| I virkeligheden er det jo ligegyldigt, hvis løbene er gode, duellerne mange og kampen om VM spændende. Det er jo indholdet og ikke udseendet det kommer an på! Men derfor kan man jo godt skele lidt til hvordan de her racere egentlig ser ud. For sport er, fra tilskuerens synspunkt, en visuel oplevelse. Og det gør jo ikke noget hvis øjet kan lidt det, det ser.
I det følgende skal vi kigge på de 11 teams der har præsenteret deres bil, og helt uden at skele til vinderchancer, chauffører og andet væsentligt, kun beskæftige os med udseendet på bilerne - form og farve! Og hajfinner dominerer. Og hajfinner er grimme!
 Ferrari er sluppet godt fra det (Foto: Ferrari)
Ferrari har valgt den rigtige løsning, når man nu synes at er skal være lidt finne på ryggen af raceren. Den flugter med rundingen og prøver at blive usynlig. Men ellers er helheden meget nydelig. I profil virker den bagerste del dog lidt fyldig i forhold til den forreste del, sådan lidt mere kontravægt foran kunne have været pænt (men nok ikke videre effektivt). Farven er der ikke meget overraskelse i - og det skal der heller ikke være på en Ferrari.
 Hvis Formel 1 var en skønhedskonkurrence kom McLaren ikke til start. (Foto: McLaren)
McLarens rædsel af en racer, gør Colin Chapmans kileformede misforster fra de tidlige 70'ere rangen stridig som det grimmeste der er set på en racerbane. Finne-konceptet er ført ud i det ekstreme, hvor den ikke bare er klistret på en bil, men simpelthen blevet en del af det. De andre ser i det mindste ud som om man kunne klare problemet med en sav, men for McLaren er der ingen redning. Gid den er ligeså langsom som den er grim - så kan det være de lavere en pænere bil næste gang! Med Mercedes' indtog i Formel 1 under eget navn kunne man have forestillet sig at McLaren ville ændre farvetema, men det er ikke sket. Kombinationen af rødt, sort og sølv er diskutabel. Jeg har aldrig brudt mig om det, men ved at nogle synes det er sejt. Havde ellers håbet at McLaren ville grave deres egen orange farve frem igen.
 Farvevalget vækker minder om glemte tider - sort og guld havde også været ok. (Foto: Lotus Racing)
Her er så en nydelig bil, i den helt rigtige farve. British Racing Green er jo netop den farve en Lotus F1 racer bør have. Også selvom det nu om dage er et Malaysisk team. Derudover har den en nydelig, lidt konservativ form. Ret beset ligner det ikke en vinderbil - og er det nok heller ikke. Men nostalgiske hjerter skal nok banke lidt hurtigere når de får øje på den grønne racer. Sort og guld havde dog også været en nydelig kombination...
 Red Bull er heller ikke noget æstetisk mesterværk. (Foto: Red Bull)
Sådan set, ser den ret rå ud, den der Red Bull racer. Farvevalget er noget mere frisk end hos søstrene i Toro Rosso. Men finnen der, altså - tsk tsk tsk. Stadigvæk er den dog pænere end mange af de andre "finne" biler.
 Force India har osse den grimme dingenot bagtil - og farverne ligner en pizza-reklame. (Foto: Force India)
Jeg har aldrig brudt mig om Force Indias farver. Ja ja, jeg ved godt at det er farverne fra det indiske flag, men derfor synes jeg nu mere den ligner brochuren fra det lokale pizzaria. Og så har den en finne....
 Williams - konservativt både i form og farve - ganske nydeligt. (Foto: latphoto-co-uk_Williams-F1)
I virkeligheden har der aldrig været så meget spræl over Williams racerne. Ekstreme løsninger er sjældent blevet brugt i det team - en enkelt pinlig undtagelse var hvalros raceren fra engang i sidste årti. Men ellers har de altid været konventionelt designet og uden meget spræl i farverne. Den nuværende blå og hvide farve klæder bilen flot og giver den et elegant look. Måske feltets flotteste?
 Denneher hajfinne er virkelig i vejen for en ellers nydelig bil (Foto: Renault-F1)
Renault har også en finne i vejen for en ellers nydelig bil. Endelig har de fundet frem til de rigtige farver - sort og gul (samtidig med at Renault har solgt en stor del af teamet). Det er meget pænere end den lyseblå/gule kombination Alonso havde så stor succes i, det lignede en lego bil. Nu er der mere stil over det. Klart den flotteste med finner.
 Mercedes med camoufleret halv-finne. (Foto: Mercedes GP)
Mercedes holder en fin stil som en ren sølvpil, iblandet lidt sort. Finne-mæssigt har de valgt den klædelige halvfinne, der ikke skæmmer så groft som de store der laver lige linjer over til bagvingen. På billedet falder den næsten i med asfalten bagved, så man kan se hvor bedre det ville se ud hvis den heller ikke var der.
 Sådan en Sauber kunne egentlig have været meget flot (Foto: Bridgestone F1)
Sauber har et fint hvidt design, er dog vistnok er klar til alle mulige farver som en sponsor kunne komme med. Og så igen den der finne, der bare ikke er pæn uanset hvilken vinkel man vælger. Og ellers skiller bilen sig ikke synderligt ud fra konkurrenterne.
 Udover finnen igen skæmmer bilen, ser det ud som om bagvingen kunne bruge et strygejern. (Foto: Toro Rosso Media)
Toro Rosso har altid været tungere i farvevalget end storesøster Red Bull. Den mørkerøde tyr har altid virket mere som designmæssig ballast en som pyntelig logo. Finnen pynter jo heller ikke - og så er der det der sjov vingedesign, der får bagvingen til at se krøllet ud. Om det er pænt er en smagssag, men der er en vis kækhed og trang til at bryde med det konventionelle over det - og nok egentlig på den fede måde.
 Farver og form kan diskuteres, men i det mindste ingen vinger. (Foto: Bridgestone F1)
Hvis man skal starte med noget positivt om Virgins første Formel 1 racer, så må det være at den ikke har nogen finne. Men derudover har den nu en mærkelig profil - der er lidt Cyrano de Bergerac over næsen. Og farvevalget er heller ikke videre smukt - tilgengæld er det markant. Martin Møller-Thomsen
 |