Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Holstebro og Fjelsted tørner sammen i topopgør

Speedway 
15/05/13 

Både Holstebro Speedway Klub og Team Fjelsted har fået en god sæsonstart. Derfor tegner der sig et lille topopgør, når de to klubber mødes i det, som begge klubber venter bliver en meget tæt match.
 

Selvom sæsonen fortsat er ung, dufter det af et lille topopgør i Dansk Metal Speedway League, når Holstebro Speedway Club på fredag tager imod Team Fjelsted.

Holstebro topper nemlig ligaen med tre sejre og kun et nederlag, som faktisk er kommet mod fredagens modstander, Fjelsted. Fjelsted har derimod ikke tabt endnu, men har også kun kørt to matcher, som begge er vundet.

”Det er et lille topopgør. Hvis Fjelsted vinder, så fører de pludselig godt. Vinder vi derimod, kan vi for alvor snakke om to topklubber,” siger Erik Villadsen, holdleder i Holstebro.

Samme toner lyder fra Fjelsteds holdleder, Morten Svendsen.

”Stillingen fortæller, at det er et lille topopgør. Og jeg tror også, at sandsynligheden for, at Holstebro ender Superfinalen er stor,” siger Morten Svendsen.

Stiller med stærkeste opstilling

Begge holdledere fortæller, at de tror, at det bliver en meget tæt affære, når Holstebro lægger bane til opgøret.

”Det er en 50-50 match, som kan gå begge veje,” siger Erik Villadsen.

Han mener dog, at Holstebro står bedre rustet, end de gjorde i de to klubbers første indbyrdes opgør, hvor Fjelsted vandt med cifrene 46-38.

”I Fjelsted havde begge hold reserver med, men deres var bedre. Denne gang ligner det, at vi begge stiller med stærkeste opstilling. Så det kan ikke undgås at blive en god match,” siger Erik Villadsen, der erkender, at hjemmebanen gør hans hold til små favoritter.

Glæder sig til underdog-rolle

Den vurdering er Morten Svendsen enig i. Og han glæder sig til, at Fjelstedholdet for en gangs skyld ikke er favoritter.

”Nu har vi snart kørt tre gange på hjemmebane, hvor alle har forventet, at vi ville vinde. Så det bliver rart at kunne komme som underdogs på fredag,” siger han.

Morten Svendsen mener dog også, at han har et lille es i ærmet i form af sin holdkaptajn, Peter Kildemand.

”Kildemand har heldigvis fortalt mig, at han aldrig har haft et dårligt løb i Holstebro,” siger Morten Svendsen og tilføjer:
”Han er nok tæt på at være nøglen i vores opstilling. Som B-kører har man normalt haft en godkendt aften, hvis man laver 10 point. Men Kildemand skal lave mere på fredag, hvis vi skal vinde,” siger Fjelsted-holdlederen.

Holdopstillinger:

Holstebro Speedway Klub Team Fjelsted
Andriej Karpow B Hans Andersen A
Bjarne Pedersen A Peter Kildemand B
Aleksandr Lokajev B Magnus Zetterström B
Jonas B. Andersen C Jesper Søgaard C
Mikkel B. Andersen D Thomas Jørgensen D

Sted: Holstebro Speedway Klub, Hesselåvej 41B, 7500 Holstebro
Tid: 18.00

Kommende matcher i Dansk Metal Speedway League:

Dato Tid Hjemmebane Udebane
22/05/13 18.30 Holsted Munkebo
29/05/13 18.30 Munkebo Slangerup
31/05/13 18.00 Holstebro Esbjerg
03/06/13 18.30 Outrup Fjelsted
06/06/13 18.30 Holsted Outrup