| Ford Focus Electric er Fords første 0-emmissions personbil, drevet af en el-motor og et avanceret lithium-ion batteri-system. Den nye elektriske Focus, som forventes at blive flagskibet i Fords el-bilprogram, får sin europæiske debut i Geneve og forventes til Danmark næste år.
Focus Electric er udviklet til at tilfredsstille det daglige kørselsbehov og er baseret på den helt nye, smarte fem-dørs Focus hatchback. Når Fords første elektriske personbil lander i Danmark, vil den samtidig sætte nye standarder for effektiv energiudnyttelse og køreoplevelse i en el-bil.
 (Foto: Ford Motor Company)
Focus Electric er én af fem nye el-biler i Fords elektrificerings-program, og følger i hælene på varevognen Transit Connect Electric, som blev introduceret i USA kort før årsskiftet.
Transit Connect Electric, som er udviklet i samarbejde med Azure Dynamics og Johnson Controls-Saft i USA, er baseret på den velkendte Transit Connect. Den nye elektriske varevogn forventes lanceret i Danmark mod slutningen af året.
Ford har også en hybrid-nyhed med i Geneve, nemlig den nye C-MAX Energi, som både har en forbrændings- og en el-motor. C-MAX Energi, hvis batteri kan lades både fra forbrændingsmotoren og fra ekstern strømforsyning, er den første af to elektrificerede modeller, baseret på den populære familiebil. Senere følger C-MAX HEV, som også er en hybrid, men med en lidt anderledes teknologi. Begge modeller byder på lav udledning, en god brændstoføkonomi og forventes til Danmark i 2013.
For dem, der har benzin i blodet, byder Fords stand også på den helt nye Ford Ranger Wildtrak, ligesom der vil være lejlighed til at studere næste SUV-generation i form af konceptbilen Ford Vertrek, som bliver afløseren for Ford Kuga.
 (Foto: Ford Motor Company)
Den nye Ford Mondeo ECOnetic er Fords bud på en stor familiebil, som qua ny motorteknologi og strømlinet design giver uovertruffen brændstoføkonomi og en CO2-udledning på blot 114g/km.
Og endelig - i den hidsige ende - vil der være mulighed for at tage Fiesta RS WRC i nærmere øjesyn.
’Den hemmelige bil’ bliver afsløret ved Fords pressekonference tirsdag den 1. marts kl. 14.30
Fords europæiske chef, Stephen T. Odell vil være on-location, mens Fords globale chef, Alan Mulally vil være med på et video-link fra teknologimessen C-BIT i Hannover. Ford Motor Company |