| Siden DM afdelingen på Løvelbanen, St. Bededag, har motoren gennemgået en omfattende tuning. Bilen har i sin helhed været en tur på Fyn hos en specialist, hvor topstykket på motoren har gennemgået en yderligere modificering og finjustering. I forhold til udgangspunktet, er der opnået en øget ydeevne på næsten 20 % med de nye dele.
 (Foto: Kim Lauritsen, DC Racing Presse)
Siden skiftet til Rallycross har teamets helt store styrke altid haft fokus på kontinuitet og stabilitet, derfor var det en stor udfordring for teamet - i særdeleshed for Dennis og hans mekanikere - om maskineriet fortsat kunne arbejde optimalt og bevare holdbarheden under de nye arbejdsområder og arbejdsbelastninger.
Vejret viste sig fra den flotte side på ”Øen”, og efter en bette køretur på små 5 timer, blev det gelasne teamtelt - venligst udlånt af Tommy Telt, Tylstrup – opstillet, og som altid med den ene halvdel konverteret til værksted og den anden halvdel til forplejning.
Til trods for at Dennis havde glemt vognbogen derhjemme - så Morten, Anders P og undertegnede måtte en tur til Vejle om aftenen for at mødes med Lasse ”Vogn”, som havde været så flink at tage turen ned i landet for at imødekomme kurererne - så forløb aftenen ganske fornuftigt med frikadeller og kartoffelsalat, og en gåtur rundt på banen.
Tidligt mandag morgen ringede vækkeuret, og bilen skulle til teknisk kontrol og gik igennem helt fejlfrit nok en gang.
Der var først en halv times fri træning for Rallycross efterfulgt af klasseindelt tidtagning, inden det sublime Rallycrossfelt for alvor kunne tage fat på 3. afdeling af DM i Rallycross 2011. Under træningen sagtnede Peugeot’en pludselig farten efter en halv omgang på banen, for efterfølgende at gå ud. Hele teamet hold vejret i angst for et motorhavari. Heldigvis viste fejlen sig at være den samme fejl som tidligere på sæsonen havde drillet teamet. En fejl i motorstyringen efter rullefelt, gjorde at tændetiden på tændspolerne var for lang. Teamets autotekniker Jensole fik lynhurtigt fjernet fejlen, så alle kunne ånde lettet op.
 (Foto: Kim Lauritsen, DC Racing Presse)
Under tidtagningen kørte motoren som en drøm, dog var setup’et på undervognen ikke helt som det skulle være, og Dennis sluttede på en 7. plads i Super 2000 klassen og 19. samlet. Inden 1. kvalifikationsheat blev der foretaget et par nødvendige justeringer på undervognen, for at tilpasse bilen til banen og forholdene. Det nye setup fungerede rigtig godt sammen med motorens nye arbejdsområder, og Dennis præsterede først en kongestart, hvorefter han hurtigt tog føringen og udbyggede den. Efter 5 omgange havde Dennis været absolut hurtigst over omgangene og blev præsenteret for målflaget som heatvinder, og kørte tillige en formålstjenlig tid hjem som nr. 4 i Super 2000-klassen, til stor jubel hos det medrejste publikum.
I middagspausen mellem 1. og 2. heatrunde sørgede ”tøserne” endnu engang for en utrolig æstetisk forplejning; hjemmelavede toast og frikadeller med kartoffelsalat.
I 2. kvalifikationsrunde var DcRacing repræsenteret i tredjesidste heat fra 2. startposition. Endnu engang ramte Dennis det rigtig setup, og lavede en flot start og var foran med et par vognlængder, indtil Bo Frederiksen fik åbnet op for turbotrykket i hans monstrøse Ford Focus 4x4. Dennis kom ud af første sving som 2’er, og nu handlede det bare om at hænge så godt på Bo Frederiksen som muligt. Taktikken lykkedes til fulde, og Dennis hentede sågar ind på Bo Frederiksen som omgangene gik, men desværre knækkede alle 4 støttebolte omkring venstreforhjulsnav på andensidste omgang, så hjulet forsvandt og ”Løven” dykkede ud til siden og Dennis måtte udgå fra heatet – desværre, da der bestemt var potentiale til en formidabel kvalifikationstid.
