Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

KF3

Christian Sørensen bliver karting-fabrikskører for Birel

KF3 
11/12/09 

2010-sæsonen bliver en spændende og krævende oplevelse for den talentfulde karting-chauffør: Christian Sørensen fra Varde. Den sydvestjyske teenager er netop blevet optaget i Team Danmarks talent-bruttotrup, som tilrettelægges i samarbejde med Dansk Automobil Sports Union (DASU). Som vigtig ballast har Christian Sørensen desuden skrevet kontrakt som fabrikskører i Karting Formula 3 (KF3) med italienske Birel Motorsport, som har base i Monza tæt ved den berømte Formel 1-bane.
 

- Birel rangerer i top tre på verdensplan blandt de skrappeste karting-fabrikater, oplyser Christian Sørensen. - Fabrikskontrakten er derfor en fornem platform samt god ballast for mit sidste år i KF3, hvor jeg således får mulighed for at være helt på forkant med nyudviklingen inden for kart-fabrikationen.


Birel’s direktør: Ronni Sala (t.h.) byder Christian Sørensen velkommen som fabrikskører.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Birel Motorsport har netop fejret 50 års jubilæum som leverandør til kartingsporten, hvor Italien har etableret en afgørende førertrøje. Dette har baggrund i mulighederne for tests på karting-banerne hele året rundt, hvor man f.eks. i Danmark må holde 4-5 måneders udendørspause hen over vinteren.

Far: Erik Sørensen forklarer om baggrunden for de spændende muligheder i 2010: - Christian har oplevet en fornuftig 2009-sæson, hvor han var yderst tæt på en finale-kvalifikation i Europamesterskabet (EM) samt deltog i finalen ved World Cup. Han har desuden kørt i det tyske mesterskab (DJKM), hvor slutresultatet blev en femmer sammenlagt efter en flot toer i DJKM-finalen. I 2009 forbedrede Christian desuden banerekorden på den belgiske EM-topbane i Genk.


Kartingtalentet: Christian Sørensen har præsteret overbevisende evner som testkører i karting.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Altafgørende for Birel Motorsports interesse for Christian Sørensen har baggrund i, at Varde-knægten kørte afgørende hurtigere end norditalienernes 2009-fabrikskører ved testkørslerne af 2010-materiellet.

- I 2010 skal jeg deltage i de to topserier: Winning Series Karting (WSK) Europe og WSK World, fortsætter Christian Sørensen. - Alle fabriksteamene er derfor repræsenteret, og her foretages de afgørende finjusteringer af konkurrencemateriellet inden EM og World Cup.

WSK Europe 2010 køres over 5 løbsweekender hen over foråret. Dette foregår på 3 italienske top-kartingbaner, og desuden foretages 2 afstikkere til henholdsvis Genk i Belgien samt Zuera i Spanien.

- EM-finalen 2010 afvikles i juli netop på Genk, oplyser Christian Sørensen. - Jeg får derfor en god mulighed for skarp konkurrencetræning på EM-asfalten. I al beskedenhed ser jeg desuden frem til en forbedring af min egen banerekord, idet konkurrencemateriellet fra Birel tegner meget lovende.


Christian Sørensen ser frem til det spændende samarbejde med Birel Motorsport i 2010-sæsonen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)
WSK World 2010 afvikles over 3 efterårsløb: Portimao (Portugal), Milville (USA) og Sharm El Sheik (Ægypten).

- Christian har en god konkurrencepsyke samt en fornem evne til at læse nye baner, afslutter Erik Sørensen. - Jeg er derfor ikke nervøs over, hvorvidt han kan modstå forventningspresset. Herudover har Christian allerede mange starter på internationale top-baner med som erfaringsballast. Samarbejdet med Team Danmark betyder desuden flere talent-samlinger, hvor der lægges stor vægt på kondition og konkurrenceforberedelser.

Allerede inden nytår skal Christian Sørensen teste første gang for Birel Motorsport. Sæsonpremieren foregår allerede først i februar 2010 med deltagelse i det traditionsrige Winter Cup på den norditalienske South Garda-bane.

Kartingteam Christian Sørensen

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Kartingteam Bo & Christian Sørensen
  •