Der har i den seneste tid været rejst mange spørgsmål om det nye amerikanske Formel 1 Grand Prix ville blive til noget.
Mange har som sædvanlig når det drejer sig om nye baner rejst tvivl om økonomi. Det har også været temaet denne gang og det er vel med det yderste af neglene at man i USA har rejst pengene.
Arbejdet var sat i stå, tilføjet lidt måske fejlagtige oplysninger om pressen samt det ekstra krydderi der altid er at forhandle med FOM/Bernie Ecclestone. Men nu skulle det være ganske vist - det amerikanske Grand Prix i 2012 bliver til noget.
Det sker efter at man fra amerikansk side har sendt den nødvendige check til FOM. Dermed burde alle betingelser være opfyldt. Det forlyder dog ikke noget om hvilket af de to 'kendte' kontraktoplæg fra FOM der er blevet godtaget.
Til gengæld har FIA bekræftet 2012 kalenderen, som også indeholder Grand Prixet i Bahrain.