Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Legends Car Cup

Referat fra Legend Cup Evalueringsmøde

Legends Car Cup 
17/11/12 

Legends Car CupTak for sidst til de 52 meget interesserede kørere og mekanikere, der mødte op til Legend Cup møde forud for sæsonen 2013. Karin Niebuhr har udarbejdet vedhæftede referat, hvor de enkelte punkter alle er med i overvejelserne for både det sportslige og det tekniske reglement for 2013.
 

Indledningsvis var der et kort ”velkommen” fra Per Brink, som havde lagt lokaler til mødet og desuden var vært ved en kop kaffe mm. Herefter bød Holger Møller Nielsen velkommen til alle med en stor tak til Per Brink og Bent Jensen, som havde gjort det muligt at mødes så mange i deres lokaler i Tørring. Dernæst fulgte en kort præsentation af direktøren for Driftsforeningen Padborg Park, Karin Niebuhr og af Holger Møller Nielsen selv, som ankermand for klassen og den, som kørerne altid kan rette henvendelse til, hvis der er noget, de ønsker hjælp til.

HMN fortalte herefter om klassen som helhed. Han påpegede, at klassen er blevet Danmarks mest populære klasse (og den største). Han fortalte, at Legend cup er velkommen på alle baner.(næsten). Han mindede også om, at klassen er en promotorklasse på godt og ondt.


Så selvom klassen er så populær, som den er, har der været enkelte ”knaster” i den forløbne sæson, som vi er nødt til at kigge på.
Her nævnte HMN:

Manglende respekt for de tekniske regler. Her har man i flere tilfælde set sløseri og det, der er værre. Det skal vi undgå i fremtiden. Grand Prix i København, hvortil Legend Cup var inviteret, viste sig desværre igen at være en fiasko. Her ønsker man fra promotor ikke, at Legend Cup igen skal deltage. Drømmen om en off road serie: Oprindeligt var det et ønske fra flere kørere og også et ønske fra promotor, at en sådan serie kunne etableres. Det har dog vist sig, at der alligevel ikke var tilstrækkelig tilslutning.

Efterspil omkring uddeling af præmier: Dette problem opstod efter prisuddelingen ved årets afslutning, da det efterfølgende viste sig, at en af de præmierede kørere havde en ulovlig bil og derfor blev frataget sine placeringer i løbet.

Under dette punkt blev der spurgt ind til, hvorvidt det var tanken, at omhandlede kører skulle idømmes en yderligere straf, idet man ikke var tilfredse med, at han kun blev frataget de point, som han havde indkørt i det afsluttende løb. John Ullerup, som havde været dommer på dagen, kunne oplyse, at der var indstillet til Banesportsudvalget i DASU, at der skulle idømmes en skærpende straf, men at denne endnu ikke var udmålt.


(Foto: Motorsporten.dk)

Kørerne ønskede at vide, hvad man fra promotor side agtede at foretage sig i fremtiden, såfremt der igen skulle være en kører, der blev diskvalificeret f.eks. på grund af snyd. HMN kunne fortælle, at promotor ikke har nogen indflydelse på, hvorvidt der skal idømmes en skærpende straf – promotor har heller ikke indflydelse på, hvorvidt en kører bliver straffet på en løbsdag. Dette er en sag for dommerne. Hvis kørerne mener, at der er en konkurrent, der ikke følger reglerne, og ikke bliver indberettet til dommer fra officials, kan man til enhver tid lægge en protest mod vedkommende, og den skal selvfølgelig behandles af de tilstedeværende dommere.


Næste punkt på dagsordenen var:
Forventninger til 2013

og her kunne HMN fortælle, at promotor vil gøre alt for, at klassen fortsat er den mest populære klasse – også selvom DTC opruster for at få en stor klasse ud på banerne.

HMN gjorde det også klart, at vi selvfølgelig kun kommer de steder, hvor vi er velkomne, og efter den mislykkede tur til København kommer vi ikke der igen. HMN påpegede også, at man fra promotor forventer en bedre kørerdisciplin – der har i 2012 været alt for mange unødvendige påkørsler, så derfor blev det påpeget overfor deltagerne, at man forventer, at man i 2013 kører pænere og f.eks. ikke har påkørsler under en træning. Det bør kunne undgås.

HMN redegjorde herefter for ønsket om et bedre teknisk reglement og dermed en bedre teknisk kontrol.

HMN bekendtgjorde også, at der er uændret afviklingsreglement i 2013, og dette afstedkom en del snak mellem HMN og kørerne, idet blandt andre Jørgen Weinreich påpegede, at han kunne ønske at, når man kører sprintløb, skal det være med stående start og ikke som nu med en rullende start i heat 1. Det blev også påpeget, blandt andre fra Kenneth Jensen, at de rullende starter, der havde været i sæsonen, bestemt ikke havde været for gode.

