Historisk 06/03/12
|
 |
Deltagerne får en stor præmiepulje at kæmpe om i fem danske DM-rallyer Danish Rally Championship lancerer i år et nyt tiltag i forbindelse med de danske afdelinger af Mekonomen Rally Championship. Det er et mesterskab for deltagere med historiske og klassiske rallybiler, der ikke blot får mulighed for at køre de udfordrende DM-løb, men også får attraktive pengepræmier at kæmpe om. |
| ”Sidste år talte størstedelen af løbene i Mekonomen Rally Championship også til Dansk Automobil Sports Unions mesterskab og cups for de ældre, men særdeles spændende rallybiler, men i år er det kun årets anden DM-afdeling, der gør dette, mens de øvrige tællende løb enten er rallysprints eller minirallyer,” siger promotor Karl-Åge Jensen.
”Inden sæsonstarten er jeg blevet kontaktet af en gruppe kørere med historiske rallybiler, som var meget interesserede i at få et alternativ til det officielle unionsmesterskab. Her var en af de vigtige ting for dem, at de kunne komme ud at køre løb af samme kvalitet og længde som et DM-rally, og det kan vi jo netop tilbyde i forbindelse med Mekonomen Rally Championship. Og vi vil rigtig gerne have de historiske rallybiler med i løbene, for de er med til at fortælle det store publikum om sportens rødder.”
 De historiske rallybiler bliver nu en fast bestanddel af de danske DM-rallyer (Foto: Johnny Pedersen)
Danish Rally Championship introducerer derfor DRC Historic Rally Championship, der afvikles over de fem danske runder af DM-serien med start i Juelsminde i midten af maj og afslutning på Bornholm i den første weekend af november. DRC Historic Rally Championship vil være åbent for historiske rallybiler og de biler, som kan deltage i kategorien klassisk rally bil (KRB).
”Deltagerne deles op i to klasser henholdsvis under og over 1600 cm3,” siger Karl-Åge Jensen. ”Bilerne skal opfylde de nationale reglementer, men da kørerne har et brændende ønske om køre på rigtige rallydæk, fordi det vil højne sikkerheden, har vi valgt det.”
Der er foreløbig etableret en betydelig præmiepulje, og der vil være præmiering til såvel de enkelte løb som til slutresultatet i mesterskabet. De nærmere detaljer og mesterskabsbestemmelserne for DRC Historic Rally Championship bliver offentliggjort i forbindelse med et møde med de historiske og klassiske rallykørere, der har biler som kan deltage i DRC Historic Rally Championship.
|