Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Dansk Motorsport Award

Classic Race Aarhus vandt prisen som Årets Motorsports Event

Dansk
Motorsport
Award 

09/02/13 

2012 var det hidtil største og bedste Classic Race Aarhus hvilket både de 200 deltagere og 20.000 besøgende nød godt af. Faktisk var arrangementet så godt, at Dansk Automobil Sports Union og Danmarks Motor Union nominerede løbet til Årets Motorsports Event og Classic Race Aarhus vandt.
 

”Det er vi selvfølgelig ufatteligt stolte af”, siger præsident for Classic Race Aarhus Niels Brøchner: ”Vi ser jo præcis vores løb på den måde, at det IKKE kun er et racerløb, men netop en begivenhed, der når videre omkring end det rent sportslige – og har et ben i underholdning, historie og endda kulturverdenen også”.


Jimmy Bøjgaard overrækker prisen til Claus Søgaard Poulsen og præsident Niels Brøchner
(Foto: Allan Høgholm Henriksen)


(Foto: Lenger Foto)
Prisen blev givet på baggrund af løbet i 2012, men organisationen bag hviler ikke på laurbærrene: Til 2013-udgaven har der netop været fokus på at styrke blandingen, og Classic Race Aarhus har i år blandt andet inviteret Danmarks stærkeste racerfelt med som gæster. De bomstærke racere fra Danish Thundersport Championship (DTC) kører i år en mesterskabsafdeling på den århusianske bybane, endda sammen med den tilsvarende serie fra Norge.

Det internationale tilsnit er også styrket i de fleste andre klasser, og Classic Race Aarhus venter mange nye kørere fra både Tyskland, England, Norge og Sverige. For mange er højdepunktet Formel 1-bilerne, der i år foregår under overskriften ”Ronnie Peterson Memorial”. Det er 35 år siden den svenske stjernekører døde i Italien, men mange danskere husker stadig hans hurtighed og flamboyante kørestil. ”Opvisningen med hans gamle Formel 1-biler i et felt af motorsportens hurtigste frembringelser vil blive et tilløbsstykke”, spår Niels Brøchner om 2013-udgaven.


Kongeklassen i motorsport er Formel 1, og de kommer igen i 2013 til at køre i Aarhus gader - her en Williams, der trods udseendet er tyve år gammel
(Foto: Bjarne Lenger Øhlenschlæger)

Overskuddet fra Classic Race Aarhus går til den velgørende fond, der står bag løbet: Det er fortsat børns trafiksikkerhed, der er i fokus, og et af de store tilløbsstykker for de yngre er fredagens sæbekasseløb, der allerede er blevet en tradition i sig selv. Som noget nyt i år går alle fredagens entreindtrægter ubeskåret til samarbejdspartneren Børneulykkesfonden.

Claus Ebberfeld
ViaRETRO.com