| En af de kørere, der har prøvet kræfter med nogle af de klassiske løb i udlandet, er Herluf Jensen, Esbjerg, der med sin klub Motor Sport Sønderjylland, igangsætter et initiativ for at få endnu flere til at køre i udlandet.
Herluf Jensen, der har deltaget på Nürburgring og på Spa har sin bedste placering på Nürburgring med en 3. plads, kører gerne til udlandet for at supplere det hjemlige program med det, som for ham, er virkelig historisk motorsport. Og han mener, at der er endnu flere, som han gerne vil dele denne oplevelse med.
Herluf Jensen: - Jeg ved, at der er rigtig mange, som gerne vil køre et eller to løb uden for landets grænser, men at det er svært at komme i gang. Hvor skal man køre, hvilke løb skal man med i – og hvordan tilmelder man sig? Jeg vil gerne stille min viden til rådighed for andre. Jeg har fundet ud af det, og deler gerne erfaringerne.
Løbskalenderen er lagt fast og det vides allerede nu, at der er AvD Oldtimerløb på Nürburgring fra den 13. til 15. august og der køres 6-timers-løb på Spa 24. til 26. september, løb der helt klart er af interesse for danske kørere i historiske biler.
Motor Sport Sønderjylland, der støtter dette initiativ, vil sammen med Herluf Jensen forsøge at samle så mange af de, der har kørt i udlandet, sammen med nye interesserede.
Der indbydes derfor til et informationsmøde omkring de udenlandske historiske løb. Mødet holdes den 15. marts 2010 på Fjelsted Skov Kro kl. 19:00.
Tilmelding ved at skrive til herluf@alfaspecialisten.dk eller ringe til 75 15 49 88.
Alle med interesse i dette initiativ og historiske biler er også velkommen blot for at ringe for gode råd – men bedst er det naturligvis at rykke de timer ud af kalenderen det tager at være med på Fyn den 15. marts, hvor Herluf Jensen også forsøger at få en række af de andre danske kørere, han normalt ser ude i verden, med til mødet, så der også kan trækkes på deres ekspertise.
Holger Møller-Nielsen |