 DM Finalen 2008. (Foto: Kim Lauritsen)”I 2009 satser vi hele butikken udelukkende, på at køre med blandt de allerbedste i klasse 2. Jeg mener samtidig at jeg både har bilen, modet og talentet til at hjemkøre minimum 5. pladsen i DM”, fortæller Ronnie Karlsson. ”Under motorhjelmen har jeg en buldrende DTC motor liggende”, fortsætter Ronnie med et smil.
”Bilen yder ca. 250 HK på nuværende tidspunkt, den har specialbygget gearkasse og en rigtig god undervogn. Men i år er klasse 2 stærkere end nogensinde, der er ca. 30 biler til start hver gang, og 10-15 af dem har muligheden for at sejre, så det bliver en hård kamp hvor jeg i nogle situationer må presse mig selv og bilen til det yderste!” forklarer Ronnie.
Selvom Ronnie kun er 20 år, så har han faktisk allerede en lang motorsportskarriere bag sig. ”Lige siden jeg blev født, har jeg altid haft stor interesse for motorsport – måske fordi min far har hjulpet og skruet for flere danske rallycrosskørere”, fortæller Ronnie. ”Da jeg så fyldte 16 år, byggede farmand så min første rigtige racerbil. Det var en Seat Ibiza, som skulle bruges til juniorfolkerace, primært på min hjemmebane, offroadstadionet Ørnedalen, som ligger mellem Sæby og Frederikshavn.”
Første afdeling af dette års danmarksmesterskab blev kørt på EM-banen, Estering ved Hamburg søndag den 19. april. Her fik Ronnie den bedst tænkelige start på sæsonen, og hjemkørte en flot 3. plads samt klassens hurtigste tid i både 2. og 3. kvalifikationsheat.
- ”Sæsonens første løb er altid noget specielt. Her får man konkluderet om vinterhalvårets hårde arbejde har givet pote. Set inde fra bilen gik alt stort set perfekt og jeg kørte mig i pole-position til a-finalen, hvilket er min hidtil bedste præstation indenfor rallycross. Så ja, vinterens slid og slæb gav pote.” refererer Ronnie. ”En helt anden ting er at Estering er en af de allerbedste rallycrossbaner i hele DM-serien. Der er hele tiden konstante forhindringer og hurtige sving, samt en lang kuperet langside, ligeledes det varierende underlag, som skifter mellem asfalt og grus, er med til at gøre denne sport til den bedste banesport på 4 hjul.”
 DM 1 2009 Estering. Nye farver. (Foto: Jørgen Ring-Andersen / Rallycross-Info.dk)
Selvom bilens mekanik og drivlinje er forholdsvis nyt, er der stadig et punkt hvor mange af de nære konkurrenter har en kæmpe fordel – nemlig med det sekventielle gearskifte. ”Mange af mine konkurrenter anvender rigtige racergearkasse i deres racere. Hovedparten af mine konkurrenter bruger en såkaldt dogbox med ligeskåret tænder. Den fungerer som en standard gearkasse, men du rykker bare i gearvælgeren uden at bruge koblingen.” fortæller Ronnie Karlsson.
”Enkelte konkurrenter har den ’rigtige’ gearkasse med sekventielskifte. Altså hvor du bare har en pind at rykke frem eller tilbage for valg af gear - og det er da ingen hemmelighed at en sådan sekventiel gearkasse står højt på vores ønskeliste til næste år. Omkostningerne for ombygning til sekventielt gear ligger på omkring 60.000 kroner, og jeg lægger ikke skjul på at et sådant projekt kræver lidt fremmedkapital, men vi må se hvad vi finder ud af” fortsætter Ronnie.
Næste løb er på Nysumbanen søndag den 17. Maj. Her er Karlsson Racing selvfølgelig klar til start og gøre et forsøg på at gentage Tyskland succesen. ”Jeg vil selvfølgelig give mig fuldt ud, og gå efter et bedre resultat denne gang. Vi skal hele tiden forbedre os – jeg har et fantastisk team omkring mig som har potentiale til noget stort i fremtiden. Men vi er nød til at sætte os nye mål, og forbedre os til hvert løb. Ellers bliver vi jeg jo aldrig danmarksmester” siger Ronnie Karlsson med et smil.
Har du lyst til at få en motorsportsoplevelse af de helt store – så kom og oplev rallycrossløb i Danmark. Der køres på baner rundt omkring i hele Danmark. Klik ind på www.rallycross-info.dk for mere information omkring løbsdage mm.
Du kan i øvrigt se mere omkring Ronnie og teamet på www.karlssonracing.webbyen.dk
Kim Lauritsen Karlsson Racing Rallycross |