Flere tilkendegav, at de ikke synes om måden med, at kører med dårligste tid starter forrest i 1. heat. Man mener, at det afstedkommer, at nye kørere er meget nervøse under start, da de ved, at kørerne med de bedste tider kommer hurtigt op til dem.

Flere kørere tilkendegav, at man eventuelt kunne lave en startopstilling til heat 1, hvor man opstiller efter bedste tid men blot vender f.eks. halvdelen af det på dagen værende felt således, at de hurtigste kørere på denne måde bliver placeret ca. midt i feltet og de med den dårligste tidtagning starter bagved denne opstilling. Der var også forslag om, at startopstillingen i 1. heat kunne afgøres ved lodtrækning.


(Foto: Motorsporten.dk)

Dernæst kunne HMN fortælle, at der er igangværende drøftelser med OK og Yokohama omkring sponsorater for klassen. Hvis de sidste ting falder på plads, og der bliver indgået sponsoraftale med de førnævnte, vil alle sponsorkronerne gå til TV fra klassen.

Her blev også nævnt, at man i sidste sæson havde aftalt, at der kunne ske opkrævning af kr. 1.000 fra hver deltager til betaling af TV. Dette skete ikke i 2012 sæsonen men vil blive effektueret i 2013 for at få mulighed for at vise TV fra så mange løb som muligt. I alle tilfælde vil der blive vist TV fra løbene på Padborg Park men promotor vil også forsøge at få vist TV fra både Jyllandsringen og Ring Djursland, hvis det bliver muligt rent økonomisk.

Flere kørere var ikke helt tilfredse med denne ordning, idet de påpegede, at de nok ikke blev vist på TV, idet de ikke hørte til de kørere, der ligger med længst fremme. Desuden var der kritik fra blandt andre Kenneth Jensen af, at promotor tager den bedste plads på bilen til sponsor-reklamer. Han kunne ønske, at han selv kunne bestemme, hvor reklamerne skal placeres. Her blev der også spurgt til om man selv kunne bestemme, hvorvidt man ville køre med reklamer for de omtalte sponsorer, og der blev henvist til det sportslige reglement, hvori der er anført, hvorledes man kan frikøbe sig for eventuelle reklamer, og hvad det medfører.

Opkrævning af deltagergebyr for klassen – som i 2012 kr. 2.500 pr. bil – og TV bidrag opkræves primo 2013 og vil være en forudsætning for bevarelse af nuværende startnr.

Med hensyn til sponsoratet fra Yokohama fortalte HMN, at der selvsagt fremover skal køres på dæk fra Yokohama. De vil blive hjemtaget og solgt af Tom Pedersen fra PP, som også har salg af biler og diverse reservedele til bilerne. Her påpegede enkelte kørere, at de var betænkelige ved, at man skulle køre på andre dæk end dem, man havde kørt på i år og samtidig var man betænkelig ved, hvad de kom til at koste.

Her kunne TP dog fortælle, at de tidligere dæk ikke havde været gode nok, og at de nye dæk både var bedre og billigere. Enkelte kørere var dog stadig ikke tilfredse med, at TP skulle tjene på disse dæk, hvortil TP kunne fortælle, at det bestemt ikke er en guldgrube at skulle ligge inde med alle de dæk samt de reservedele, en kører til enhver tid skal kunne få fat i. Det kræver temmelig meget lagerplads og desuden er det TP, der rent økonomisk løber en risiko ved at skulle have et stort lager til bilerne.

Enkelte kørere bad dog om, at der kunne blive tale om en overgangsordning, så man kunne bruge de dæk, der er i overskud fra sæson 2012 og derefter gå over til de nye dæk.

Der blev også spurgt ind til bearbejdning af dæk, og der blev henvist til teknisk reglement, hvor det vil være anført, hvad man har lov til. Endelig blev der fra kørerne spurgt ind til, hvorvidt omhandlede dæk var godt nok testet, og til det kunne TP fra PP fortælle, at dækkede var testet, og det havde vist sig, at de nye dæk er mere holdbare end dem, der bliver kørt med nu.

Med hensyn til løbene i 2013 kunne HMN videre fortælle, at man fra promotor fortsat ville være tilstede under alle de løb, hvor Legend Cup deltager. Tilstede vil være enten HMN eller K.Niebuhr.

HMN fortalte videre, at administration af startnumre starter 1. februar 2013, og at der skal ske henvendelse til HMN inden dette tidspunkt ang. de ønskede startnumre.

