 Fra en syvendeplads ud af 300 deltagere endte Lars Bækkelund og Arne Pagh dagen som nr. 172 efter at have siddet fast i en snedrive med deres Fiat 128 Coupé. (Foto: Intercom)
På onsdagens tre første specialetaper kom de ind som henholdsvis nr. 8, 7 og 7 i deres Fiat 128 Coupé og lå samlet på en syvendeplads i det krævende løb. Men på aftenens sidste etape i tæt tåge kørte de af vejen og sad fast i en snedrive i fem minutter. Det betød en samlet placering efter de første fem ud af 14 etaper som nr. 172.
"Jeg bremsede lidt for sent til et sving, og bilen sad oven på sneen, til vi fik den gravet ud," sagde en træt og skuffet Lars Bækkelund ved etapemålet i Valence.
Det barske vintervejr fortsætter sit greb om Rallye Monte-Carlo Historique. Med 15 minusgrader og spejlblanke veje måtte næsten 100 mandskaber udgå, mens så godt som alle andre havde problemer undervejs.
Bent Mikkelsen og Jens Gandrup havde en mindre afkørsel i deres Alfa Romeo 1750 GTV, men kom videre med det samme.
"Det er et barsk løb, som kræver meget af deltagerne med det hårdeste vintervejr i mange år," vurderede Bent Mikkelsen efter dagens etape.
 En mindre afkørsel med deres Alfa Romeo 1750 GTV kostede tid i bjergene for Bent Mikkelsen og Jens Gandrup. (Foto: Intercom)
De danske placeringer efter 5 ud af 14 specialetaper:
105 Peter Karlsen og Erik Rasmussen, Volkswagen Golf GTI '78, 11324
135 Bent Mikkelsen og Jens Gandrup, Alfa Romeo 1750 GTV '68, 14865
150 Hans Geschwendtner og John Mau, Volvo 142 '72, 16724
172 Lars Bækkelund og Arne Pagh, Fiat 128 Coupe '72, 21483
Rallye Monte-Carlo Historique slutter lørdag i Monaco.
 Michael Eisenberg |