Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ROK Cup

Vortex Rok Cup dystede i sol og regn på Lolland

ROK Cup 
25/06/11 

Rundt omkring i Danmark findes mange forskellige karting-baner, hvor de varierede bane-layouts og –længder giver kørerne spændende udfordringer. I 2011 får deltagerne i den landsdækkende Vortex Rok Cup i karting mulighed for at besøge 7 forskellige baner - spredt over Jylland, Sjælland, Fyn og Lolland.
 

- 3. afdeling af Vortex Rok Cup 2011 blev kørt på Rødby Karting Ring – oplyser løbsdirektør Klaes Asaa. – Mange af kørerne fik deres konkurrence-debut på banen, som kun ligger halvandet stenkast fra Østersøen. Herudover fik startfeltet ekstra udfordringer med skiftende tørvejr og regn. Chassiserne i karting har desuden hverken støddæmpere eller fjedre, men alligevel findes der utallige justeringer, som bl.a. kan foretages i gearingen og/eller bagakslen.

Karing-serien afvikles i 4 klasser: Mini, Junior, Senior og Super. I finalerne på Lolland var der tæt fight omkring topplaceringerne, hvor kørerne gamblede lidt omkring tør- og regnvejrsdæk på det halvfugtige underlag.

- Vortex Mini Rok køres med en slidstærk 60 ccm.-motor, fortsætter Klaes Asaa. – Dette giver de unge kørere gode muligheder for at køre masser af baneomgange uden motorrenovering. En tilsvarende afviklingsmodel for nogle år siden er baggrunden for, at Danmark nu har mange topkørere i karting, og herunder en regerende europamester.


Jacob Hald fightede tæt om finalesejren med Frederik K. Jørgensen i Mini

I Mini kæmpede Jacob Hald tæt om finalesejren foran Frederik K. Jørgensen, og føringen holdt frem til målstregen, hvor forskellen kun var 6 hundrededele sekunder. I den samlede cup-stilling ligger Frederik K. Jørgensen forrest med en lille føring foran en delt andenplads til Jacob Hald og Peter R. Bøllingtoft.

I Junior anvendes Vortex Rok-motoren i en neddroslet version. Her har Daniel Lundgaard vist lovende takter gennem foråret, og østjyden udbyggede da også sin føring sammenlagt med sejre i både prefinale og finale. Frederik Skinderholm fik en god start i finalen, men faldt lidt tilbage. Han indtager nu en treer i den samlede stilling, hvor Magnus Ruud Kjær er toer.


Daniel Lundgaard udbyggede sin føring i Vortex Rok Cup 2011 med sejre i både prefinale og finale for Junior

- I karting-serien kører deltagerne klassevis den samme motor, forklarer Klaes Asaa. - Derimod kan kørerne frit vælge chassis-fabrikant, hvilket giver varierede udfordringer. Kristian Asaa scorede ubeskedent sin første sejr i Senior. På de tre første pladser i mesterskabet i klassen ligger foreløbig: Alexander Müller, Benjamin Karlog og Chris Ellinor Thorsen. I denne klasse foregik kvalifikationen i regnvejr, og her var debutanten: Jacob Jensen allerforrest. Sensationen udeblev dog, fordi de gældende heats blev kørt i tørvejr.


Debutanten Jacob Jensen var hurtigst til tidtagningen på det fugtige underlag i Rødby

- Jeg er meget godt tilfreds med treeren i den foreløbige stilling for Vortex Rok Senior, forklarer Chris Ellinor Thorsen. - Der går noget hurtigere end i den klasse, som jeg kørte før. Samtidig står karten virkelig godt ved på Bridgestone-dækkene, hvorfor jeg har måttet styrketræne lidt for at holde styrthjelmen på rette plads i svingene.


Kristian Asaa scorede sin første sejr i Vortex Rok Senior

I Super Rok fightede Andreas Friis-Larsen og Allan Skov Jensen tæt om sejren. Andreas Friis-Larsen scorede et forspring på 3 tiendedele sekunder over målstregen, og udbyggede samtidig den samlede føring foran Victor Radsted og Allan Skov Jensen.


Andreas Friis-Larsen og Allan Skov Jensen gik til makronerne i Super Rok

Næste afdeling af Vortex Rok Cup 2011 afvikles søndag d. 3. juli på Kart Racing Vojens, som er Danmarks længste karting-bane (1.330 m.).

ROK Danmark

Åge Kirketerp Jensen