Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Trafik

Billigst at tanke før kl. 10.00

Trafik 
23/05/12 

Skal bilen tankes op, skal det være inden klokken 10.00. Her stiger brændstofpriserne nemlig med ét landet over, viser ny sammentælling fra FDM. Det kan betale sig at kaste et blik på sit ur, hvis man vil undgå at ende som ’tanketorsk’, når der skal brændstof på bilen. Der er nemlig penge at spare, hvis man tanker på det rigtige tidspunkt af dagen. Det viser en sammentælling af priserne fra mange af landets knap 2.000 tankstationer, som bilister hver dag indberetter til FDMs hjemmeside om priser på brændstof, www.benzinpriser.dk
 

Indberetningerne viser, at det i gennemsnit er billigst at tanke bilen inden klokken 10.00 om formiddagen, hvor priserne nærmest på klokkeslet hæves til dagens listepris. De næste timer holdes det høje niveau, hvorefter priserne begynder at falde frem mod næste formiddag, hvor det hele gentager sig.

”Det betyder ikke, at man ikke også kan tanke billigt efter klokken 10.00, men man skal se sig for, for her stiger gennemsnitsprisen med godt en krone. Dermed stiger risikoen også for at betale for meget, hvis man som bilist bare vælger en vilkårlig tankstation. Et godt råd er derfor altid at afsøge markedet, inden man tanker, eksempelvis via FDMs benzinpriser app,” siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen.

Hvor meget priserne stiger og falder, kommer dog helt an på, hvor den enkelte tankstation ligger i forhold til andre tankstationer. I områder med flere stationer er der også ofte lokal priskrig, og så falder priserne hurtigere. Derudover viser indberetninger til FDM, at gennemsnitsprisen er 15-20 øre lavere først på ugen end hen imod weekenden. Til gengæld er der ikke de store geografiske udsving i priserne.


Graf over benzinpriser
(Foto: FDM)

”Den vigtigste indvirkning på brændstofprisen er, om der er konkurrence lige i nærheden eller ej. Det er der eksempelvis sjældent på tankstationer langs motorvejene, hvor priserne altid er høje. På samme måde er en ubemandet tankstation ikke altid billig, hvis den ligger for sig selv,” siger Allan Skytte Christensen.

Alt efter kørselsmønster og brændstofforbrug kan man spare 800-1.500 kr. om året ved at gå målrettet efter de laveste priser.

Læs mere i Motors juninummer, som udkommer fredag den 25. maj eller på www.FDM.dk/Motor eller www.benzinpriser.dk. FDM benzinpriser kan også hentes som app til smartphones.

Fem tips til billig tankning • Undgå tankstationer ved motorvejene • Tank inden klokken 10.00 eller sidst på dagen og undgå at tanke sidst på ugen • Vælg en station, der ligger i et område med flere tankstationer. Det øger konkurrencen • Brug FDMs hjemmeside benzinpriser.dk eller app’en til smartphones til at finde det billigste brændstof i nærområdet • Husk at benytte rabatten på benzinkort hvis man har sådan et