Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Optakt til dagens tre matcher

Speedway 
18/05/11 

  • Holsted Speedway Center
    Nicki Pedersen sætter ny rekord
  • Korskro Banen
    Esbjergs holdleder Ib Pedersen skal op imod sin gamle klub
  • Slangerup Speedway Center
    Slangerups mestre skal rejse sig på hjemmebanen

 

Nicki Pedersen sætter ny rekord
Når Nicki Pedersen på onsdag står i spidsen for Holsted Speedway Klub i hjemmematchen mod Fjelsted, vil han med overvejende sandsynlighed blive den mest scorende kører for Holsted i den danske speedway liga.

Den tre-dobbelte verdensmester kører onsdag sit løb nummer 50 for den sydjyske klub – og inden matchen er Grand Prix-stjernen noteret for 793 point i den hjemlige liga. Den nuværende rekord indehaves af Jesper B Monberg, der i alt har scoret 797 point iført Holsted-vesten.

Nicki Pedersen er i gang med sin niende sæson for Holsted og har altid været godt scorende, hvilket også kan ses af et gennemsnit på over 16 point pr. match. Til sammenligning måtte Jesper B Monberg kører 88 matcher for at opnå scoringsrekorden på 793 point.

Nickis direkte modstander bliver Fjelsteds tidligere Grand Prix-kører Sebastian Ulamek, som de seneste år har været blandt de mest scorende i den danske liga. Dermed har de fynske gæster valgt at udskifte den svenske veteran Magnus Zetterström, som ellers havde en meget imponerende debut for Fjelsted i sidste uge. Desuden har Fjelsted tilkaldt finske Kaoko Nieminen i stedet for svenske Linus Sundström, mens resten af holdet er identisk med holdet, der tabte Fjelsteds sæson-debut mod Esbjerg.

Hjemmeholdet Holsted har blot ændret en enkelt kører i forhold til deres sæsondebut, hvor holdet tabte knebent i Slangerup – ændring er på D-pladsen, hvor Patrick Bjerregaard erstatter Henrik Møller.

Holdopstillinger:

Holsted Speedway Klub Fjelsted Speedway Klub
Nicki Pedersen (A) Sebastian Ulamek (A)
Nicolai Klindt (B) Peter Kildemand (B)
Patrick Hougaard (B) Kaoko Nieminen (B)
Nicklas Porsing (C) Simon Nielsen (C)
Patrick Bjerregaard (D) Dannie Sødderholm (D)

Matchen køres onsdag den 18. maj 2011 med start klokken 19:00.
Sted: Holsted Speedway Center, Hedevejen 1, 6670 Holsted.

Esbjergs holdleder Ib Pedersen skal op imod sin gamle klub
Når Esbjerg på onsdag tager i mod Holstebro i Dansk Metal Speedway League, bliver der tale om et opgør med personlige følelser og drillerier.

For 25 år siden var Ib Pedersen med til at stifte Holstebro Speedway Klub, mens han i dag er holdleder for rivalerne fra Esbjerg – det er noget, der gør lysten til sejr endnu større i Holstebro-lejren.

”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi meget gerne vil slå Esbjerg og at Ib er blevet deres holdleder, gør da ikke matchen mindre interessant”, siger Erik Villadsen, hvis mandskab har vundet årets to første matcher.

”Ja – de har stukket næsen lidt langt frem her fra sæsonstart, så jeg har tænkt mig, at vi skal give dem en over snuden”, lyder det fra Ib Pedersen om hans gamle klub.

Det er tydeligt på holdopstillingerne, at begge mandskaber går efter sejren og i Esbjerg er den udskældte Charlie Gjedde sat af holdet.

”Jeg vil nu ikke sige at jeg har valgt Charlie fra, men jeg har valgt en stærkt kørende Joonas Kylmäkorpi til – og med Leons kørsel er det jo ikke ham der skal på bænken og dermed blev det Charlie, der får en pause”, forklarer holdleder Ib Pedersen overfor speedway-league.com.

