| Med et forspring på 68 point, er det nu ikke længere muligt for konkurrenterne at lukke hullet op til Stefan, og Danmark har fået en mester i den prestigefyldte tyske ADAC serie.
”Jeg havde på forhånd håbet lidt på at kunne køre den hjem i denne her weekend, og så er det bare super at det lykkedes” sagde en glad Stefan Kjer Olsen efter sidste heat.
Egentligt fik han ikke den bedste start i dagens første heat, men det lykkedes ham alligevel at komme op som nr. 2. Det var dog ikke muligt at fange Lars Reuther (DE), der havde fået skabt sig et for stort hul og vandt heatet.
Starten var noget bedre for Stefan i andet heat, hvor han lå nr. 3, indtil det igen lykkedes Stefan at komme op som nr. 2. Denne gang var det imidlertid Donny Bastemeijer (NL) der havde fået skabt et stort hul og vandt heatet.
Stefan Kjer Olsen har været absolut suveræn i ADAC serien igennem hele sæsonen, og ud af de syv afdelinger der er kørt indtil nu, var det i denne weekend første gang, at han ikke vandt mindst et heat. Stefan fører i øvrigt også det danske mesterskab i MX2 klassen med en afdeling tilbage.
Den samlede stilling ser i øvrigt en anden dansker, Rasmus Krogh Jørgensen, indtage en samlet placering som nr. 3, og kan han holde fast i den, kommer der to danskere på det endelige sejrspodie.
Næste opgave for Stefan Kjer Olsen er allerede i næste weekend, hvor han skal køre sidste afdeling af Europamesterskaberne i tyske Gaildorf. Her ligger han på forhånd nr. 4 - kun 1 point efter nr. 3 og 2 point efter nr. 2 i stillingen. Køreren der ligger nr. 1 har 24 points forspring, men med 50 point på spil kan det i teorien godt lade sig gøre for Stefan at blive Europamester.
|