Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Special Saloon Car SP4

Jeg er ikke god til at give op

Special Saloon Car
SP4 

29/04/10 

- udtaler Jørgen Hansen efter Åbningsløbet
Det blev et par travle uger efter testløbet på Hockenheim, men den grønne Renault Megane stod klar lørdag morgen på FDM Jyllandsringen til sæsonpremieren. Det meste af fredagen var gået med den estiske motortroldmand og bilen på et rullefelt, så motorens styreprogram blev sat rigtigt op.
 

”Vi fandt omkring 50 hestekræfter bare ved at få motoren til at køre rigtigt. Vi fik også justeret omdrejningerne ved gearskift, så motormæssigt er den kommet til at køre rigtigt. Med en anden indsugningsmanifold kan vi nok finde 20-30 hestekræfter mere, og så vil den være på toppen”, fortæller Jørgen Hansen i teltet på Jyllandsringen.


Jørgen Hansen i Hesteskoen.
(Foto: Gripping Media)

Data fra Hockenheim viste også, at undervognen ikke var indstillet rigtigt, så med ændrede indstillinger på fjedre, støddæmpere og frihøjde og en motor, der virkede, var det med stor spænding, at Jørgen kørte ud til første træning og tidskørsel.

Tiden rakte til en sjetteplads i startopstillingen, men vigtigst af alt var dog, at der nu var meget bedre føling med bilen. Det gik ikke hurtigt nok, men nærlæsning af data gav grundlag for nogle justeringer inden næste tidtagning.

”Det gik da helt op i hat og briller. Først fik vi Safety Car på banen, inden der var kørt en halv omgang, og da jeg så havde startet på min hurtige omgang, gik bremsepedalen i bund, da jeg kom ned mod Panoramasvinget for fuld fart”.

Racerløb uden bremser er en rigtig dårlig cocktail, så Jørgen kørte i pit, hvor mekanikerne hurtigt kunne konstatere, at en bremseslange var blevet revet over – formodentlig af en hård genstand, der var hvirvlet op fra banen. Tiden rakte dog til en ottendeplads, men der var meget langt op til feltets hurtigste kører.


Jørgen Hansen for enden af Langsiden.
(Foto: Gripping Media)

Første løb søndag forløb ”som en søndagsudflugt”. Bilen kørte fint, den var ikke alt for langsom, men manglede stadig noget fart, da nærmeste mand foran vandt to sekunder pr omgang.

”Det er meget at finde to sekunder på en omgang, når motoren nu kører rigtigt, men vi må jo til at kigge mere detaljeret på undervognen”, forklarer Jørgen. Inden andet heat blev data minutiøst gennemgået, og de viste, at støddæmperne godt kunne få et par klik mere. Selve heatet forløb godt, og omgangstiderne blev reduceret med cirka et sekund til trods for et alt for højt dæktryk. Da løbet var blevet stabiliseret og det stod klart, at manden foran ikke kunne hentes, blev omgangene brugt til at eksperimentere lidt med linierne gennem svingene, og det var noget af forklaringen på de bedre tider.

Inden næste løb på Ring Djursland skal undervognen trimmes yderligere, så bilen for alvor begynder at styre præcis som Jørgen vil have det. Med en motor, der går rigtigt, ser tingene ikke helt så sorte ud som efter Hockenheim, men der er alligevel et stykke til den perfekte bil. På Ring Djursland vil det vise sig om erfaringerne med bilen og en bedre indstilling af undervognen, kan få det hele til at gå op i en højere enhed.

”Det med at give op, ligger ikke rigtigt til mig”, slutter Jørgen Hansen.

Hansen Racing

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Hansen Racing
  • Jyllandsringen
  • 25/04/10 - Jyllandsringen - Special Saloon
  •  



    ASETEK SIMSPORTS