For Holstebro er der i forhold til den seneste sejr over Slangerup genvalg på fire pladser, mens der bliver sæsondebut til Andriej Karpow, der har misset de første matcher på grund af skader.

Holdopstillinger:

Esbjerg MotorSport Holstebro Speedway Klub
Piotr Protasiewicz (A) Bjarne Pedersen (A)
Joonas Kylmäkorpi (B) Andriej Karpow (B)
Leon Madsen (B) Patrick Nørgaard (B)
Steen Jensen (C) Nikolaj Busk Jakobsen (D)
Kasper Lykke Nielsen (D) Jonas B Andersen (D)

Matchen køres onsdag den 18. maj 2011 med start klokken 18:30.
Sted: Korskro Banen, Tinghedevej, 6715 Esbjerg N.

Slangerups mestre skal rejse sig på hjemmebanen
De regerende mestre fra Slangerup har fået en skidt start på 2011-sæsonen – godt nok er det blevet til en sejr på hjemmebane over rivalerne fra Holsted, men derudover er mestrene løbet ind i to større nederlag på udebane mod henholdsvis Outrup og Holstebro.

Netop derfor er det vigtigt for sjællænderne at hente en ny sejr på hjemmebane, når de onsdag får besøg af sønderjyske Vojens.

Til forskel fra matchen mod Holsted, hvor der var en skarp duel mellem Jason Crump og Nicki Pedersen, må publikum undvære de helt store stjerner i onsdagens opgør i Slangerup. Begge hold stiller uden A-kører, men det behøver absolut ikke have nogen indflydelse på matchens kvalitet eller spænding.

Netop det, at begge hold er uden en A-kører, gør at de to hold på papiret står godt overfor hinanden og det trofaste publikum på Sjælland kan se frem til en intensiv speedway-aften på Slangerup Speedway Center, hvor dk4’s speedway-kommentator Ib Søby vil sørge for at guide publikum igennem aftenens 14 speedway heat.

Holdopstillinger:

Slangerup Speedway Klub Vojens Speedway Klub
Jesper B Monberg (B) Mikkel B Jensen (B)
Miroslaw Jablonski (B) Michael Jepsen Jensen (B)
Kenneth Kruse Hansen (B) Mariusz Puszakowski (B)
Mikkel Michelsen (D) Thomas Jørgensen (C)
Nicki Barrett (C) Klaus Jakobsen (D)

Matchen køres onsdag den 18. maj 2011 med start klokken 18:30.
Sted: Slangerup Speedway Center, Hørup Skovvej 5A, 3550 Slangerup.

Stillingen inden onsdagens matcher:

    M V U T KP MP BP P
1 Outrup 4 3 0 1 180 6 0 6
2 Esbjerg 2 2 0 0 96 4 0 4
3 Holstebro 2 2 0 0 90 4 0 4
4 Slangerup 3 1 0 2 112 2 0 2
5 Grindsted 2 0 0 2 78 0 0 0
6 Holsted 1 0 0 1 41 0 0 0
7 Fjelsted 1 0 0 1 40 0 0 0
8 Vojens 1 0 0 1 39 0 0 0
M = antal kørte matcher
V = antal vundne matcher
U = antal uafgjorte matcher
T = antal tabte matcher
KP = antal kørerpoint
MP = antal matchpoint
BP = antal bonuspoint
P = antal point (matchpoint og bonuspoint)

Kommende matcher:

Ugedag Dato Kl. Hjemme - Ude
Onsdag 18. maj 18:30 Esbjerg - Holstebro
Onsdag 18. maj 18:30 Slangerup - Vojens
Onsdag 18. maj 19:00 Holsted - Fjelsted
Mandag 23. maj 18:30 Grindsted - Vojens
Onsdag 25. maj 18:30 Fjelsted - Holsted
Fredag 27. maj 18:00 Holstebro - Fjelsted
Fredag 27. maj 19:00 Outrup - Esbjerg