SIDEN SIDST
Kean Kristensen fra Herlev fik karrierens hidtil bedste resultat da han den forgangne weekend vandt to af de tre afdelinger af ADAC Formel Master der blev kørt på Red Bull Ring i Østrig. Den 16-årige hhx elev fra Herlev kører for det tyske team Motopark. Også dansk/engelske Emil Bernstorff besøgte podiet i Østrig, og indtager den samlede andenplads i mesterskabet.
Kevin Magnussen besatte tredjepladsen i det traditionsrige Masters Formel 3 løb på Zandvoort i Holland. Løbet tæller dog ikke til det britiske mesterskab, hvor danskeren er på fjerdepladsen.
Med to andenpladser i ATS F3 Cup løbene på Red Bull Ring konsoliderede Marco Sørensen sin samlede andenplads i dette mesterskab. Nordjyden er sluttet på podiet i 11 ud af 12 kørte løb i år, og har en enkelt sejr.
I weekendens afdeling af EM i rallycross for Super 1600 sikrede Ulrik Linnemann et nyt topresultat. På banen Valkensward ved Eindhoven, Holland, blev det til en tredjeplads.
Der blev kørt to afdelinger af DM for Formel Ford FDM Jyllandsringen. Begge blev vundet af Jesper Egebart foran Jacob Nørtoft.
Thomas Krebs blev bedste dansker i finalen for KF2 ved tredje afdeling af Deutsche Kart Meisterschaft i Wackersdorf med en fjerdeplads. Martin Mortensen blev nr. 8. Forinden besatte Christian Sørensen tredjepladsen i prefinalen, men udgik af selve finalen. I den samlede stilling er Thomas Krebs nu på tredjepladsen som bedste dansker.
Dennis V. Larsen er udtrådt af talentprojekt for rallycross.
DET SKER I UGEN
Den kommende weekend afvikles tredje og sidste afdeling af Dansk Super Kart. Det sker på banen i Grindsted hvor der køres løb for fire kategorier.
Omkring 70 kørere ventes til start, heraf halvdelen i den største klasse DASU/DINO Talent Cup. Klassen blev indført af DASU og DINO i fællesskab inden denne sæson og har straks vist sig at være yderst populær blandt deltagerne. Alle anvender helt ens motorer leveret af DINO. Inden hver løbsweekend trækker deltagerne lod om motorerne, der er plomberede og ikke må åbnes. Det har bevirket meget tætte løb blandt de unge deltagere (i aldersgruppen 12 – 16 år), hvilket netop er formålet. Resultaterne i klassen i 2011 spiller kraftigt ind når deltagere til næste års DASU og Team Danmarks hold til U-18 VM skal findes hen over vinteren.
Inden weekendens to finaler fører Nicklas Ingemann i den samlede stilling foran Victor Radsted, Frederik Schandorff og Simon Kilov, men pointforskellen er minimal så mesterskabet er stadig helt åbent.
Spænding er der også i klassen for gearkarts, KZ2. Her skiller blot et enkelt point den førende Henrik Lilja fra Michael E. Christensen på andenpladsen, men også Dennis Pedersen og Toke Christensen har føling med toppen.
I klassen for de yngste deltagere, Cadett Junior, har Patrik Mathiessen taget føringen foran Peter Bøllingtoft.
Endelig afvikles også det prestigefyldte Danmarksmesterskab for KF2 i Grindsted. Her får danske tilskuere en sjælden lejlighed til at hilse på nogle af de danske kørere der med stor succes deltager i internationale mesterskaber. Der er derfor al mulig grund til at besøge Grindsted Go-kart bane den kommende weekend, hvor der køres afsluttede finaler både lørdag og søndag.
Nærmere info kan findes på www.grindstedgokartklub.dk
Når fjerde afdeling af årets DM i rally køres 19 – 20. august omkring Slagelse er det med deltagelse af de to talenthold fra DASU Rally Challenge. Simon Larsen/Nicklas Dauberg vandt de to første afdelinger i deres Suzuki Swift (Grp. N 0-1600) men udgik af tredje afdeling med teknisk defekt.
”Boblerholdet” Marco Gersager/Mette Jensen er ligeledes til start i Opel Corsa.
|