| Selvom mange af deltagerne tidligere har stået på deltagerlisten for Special Saloon Car, er der en håndfuld nye navne at finde. Blandt andet Henrik Moeskjær, Struer, der debuterer med en BMW M3 i SS3-klassen. Med små 400 hestekræfter under motorhjelmen bliver det spændende at se, om Henrik kan overføre de mange kræfter til asfalten.
 Der er 22 kørere til start ved årets første afdeling af Special Saloon Car (Foto: Gripping Media)
En anden ny kører er rent faktisk ikke så ”ny” endda. Den tidligere DTC-mester, Michael Carlsen, stiller nu op i Special Saloon Car med sin trofaste Peugeot 407, og han skal konkurrere mod flere andre ex-DTC-biler, såsom Kim Morgan og Christian Vejby’s to BMW 320i E46.
Efter en enkelt sæsons pause er norske Christer Gislerud tilbage i dansk motorsport. Denne gang i en voldsom Stealth B6 GT, som skal give hård konkurrence til en anden tilbagevendt nordmand, Joakim Ottersen, der i år har skiftet sin Honda Civic ud med en ex-V8 Star Jaguar.
 Chris Poulsen er klar til endnu en sæson i sin Seat Leon (Foto: Gripping Media)
Når starten går til weekendens løb i Special Saloon Car-klassen, vil sløret også blive løftet for et hidtil hemmeligholdt projekt. Hans Henrik Petersen stiller efter sigende til start i en Corvette C6 GT1 – hvad betegnelsen dækker over, er det dog ikke muligt at hive ud af manden, så der kan være overraskelser på vej!
Andreas Brejner har i et par sæsoner været fraværende, men han har meddelt sin ankomst på den midtjyske racerbane. Han deltager atter i sin absurd hurtige Audi S2 Quattro, der tidligere har været berygtet for at køre hurtigt – ligeud. Om nordsjællænderen har fået styr på undervogn og styretøj, må weekendens to heats vise.
 Andreas Kjærgaard har fået skruet sin Porsche 948 sammen til endnu en sæson (Foto: Gripping Media)
Den første af mesterskabets seks løbsweekender starter for alvor fredag kl. 11.35, når de 22 deltagere kørere ruller ud til første tidtagning. Når lørdagens sidste løb er kørt kan der måske dannes et forsigtigt billede af styrkeforholdet mellem årets Special Saloon Car-kørere.
Special Saloon Car
Gripping Media ApS |