Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bilorientering

Fortsat guld chance til Holm og Mørup

Bilorientering 
10/10/11 

efter DM sejr ved Grindsted
Børge Holm, Thisted og Jørn Mørup, Struer holdt sig lige nøjagtig inde i kampen om årets DM guld med en sejr i næstsidste afdeling.
 

Børge Holm, Thy Motor Sport, Thisted og Jørn Mørup, Struer & Omegns Motor Sport (SOMS) brugte sidste sæson kun de 5 første af 6 afdelinger, til at sikre sig DM guldet. Muligheden for en tilsvarende situation stod Ikast brødrene Harald og Jan Søndergaard i, forud for 5. og næstsidste afdeling om DM. Hvis Ikast mandskabet vandt løbet ville guldet allerede være sikret for Ikast mandskabet.

Derfor havde Børge Holm og Jørn Mørup ryggen mod muren inden lørdagens afdeling ved Grindsted. Kun en sejr ville kunne holde Thisted / Struer mandskabet inden i kampen om årets DM titel.


Børge Holm og Jørn Mørup, der her stempler ved en rutekontrol, har med en sejr i 5. og næstsidste afdeling om DM i bilorientering allerede sikret sig mindst sølv og har stadig chance for guld i årets DM kamp
(Foto: Thy Motor Sport)

Holm og Mørup kørte et ganske glimrende løb. En enkelt fejlkørsel 500 meter efter start blev omsat til 15 strafminutter, men derfra gik det nærmest perfekt gennem resten af den ca. 100 km lange rute. Holdet var alene om at holde sig nede på en enkelt fejlkørsel blandt elite holdene i Mesterklassen, og med næsthurtigste tid af alle blev det til en klar sejr til Børge Holm og Jørn Mørup med 40 strafpoint i alt. De 40 strafpoint var det samme som forskellen ned til nr. 2 i løbet, Århus mandskabet Bjarne Andersen og Bernd Thrysøe der sluttede med 80 strafpoint.

Søndergaard brødrene sluttede som nr. 4 med 119 strafpoint og er stadig i front i kampen om DM guldet. Ikast mandskabet er i den gunstige situation at kun hvis Børge Holm og Jørn Mørup vinder den 6. og sidste afdeling i Nordsjælland til november kan guldet havne andre steder end i Ikast. De 2 mandskaber er de eneste 2 der kan tage guld og sølv.

Bronzekampen har også lokalt islæt. På den øjeblikkelige 3. plads ligger Struer mandskabet Flemming Jensen og Bent Mikkelsen. Jensen og Mikkelsen blev nr. 7 i løbet i Grindsted, men bl.a. i kraft af 2. og 3. pladser i tidligere afdelinger er holdet på en øjeblikkelig bronzeplads.

SOMS var også repræsenteret i med flere andre mandskaber ved DM afdelingen i Grindsted. Michael Nystrup Larsen, der har thyboen Ole Skov som kortlæser blev nr. 8 i Mesterklassen og er dermed ude af medaljekampen i DM.

I A-klassen blev det til en 3. plads til Tobias Laursen og Carsten Bo Laursen i øvrigt kun 10 strafpoint fra 2. pladsen. Far og søn mandskabet deltager ikke i kampen om DM.

I B-klassen var der også et tæt opløb i toppen af klassen kun 9 strafpoint adskilte nr. 2 fra nr. 4, og i den sammenhæng trak Struer mandskabet Rasmus Holst og Niels Holst det korteste strå med en 4. plads i klassen. Struer mandskabet kører kun med om det Jysk – Fynske mesterskab og i den sammenhæng betød 4. pladsen et skridt op til en samlet 3. plads inden sidste afdeling.

Danmarks Mesterskabet afsluttes med den sidste afdeling, der køres 19. november i Nordsjælland i området omkring Frederikssund. JFM slutter ved Kjellerup den 5. november.

Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup, Formand