Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Trols Lund har startet med 2 gode resultater

Rally 
11/05/11 

Der er så mange muligheder i rally
Min inderste sjæl er splittet mellem den officielle danske serie og den private Rally Cup Öresund, som er et samarbejde mellem entusiaster i Sverige og Danmark. Jeg vil så gerne støtte det hele og være med overalt, men sådan er verden ikke indrettet. Jeg kan ikke både blæse og have mel i munden. Desværre!
 

Lille Mats Rallysprint i Hässleholm har gennem 6 sæsoner været på programmet til DASU CUP’en og var det igen 1. maj. Men løbet talte ikke til Rally Cup Öresund! Til start var Kenneth Saust og John Kristiansen, begge i 1600-klassen - men uden mig på startlisten for første gang i 7 år. To herlige kammerater, som jeg ikke fik kørt om kap med.

Rally Cup Öresund
Da jeg nu har haft en finger med i spillet om etableringen af Rally Cup Öresund eller sagt på en anden måde, været med til at støbe kuglerne, så faldt valget til denne side. Den er den serie jeg vil køre i 2011. Der skal køres 4 asfalt rally i Danmark og 4 grus rally i Sverige. Og jeg vil meget gerne lære at køre på grus og benytte de svenske noter. ”Et er svenske noter at læse, andet er svenske noter at forstå”, som et lettere omskrevet ordsprog om søkort, så rigtigt siger.

Det er en spændende udfordring.

Viking Rally Sprint
Serien startede forsigtigt ud med rally sprint i Frederikssund 21. april, hvor vi danskere har en fordel med asfalt og biler der er sat op til den disciplin. Søren Lind Andersen, Århus, er min nye legekammerat i klassen og han forstår at vælge andenkørere, så det passer til arrangementets karakter.

Lidt overmatchet måske-J, men Henrik Vestergård, sad ved siden af ham til rally sprintet i Frederikssund, mens H.C. Strib skulle gelejde ham gennem Rallytravels Kong Kristian Race, Kristianstad, som var næste afdeling af Rally Cup Öresund lørdag 7. maj. HC havde været der før! Det havde Michael og jeg ikke.

Viking Rally Sprint gik fint og vi fik en klassesejr med hjem. Der var endda pokaler til os, uagtet vi kun var to i klassen. Flot af VAS, at ofre penge på den konto, når de kunne have slået klasserne sammen.

Rallytravels Kong Kristian Race.
Løbet er atypisk på et område. Der er ikke fast serviceplads. Vi havde service efter prøve 1, 3 og 5. Servicevognene fulgte med rundt på ruten (næsten) og etablerede sig på store pladser, ligesom ”i gamle dage”. Det fungerede fint og var nødvendigt pga. de lange afstande fra Kristianstad og ud til de spændende skovveje, hvor hastighedsprøverne lå. Fra rally centrum og til prøve 1, var transportstrækningen 47 kilometer. Det er immervæk en god bid, når vi nu lige skal huske, at dette rally blot er et mini rally med 45 km. hastighedsprøve, fordelt over 5 prøver.

På prøve 1 fik vi stryg af Søren og H.C. i Toyota’en med 2 sekunder og så kvajede jeg mig rigtigt godt ved starten. Som herhjemme i Danmark, startede jeg da den sidste lampe tændte på det elektroniske startsignal, men det kostede en tyvstart og 10 sekunder ekstra i hatten. Man skal altså vente til de 5 lamper slukker helt!

Vi var spændt på de svenske noter. Kunne Michael følge trop og kunne jeg forstå og tolke meldingerne korrekt? Det gik nogenlunde langsomt og vi fandt vores rytme efter et par prøver. Vi blev ikke sidst blandt de ca. 180 startende biler, men nr. 133 af de 145 der gennemførte. Se, der kan man tale om at få bank, men vi var ganske godt tilfredse, for vi kom igen foran Søren Lind Andersen i Toyota’en og det gav gode points.

Nu vil Søren tune sin standard motor og have en racer gearkasse i også!

Per G. Hansen og Karsten Svensson i Porsche 911 var heldigvis også med i løbet og kunne vise flaget på vegne af os danskere med en placering som generelt 106 og en flot placering blandt de historiske biler.

Vi bliver nr. 2 af i alt 4 danske hold på startlisten.

Næste løb er South Swedish Rally, i en reduceret udgave for de historiske biler. Vi skal kun køre i 2 dage, mens det øvrige felt er i gang 3 dage. Kr. Himmelfartsdag 2. juni er der gennemkørsel af prøver, fredag 3. juni er der teknisk kontrol om eftermiddagen og start på løbet. Lørdag går vi i mål ved 18-tiden og præmieoverrækkelse kl. 20. Stadig kun for deltagerne i de historiske klasser. Hovedløbet slutter først søndag.

Vi glæder os til at være med i det berømte rally.

Lund