"Vi har fået bilen til at køre rigtig godt nu", fortæller Claus fra værkstedet i Aarhus. "Den kan både accelerere, bremse og dreje, så nu kører den for alvor hurtigt."
Claus har tidligere vundet mesterskabet i blandt andet Citroën Saxo Cup, Renault Clio Cup, og sidste år vandt han også mesterskabet i Special Saloon Car. Men selvom der efterhånden står en del pokaler på værkstedet, slår det ikke mekanikernes rekord:
Over stregen som vinder endnu en gang (Foto: Gripping Media)
"Mine to mekanikere, Allan og Bruno Taulborg, har i år været med til at vinde deres 11. mesterskab på 22 år - det er da en præstation, der vil noget!"
Samtidig har teamets nyeste mekaniker været med til at vinde sit første mesterskab i denne sæson.
Endnu en pokal til samlingen (Foto: Gripping Media)
Med 2011-mesterskabet i hus, tør den aarhusianske malermester godt løfte lidt af sløret for fremtidsplanerne.
"Jeg ved at der har været en del snak i krogene om vores team og planerne for fremtiden. Vi kører stadigvæk racerløb fordi det er sjovt, og det skal ikke være en hemmelighed, at vi trænger til udfordringer som passer lidt bedre til bilens kræfter. Næste år regner vi med at køre en række løb i Europa, og det ser jeg meget frem til."
Claus Christensen er Special Saloon Car-mester 2011 (Foto: Gripping Media)
Den lynhurtige Aquila CR-1 LS7, som kørte mesterskabet hjem til Aarhus, er danskbygget og bruges i det store udland til store racerløb som BritCar 12 Hours of Silverstone, så Claus er ikke nervøs for om bilen kan klare opgaven.
"Flere internationale topkørere har rost bilen for dens køreegenskaber på de store baner, så jeg glæder mig til at se hvad det kan føre til."
Finaleløbet i Special Saloon Car køres på Padborg Park den 9. oktober. Her er Claus og CC Racing naturligvis også til stede.
CC Racing Gripping Media Læs mere om: Claus ChristensenRing Djursland11/09/11 - Ring Djursland - Special Saloon - DM |