Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Klubrally

Årets JFM-finale i klubrally køres i Padborg

Klubrally 
01/10/11 

16. oktober afsluttes den store jysk-fynske turnering i sportens begynderdisciplin
Søndag den 16. oktober kommer Padborg til at stå på den anden ende. Måske ikke hele byen, så i hvert fald dele af byens industrikvarter, for her vil flere virksomheder stille parkeringspladser og andre arealer til rådighed, når årets Super Dæk Klubrally bliver kørt.
 

”Super Dæk Klubrally er det sjette og sidste løb i årets jysk-fynske mesterskab i klubrally,” fortæller Bjarne Jensen. Sammen med klubkammerater fra Motor Sport Sønderjylland indgår han i den løbsledelse, der står bag Super Dæk Klubrally.


Den 16. oktober køres Super Dæk Klubrally i Padborg, hvor hold fra Jylland og Fyn vil deltage med deres rallybiler
(Foto: Morten Alstrup)

”Fristen for tilmeldinger slutter først en uge før løbet, men vi forventer, at vi får omkring 40 deltagende hold,” siger Bjarne Jensen. ”Vi har sat en øvre grænse på maksimalt 50 startende mandskaber, for vi skal også være sikre på at kunne få deltagerne igennem uden ventetid.”

Klubrally er dels begynderdisciplin, dels græsrodsdisciplin indenfor rallysporten. Det er her, at man som ung ambitiøs deltager starter, hvis man har drømmen om at blive professionel rallykører. Men det er også her, at man dyrker rallysporten for sportens skyld.

Deltagerne i Super Dæk Klubrally skal rundt på fem forskellige lokaliteter i Padborgs industrikvarter for at gennemføre løbet, der starter søndag morgen klokken 9.00. Her vil de finde fem prøver, der skal køres to gange. Hurtigste mandskab er vinder i hver af de syv forskellige klasser, løbet er udskrevet i ud fra bilernes udformning og dækvalg.

”Det kan godt være, at områderne i Padborg vil virke bekendte for deltagere, der har været med før, men vores løbsleder Johann Villadsen har lovet, at hastighedsprøverne bliver anderledes end det, man tidligere har oplevet,” sig Bjarne Jensen.

Morten Alstrup