Emnet startnumre startede en større debat omkring startnumre, idet mange havde svært ved at forstå, at de skulle køre med de startnumre, der pt anvendes. Der var flere forslag fremme om, hvorledes disse kunne gøres bedre og HMN lovede, at der fra promotors side vil blive gjort forsøg på at øve indflydelse på DASU´s banesportsudvalg for at fremme en ændring omkring startnumre. Dette er nemlig et punkt, promotor ikke selv kan ændre. Det er reglementssat i reglement 5. Et reglement, som udelukkende ændres af BU i DASU.

Dernæst omtalte HMN helt kort, at man fra promotor ikke har planer om at etablere en off road serie for klassen.

Med hensyn til det sportslige reglement for 2013 kunne HMN fortælle, at Teammesterskabet, som blev indført i 2012, vil blive slettet igen. Det er unødvendigt.

Promotor ønsker mulighed for at sige ja til, at Legend Cup kørerne forud for et løb stiller op til en parade i nærmest-liggende større by, såfremt arrangøren måtte ønske det. Her blev der lidt morsomt spurgt ind til, hvilken by, der kunne blive tale om, såfremt man kører på f.eks Padborg Park, og man var desuden også lidt betænkelig ved at skulle stille allerede lørdag, da det ville afstedkomme en del ud- og indpakning af materiel.

HMN fortalte videre, at der er overvejelse i gang om, at man ikke kun skal køre 1 heat med omvendt rækkefølge således, at f.eks. både 1. og 3. heat bliver det

Herefter gik HMN over til det tekniske reglement og takkede også for de indkomne forslag, der af kørerne er blevet fremsendt inden mødet.

Der var forslag om:


Plombe på bundkar – her påpeger TP, at dette er unødvendigt.


Dækbegrænsning: Mange ønsker en dækbegrænsning men ikke alle.


Rullefelt: Her kan HMN fortælle, at det vil blive temmelig dyrt at skulle opstille rullefelt til hvert løb –


Det vil koste ca. 5.500 kr pr gang og synes ikke nødvendigt. Her blev anført, at man f.eks. i 2014 kunne indføre logger i alle bilerne, hvorved man kunne imødegå mange problemer omkring bilerne og deres opsætning.


Luftfilter: her blev anført, at man ønskede flere luftfiltre at vælge imellem idet enkelte kørere påpegede, at de luftfiltre der køres med nu ikke er gode nok.


Defuser – TP tilkendegiver, at den bundplade han leverer (og som er eneste lovlige) ikke kan virke som defuser.


Placering af transponder: forslag om at det blot skal være på forrammen. Bred enighed blandt kørerne om, at det er en god ide.


LED baglygter – synes at være en udmærket ide.

Flere kørere tilkendegav herefter, at de bremseklodser, der pt køres med, ikke er gode nok. Der er forslag til, at TP skal købe andre hjem. TP giver tilsagn om dette.

Så var vi nået til løbskalenderen for 2013, og HMN kunne fortælle, at løbskalenderen er ved at være på plads, men at den først bliver endelig vedtaget og offentliggjort d. 31.12.2012 men allerede nu regner promotor med, at der køres således:


Ring Djursland: 21. april 2013
Padborg Park : 5. maj 2013
Jyllandsringen: 16.juni 2013
Jyllandsringen: 24. og 25. august
Padborg Park : 29.-30.juni 2013 (dobbeltløb) eller Padborg Park: 7. og 8. sept. 2013 (dobbeltløb)
Padborg Park: 6. oktober 2013 (Finaleløb)

Der er dog mulighed for et løb i udlandet, da der foreligger invitation både fra Tyskland, Sverige og Norge.

Kørerne vil dog gerne prøve at køre i Sverige men taler også godt for at prøve at køre i Norge. Det kunne man godt ønske sig. HMN undersøger mulighederne.

HMN påpeger dog, at ovenstående endnu er med forbehold, da den endelige kalender ikke er vedtaget.

Så var vi nået til punktet eventuelt og her blev der stillet spørgsmål til vægt på bilen med kører, hvor det blev påpeget, at enkelte kørere skulle have temmelig meget vægt i bilen for at nå op på den krævede vægt. Der er dog også flere der påpeger, at der skal være mulighed for alle, og hvis man er en lidt godt bygget kører, skal man også kunne deltage, og her kan man ikke sådan lige fjerne vægt.

Man bliver herefter enig om, at vægten nok er, som den skal være, blot kunne man ønske en bedre placering for den vægtballast, der skal placeres i de biler, hvor vægten ikke er høj nok.

Herefter sluttede HMN mødet med en tak til alle og en særlig tak til vore værter samtidig med, at han funderede over, hvor mange deltagere, der mon vil være i Danmarks mest populære klasse til næste sæson.

HMN beder også her om, at kørerne fortsat vil være positive omkring klassen.

Med venlig hilsen

Holger Møller-Nielsen