Peugeot’en blev eskorteret tilbage til teltet i ryttergården, så mekanikerne kunne komme i gang med at kontrollerer og reparerer skaderne. Heldigvis var der ikke sket omfattende skader på de bærende dele omkring venstre hjulophæng og undervognen. Mekanikerne (”Dunse”, Mathias, Morten, Lasse og Jensole) udskiftede bremseskiver foran i tilfælde af asymmetri, plus ny spindel ved venstre forhjul og tilhørende 8 nye støttebolte, derefter var Peugeot’en igen kampklar til at indhente det forsømte.
 (Foto: Kim Lauritsen, DC Racing Presse)
I tredje heat var det en tydeligt motiveret Dennis Christensen der tog teten fra starten. En gennemsnitsfart på 87 km/t og et forspring på hele 10 sekunder ned til nr. 2 efter 5 omgange, var facit da heatet blev flaget af. En rigtig flot præstation, som placerede Dennis som 6’er i A-finalen. Taget arrangementets forløb i betragtning var det et særdeles tilfredsstillende resultat, bare at være direkte kvalificeret til A-finalen.
I A-finalen skulle Dennis starte nede fra 3. startrække. En rigtig svær udgangsposition, dog kan den have store fordele hvis der opstår tumult blandt de forreste. Dennis præsterede for 3 gang en succesfuld start og lagde sig op på 4. pladsen efter første sving. Dennis lå flere omgange i tæt duel med teamets gode ven Allan Jørgensen i Opel Corsa, men på 4. omgang måtte Allan trække ud til siden og overlade 3. pladsen til Dennis pga. en knækket trækaksel – desværre for Allan og for finalen.
Dennis forsvarende tredje pladsen flot indtil sidste omgang, hvor Steffen Johansen i Opel Astra valgte at eksekvere sit alternative spor, og lige akkurat kunne snuppe tredjepladsen fra Dennis.
Finalen blev et godt stykke hen ad vejen endnu engang ført an af den forsvarende tredobbelte danmarksmester Rasmus Nielsen i Honda Civic V-tec.
Da Rasmus punkterede på 2. sidste omgang, måtte Rasmus se sig overhalet af Jacob Teil Hansen i muskuløse Ford Fiesta. Men da denne overhaling fandt sted i gul flagzone diskvalificeredes Jacob Teil Hansen helt korrekt fra finalen, og måtte overgive sin førsteplads til Rasmus Nielsen. Steffen Johansen blev 2’er og Dennis blev flot 3’er efter, som tidligere benævnt, at have startet i bagerste startrække.
Stort tillykke og tak for kampen til Rasmus Nielsen og Steffen Johansen.
 (Foto: Kim Lauritsen, DC Racing Presse)
Set i bakspejlet, har det været en rigtig god og finurlig tredje afdeling af DM i Rallycross. DcRacing takker hele Rallycrossfeltet, Nisseringen og løbsledelsen for at rigtig godt arrangement. Næste DM-afdeling bliver på Ørnedalsbanen den 31. juli, i forbindelse med det traditionsbetonede 3 dages løb.
 (Foto: Kim Lauritsen, DC Racing Presse)
Husk du kan følge os i vores bestræbelser på vores hjemmeside www.dcracing.dk, eller vores Facebook-side ’Team DC Racing’.
En særlig tak skal lyde til: Sparekassen Vendsyssel - Frederikshavn, HighGear, NH Løft,
Top-Clean, FIDUZ-design, Bangsbo Equipment, Sindal Autoophug, Tangmose Multiservice,
JN-Fiber, Tommy Telt, Lendum Ny Auto, NS System og Nybolig.
DC Racing ønsker alle en god sommer(ferie), og vi ses i uge 30!
Kim Lauritsen, DC Racing Presse
|