| - Arrangementet er desuden semifinale i det nye TV-dækkede tiltag: Danish Rally Cross Championship (DRCC), oplyser løbsleder Finn Knudsen.
– I DRCC ligger MNJ’eren: Ulrik Linnemann i Peugeot 207 Super 1600 på en foreløbig førsteplads. Nordjyden fremviser et imponerende aktivt konkurrenceprogram i 2011, idet han på nuværende tidspunkt har kørt sig til en 2. plads sammenlagt midtvejs i Europamesterskabet (EM).
 (Foto: Åge Kirketerp)
- Sammen med mine trofaste og ihærdige mekanikere har vi fundet et godt og stabilt set up til raceren, konstaterer Ulrik Linnemann. – Dette har givet mig ro og overblik til at udvikle/effektivisere min kørestil. Senest har jeg deltaget i EM-afdelingerne på den nye EM-bane: Lånke i Norge samt RC-mekkaet i Höljes (S), hvor jeg begge steder gav den nuværende EM-etter: Andreas Bakkerud (N) kamp til målstregen.
Norge har for øjeblikket overtaget den totale dominans i EM, som tidligere har været i sikre hænder hos svenskerne. Med tre regerende europamestre ud af tre mulige er Rally Cross på vej frem i Norge.
- RC-stadionet i Lånke ligger lidt uden for Trondheim i Midtnorge, fortsætter Ulrik Linnemann. – Her gik det virkelig godt på den kuperede rundstrækning, idet jeg med en toer og en etter i kvalifikationsheatene fik bedste startplacering i A-finalen. På andensidste omgang blev jeg ramt af en sivepunktering, men begrænsede placeringstabet til en firer.
 (Foto: Åge Kirketerp)
- Fyrtårnet i EM-serien er Höljes i Sverige, supplerer Finn Knudsen. – Med 25.000 tilskuere scorer svenskerne topkarakter i afvikling og popularitet. I år var mange danske RC-fans da også på lægterne for at heppe på Ulrik Linnemann. På startlisten med 36 RC-teams i Super 1600 fandt vi desuden MNJ’erne: Peter Lindgaard (Opel Corsa), Michael Rolighed (Citroën C2) og Dennis V. Larsen (Peugeot 207). De blev også udfordret af vendelboerne: Rune B. Staudt (Citroën C2) og Mike L. Frederiksen (Peugeot 206).
 (Foto: Åge Kirketerp)
I Höljes oplevede Ulrik Linnemann en lille motorstyringsfejl i det første kvalifikationsheat, som blev kørt om lørdagen: - De sidste 2 kvalifikationsheat skulle heldigvis først køres søndag, og her fik vi styr på elektronikken. Dette resulterede i en toer og en etter, hvilket blev kvitteret med andenbedste startplacering i A-finalen.
Efter passagen af det såkaldte jokerspor var Ulrik Linnemann i front for den anden dråbe i A-finalen. Nordjyden blev desværre senere sinket af netop Anders Bakkerud, som kæmpede intenst med kængurubenzin fra en defekt pumpe.
- Jeg kørte ellers hurtigt i A-finalen, afslutter Ulrik Linnemann. – Men den norske stopklods bevirkede, at jeg aldrig fik mulighed for at blande mig blandt frontduoen. Jeg scorede imidlertid en flot tredjeplads, og ligger nu sikkert på andenpladsen i EM-midtvejsstillingen.
Inden Rally Cross Danmark skal Ulrik Linnemann en lille smuttur til EM-afdelingerne i henholdsvis Belgien og Holland.
 (Foto: Åge Kirketerp)
- Support-femkløveret fik indhøstet nogle gode erfaringer i Höljes, afslutter Finn Knudsen. – Her blev placeringerne: Rune B. Staudt (16), Peter Lindegaard (17), Dennis V. Larsen (19), Michael Rolighed (21) og Mike L. Frederiksen (26). Alle 6 RC-teams får vi et gensyn med på RC-stadionet i Nysum.
Med venlig hilsen
MOTORSPORT NORDJYLLAND
|