Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross

Lokale RC-kørere giver fuld gas

Rallycross 
28/09/11 

- i DM-finalen på hjemmebanen i Løvel
Viborg Motor Klub (VMK) blænder lørdag d. 1. oktober for tre finaler på Løvel Banen lidt nord for Viborg. Arrangementet er DM-finale 2011 for både Rally Cross (RC) og Cross Kart (CK), og er samtidig afslutningen på det TV-transmitterede Danish Rally Cross Championship (DRCC).
 

- Både Rally Cross og Cross Kart indeholder samme intensitet som i speedway, oplyser løbsleder Birte Donslund. - Dette gør firehjulet motorsport på løst underlag attraktivt at transmittere i TV samt tilbyde publikum, idet placeringerne over målstregen bliver afgjort inden for en håndfuld minutter.


Kravet til Peder T. Jensen i Volvo 242 er en skarp slutspurt, såfremt DM-guldet 2011 skal havne i Viborg
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I klassen for de vilde - voldsomme - Volvo’er og andre tunede racere over 2 liters motorvolumen (Supernational) er der tilmeldt 9 RC-teams. Her forfølger Peder T. Jensen fra Viborg i Volvo 242 helhjertet muligheden for at hjemkøre sit femte DM siden 1996: - Vendelboen Troels Daarbak (Volvo S40) har fået et lille forspring, hvorfor jeg skal score en sejr på hjemmebanen i Løvel for at komme øverst på slut-sejrspodiet. Det er dog er skrapt startfelt i Supernational, og meget kan ske inden målstregen i finalen.

- DRCC byder på en samlet superfinale med DM-finalens to forreste kørere fra de 4 kubikklasser, fortsætter Birte Donslund. - Kørerne starter i omvendt rækkefølge med den hurtigste chauffør bagerst. Dette giver garanti for ekstra dramatik og underholdning samt masser af overhalinger. I DRCC 2011 har Troels Daarbak etableret en afgørende føring, men Peder T. Jensen kan stadig væk nå at blive samlet toer.


Ole V. Bech har smugtrænet i Tyskland på vej til DM-finalen på hjemmebane i Løvel
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I den tunede 2 liters-klasse har to VMK-kørere gennem flere år deltaget i det tyske RC-mesterskab (DRX). Den mest flittige er Ole V. Bech i Peugeot 306: - I år har jeg kørt to gange på det tidligere EM-stadion Estering lidt uden for Hamborg. I foråret lå jeg i spidsen for A-finalen, men blev ramt af en punktering, og fik dermed et tilbagehop til toeren over målstregen. I august scorede jeg en femmer efter en del tumult på første baneomgang.


Thomas Mark stiller til start i DM-finalen med et friskt topresultat fra Tyskland i Citroën Xsara
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- I år har jeg haft fuld fokus på DM-serien, supplerer Thomas Mark i Ciroën Xsara. - Men jeg hjemkørte alligevel en podieplacering som treer ved august-arrangementet i Nordtyskland. Både jeg og Ole pønser derfor på frontresultater i DM-finalen på hjemmebane, men vi skal også holde lidt øje med vores klubkammerat: Nikolaj Justesen i Toyota Celica.


Nikolaj Justesen passerer jumpet på Løvel Banen i hurtig stil med sin Toyota Celica
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Blandt de tunede 1,6 liters-racere får Ole Tvede fra VMK debut i sin Peugeot 205: - Jeg har haft Peugeot’en stående hjemme på værkstedet et stykke tid, og har derfor holdt konkurrenceformen ved lige med deltagelse i Folke Race. Jeg ser dog frem til at give fuld gas i DM-finalen.


Ole Tvede har holdt konkurrenceskarpheden ved lige i Folke Race inden debuten i Peugeot 205
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

VMK’s grand old man, Benny Kristensen fra Løvel, kommer til start i Supernational med sin Opel Manta: - Raceren har drillet mig lidt i år, men alt er klappet og klar til DM-finalen.


Løvelboen: Benny Kristensen i Opel Manta har meldt raceren fit for fight til DM-finalen
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Viborg Motor Klub afvikler også gokart på Løvel Banen. Til DM-finalen kommer søster-serien: Cross Kart på besøg.

- Cross Kart’en er en specialbygget go kart til løst underlag, afslutter Birte Donslund. - De hidsige køretøjer anvender specielle dæk med lange knopper, som giver et godt bid i underlaget, fordi Cross Kart’en anvender både støddæmpere og fjedre. Derfor præsterer den også gode køreegenskaber på asfalt.

Åge Keseler Kirketerp