Det er den tidligere nordiske mester Anders Tollaas og hans co-driver Jan Henriksen, begge fra Bodø et par hundrede kilometer nord for polarcirklen, som tager den lange tur sydpå for at udnytte 35 års erfaring i økonomikørsel.
Anders Tollaas kommer hele vejen fra Bodø i Nordnorge til Fyn for at køre i en Honda Jazz om NEZ-mesterskabet
Den norske duo kører i en Honda Jazz, mens Fred-Asle Nordvik starter i en dansk registreret Suzuki med en dansk co-driver. Nordvik plejer ellers at stå i spidsen for de mesterskabsløb, som motorklubben i Bodø står bag, men får denne gang lejlighed til at opleve et økonomirally som deltager.
De norske rallykørere kommer på hårdt arbejde i det fynske landskab, når de skal gennemkøre den henved 600 kilometer lange rute på veje mindre end i Norge. Desuden er de uvante med de mange stop og starter samt rundkørsler med bremse- og accelerationsmanøvrer, der belaster det gennemsnitlige brændstofforbrug i danske økonomiløb.
Foruden de norske deltagere kommer er der tilmeldt deltagere fra Sverige, Finland og Tyskland.
Primus motor bag det nordeuropæiske mesterskabsløb på Fyn er Motorklubben Centrums erfarne økonomirallykører og løbsleder Ulrik Hejl fra Gislev, og han forventer et tæt opgør mellem de internationale deltagere såvel som iblandt de danske, hvoraf flere har gjort sig stærkt gældende i såvel økonomirally som i hastighedsrally.
Løbsleder Ulrik Hejl forventer i Eco Rally Danmark 2012 et knivskarpt opgør med minimale forskelle i brændstofforbruget, når det nordeuropæiske mesterskab afgøres på Fyn den 28.-29. september
Kampen om det nordeuropæiske mesterskab begynder fredag eftermiddag den 28. september med fuldtankning af de deltagende biler hos Shell i Ejbygade i Odense og den første vogn i feltet flages afsted klokken 17.00 fra Bilcenter Fyn i Ringe.
Midtvejs i løbet er der pause på Scandic Hotel i Odense og lørdag morgen den 29. september restartes feltet, der ventes i mål om eftermiddagen til fornyet fuldtankning hos Shell i Ejbygade. Da vil det vise sig hvem, der har kørt mest økonomisk.
Sideløbende med Eco Rally Danmark 2012 afvikler Motorklubben Centrum også en afdeling af det officielle FDM DASU Classic mesterskab i pålidelighedsløb for klassiske biler.
Morten Dam
|