontrasten mellem den langsomme og snævre bybane og en af verdens hurtigste og mest formidable racerbaner i bakket terræn kunne næsten ikke være større, og byder på store udfordringer for kørerne. Men for Marco Sørensen (MNJ) og Kevin Magnussen (DARC) er banen i Ardennerne et velkomment gensyn, idet det var her begge vandt en afdeling af serien i 2012. Magnussen havde i tilgift pole position i begge løb, og er derfor i en fordelagtig position til at forsvare sin føring i mesterskabet. Forvent mange danske tilskuere til løbet, hvor Renault byder på gratis adgang både lørdag og søndag.
TV2 Zulu viser løbene lørdag og søndag direkte, mens Eurosport viser sammendrag.
I klassen Eurocup Clio, der også er på programmet på Spa, deltager danske Thomas Fjordback, der åbnede sæsonen med en tredjeplads i et af løbene på Imola.
Følg med på www.worldseriesbyrenault.com

Danskere i Østrig
Når løbsserien Scirocco R-Cup den kommende weekend afvikler anden runde på Spielberg-banen i Østrig er det med to danskere i spidsen af mesterskabet. Kasper H. Jensen (DMKA) og Michelle Gatting (DARC) indtager de to første pladser i generalklassementet, og i tilgift indtager debutanten Nicolaj Møller Madsen (SSK) andenpladsen i rookie-mesterskabet.
http://www.volkswagen-motorsport.com/index.php?id=445

Nicklas Nielsen på medaljejagt
Når sidste runde af kartingserien WSK Euro Series den kommende weekend afvikles på banen i Genk, Belgien, er Nicklas Nielsen (GGK) direkte involveret i kampen om sølv og bronze i klassen KF. Jyden indtager inden løbet den samlede tredjeplads. Boccolacci fra Frankrig kan ikke røres på førstepladsen.
Løbet byder også på en tilbagevenden som fabrikskører hos Birel for Kevin Rossel (GGK)
Følg løbet på www.wskarting.com

Offroad-talenter på banen i Løvel
DASUs offroad-talenter er blandt deltagerne, når hele den hjemlige elite i weekenden mødes til anden afdeling af DM for rallycross og crosskart på Løvelbanen ved Viborg.

Kandidater til FIA Young Driver Excellence Academy
Som bekendt vandt danske Michael Christensen titlen som bedste deltager i sidste udgave af FIA’s Young Driver Academy (2011 – 12). Nu indkalder FIA igen kandidater til Academy 2013 – 14, hvor hvert lands forbund kan indstille èn kandidat til udvælgelse.
DASU opfordrer derfor interesserede bane eller rallykørere i aldersgruppen fra 17 til 23 år til at indsende ansøgning til DASU senest 10. juni.
Ansøgningsskema skal benyttes.
Læs mere på www.fiainstitute.com/
og http://www.dasu.dk/web/guest/laesmere/-/journal_content/56_INSTANCE_MVmK/14/1298337

SIDEN SIDST
Marco Sørensen (MNJ) kunne søndag middag betræde det navnkundige område ved målstregen der er forbeholdt kørere, der skal have overrakt pokal ved Monacos Grand Prix.
Her fik den 22-årige nordjyde det synlige bevis for sin andenplads ved Formel Renault 3.5 løbet i det berømte gadeløb i fyrstedømmet. Løbet kørtes som optakt til, og umiddelbart inden, Formel 1 løbet.
Marco Sørensen pressede hele løbet igennem den vindende kører, men sluttede til sidst på andenpladsen. Forinden havde han ved lørdagens tidskørsler forpasset pole position med blot 1/100 af et sekund.
Det kunne endda være blevet dobbelt dansk på podiet, idet løbets anden dansker Kevin Magnussen (DARC) sluttede på fjerdepladsen efter en tæt fight med et par konkurrenterne. Resultaterne magede det sådan at Magnussen udbyggede sin føring i den samlede stilling i kampen om mesterskabet.
Se http://www.worldseriesbyrenault.fr/en/results/Pages/Results.aspx?se=2013&ch=FORMULA_RENAULT_35 &mer=Monaco&ra=130526_monaco_course.csv

Nicki Thiim (MSS) blev bedste dansker med en ottendeplads, da Mobil Porsche Super Cup afviklede anden afdeling af mesterskabet som optakt til Monacos Grand Prix. Michael Christensen (ASK) sluttede langt nede efter en påkørsel. Forinden havde begge danskere haft diverse uheld under træning og tidskørsler.

Ved tredje afdeling af DM for Formel Ford på Sturup Raceway blev det til en enkelt sejr til den førende i mesterskabet, Lasse Sørensen (MNJ), mens de to andre løb begge blev vundet af svenske Joakim Darbom. Også Michael Markussen (MSS), Frederik Schandorff (DMKA) og Slavko Ivanovic (HM) aflagde besøg på podiet under regnvejrsløbene.
Stillingen i DM: http://formelford.dk/pointstilling-2013/

Ulrik Linnemann (MNJ) sluttede på podiet ved tredje afdeling af EM rallycross, der blev kørt i Ungarn. Desværre blev danskeren efterfølgende diskvalificeret for undervægt.