Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

SuperSport 600 VM Series

Harms hold hovedet

SuperSport
600 VM Series 

29/03/10 

Danmarks bedste road racing kører, Robbin Harms, blev 7’er også i årets anden afdeling af Supersport Verdensmesterskabet. Løbet fandt sted søndag eftermiddag på den eksotiske og super moderne racerbane ved Portimao på Algarve kysten i Portugal og Harms rykkede med resultatet op på en samlet sjetteplads i VM-kampen.
 

”Havde det været for to år siden, havde jeg måske nok sat det hele over styr midt i løbet i et forsøg på at hænge på de andre. Denne gang gjaldt det om at holde hovedet koldt og køre 7. pladsen hjem, for det var ubetinget det bedste, jeg kunne opnå under de givne betingelser,” smilede Robbin Harms tilfreds efter løbet.

Det var nemlig ikke en weekend uden problemer. 2010-sæsonen er danskerens første sæson med foden under eget bord. Han er i år både team-chef og racerkører og i søndagens løb havde Harms også en ny team-kollega med i teamet.

Det var nu ikke den nye teamkammerat, men derimod teknikken, der spillede teamet et puds. Under den frie træning lørdag formiddag låste gearkassen sig fast på motorcyklen og danskeren blev slynget af banen sammen med motorcyklen. Den, der kom bedst fra styrtet, var Robbin Harms selv – for han var øjeblikkeligt på benene igen, hvorimod der skal arbejdes lidt på Honda’en inden næste løb, som finder sted allerede 2 uger senere.

Heldigvis havde budgettet levnet plads til en reservemotorcykel og det var den, Robbin Harms benyttede i løbet.


Robbin Harms holdt hovedet koldt og kørte i mål på en bekræftende 7. plads i 2. afdeling af Supersport VM, som fandt sted i Portimao søndag eftermiddag.
(Foto: Jakob Evers)

Stor team-indsats
”Teamet gjorde et fantastisk arbejde for at få det hele klar til starten søndag eftermiddag,” fortalte Robbin Harms. ”Jeg startede fra 13. pladsen og alt indenfor Top-10 ville være en stor tilfredsstillelse. Vi disponerer nemlig over to motorer, én som er super hurtig og én, som er knap så hurtig. Det var i sagens natur den sidste, vi kørte løbet med.”

”Da starten gik, var jeg hurtigt i Top-10, men midtvejs i løbet opstod der en lille spredning blandt kørerne foran mig, som betød, at jeg ikke kunne udnytte lufthullet bag dem ned ad langsiden. Derved mistede jeg op imod 10 km/t i topfart og så havde jeg ikke anden mulighed end at køre den hjem.”

”7. pladsen er en stor bekræftelse for os, fordi materiellet ikke er helt på niveau med fabriks-holdene, men vi har vist, at vi kan følge med, også når der opstår problemer, og det er ikke uden betydning med sigte på resten af VM-sæson’en.” siger Robbin Harms.

3. afdeling af Supersport Verdensmesterskabet finder sted på Valencia racerbanen i Spanien d. 11. april og den nybagte teamchef er fortrøstningsfuld:

”Valencia banen kender jeg godt og jeg tror på, at vi dér har gode muligheder for at opnå et endnu bedre resultat.”

VM stillingen efter 2. afdeling:
1. K. Sofuoglu (TUR), 41 points
2. J. Lascorz (ESP), 40 pts.
3. E. Laverty (IRL), 30 pts.
4. F. Foret (FRA), 22 pts.
5. D. Salom (ESP), 19 pts.
6. R. Harms (DEN), 18 pts.

Harms Benjan Racing
Scandinavian Racing Press

Læs mere om:
  • Robbin Harms
  • Harms Benjan Racing
  • Portimão
  •  



    ASETEK SIMSPORTS