Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Danish Endurance Championship

Årets danske Mini Le Mans-serie åbner med ny bane

Danish Endurance
Championship 

27/04/09 

DEC - Danish Endurance ChampionshipDen første lørdag i maj køres den første afdeling af Danish Endurance Championship på FDM Jyllandsringen
Foråret er kommet til Danmark. I godt en måned har de lyse timer oversteget antal af mørke. Træerne springer ud og blomsterne pibler frem fra jorden. Endnu mangler man et af den civiliserede verdens forårstegn, men det kommer den første lørdag i maj. Den dag lyder startskuddet for alvor til årets sæson på de danske asfaltbaner. Og der bliver lagt stærkt ud, for det er nemlig første afdeling af Danish Endurance Championship – den danske Mini Le Mans-serie – som åbner ballet.
 

Det sker den 2. maj på FDM Jyllandsringen, og det bliver en helt ny oplevelse for størstedelen af deltagerne i langdistanceløbene, som har en varighed af mellem tre og fire timer. Siden Danish Endurance Championship så dagens lys som et decideret mesterskab i foråret 2006, har den specielle motorsportsdisciplin afviklet sine løb på dels Padborg Park, dels Ring Djursland. Men i denne sæson er FDM Jyllandsringen ved Silkeborg også kommet med i folden.


I 1966 blev det første Mini Le Mans kørt på FDM Jyllandsringen. Siden da er der sket meget, bl.a. med sikkerheden, hvor den gammeldags Le Mans-start, hvor kørerne skulle løbe hen til deres biler, ikke længere anvendes.
(Foto: Morten Alstrup)

Langdistanceløb på den midtjyske højderyg er dog ikke et nyt fænomen. Allerede i 1966 blev det første Mini Le Mans kørt på FDM Jyllandsringen, og gennem det meste af halvfemserne blev banens racersæson afsluttet med et langdistanceløb. Men når deltagerne i Danish Endurance Championship den 2. maj ruller ud på asfalten, er der tale om en helt ny udfordring. Det er nemlig første gang, at der skal køres langdistanceløb på den godt 2,3 km lange bane, som siden 2003 har været anvendt til løb for DTC, Formel Ford, Advan Cup og en række andre klasser.

Udvidelsen af løbskalenderen med endnu en bane har betydet en ny udfordring for de faste deltagere i Danish Endurance Championship. Løbsserien har naturligvis deltagelse af topnavne som eksempelvis Kurt Thiim og andre kørere, som har opnået topresultater i en række af motorsportens højeste klasser, men Danish Endurance Championship har også formået at skabe sin helt egen gruppe af deltagere. For med løb, der varer mellem tre og timer, er det ikke nødvendigt, at man vinder hver eneste bremseduel eller får overhalet den forankørende konkurrent indenfor de næste tre sving.


Stefan Kaas Racing har tilmeldt to Mini Cooper til årets langdistanceserie, hvor nogle af kørerne – eksempelvis Niels Borum – er nye på FDM Jyllandsringen – mens andre – Lars Vendelbo – har kørt adskillige løb på banen ved Silkeborg.
(Foto: Morten Alstrup)

En stor del af de faste deltagere i Danish Endurance Championship har således deres første motorløb overhovedet til gode på FDM Jyllandsringen. Men mange af dem har derfor forberedt sig ekstra godt. I de seneste par uger er der blevet gennemført adskillige testkørsler på racerbanen ved Resenbro, hvor bl.a. DTC-kørere har fungeret som instruktører for langdistancekørerne, så de har kunnet få baneforløbet ind på rygraden. Men på en række afgørende punkter kan stjernekørerne ikke lære dem noget. I løbene i Danish Endurance Championship er der nemlig indlagt to obligatoriske pitstop, hvor der skal tankes benzin og skiftes chauffør…


FC Racings Christian Gjerløv og Jens Mølgaard har været faste deltagere i Danish Endurance Championship, men skal for første gang køre løb på FDM Jyllandsringen.
(Foto: Morten Alstrup)

Netop den disciplin er langdistancekørerne og deres mekanikere eksperter i, og det får de brug for den 2. maj. Her begynder dagen med to tidtagninger over hver 40 minutter, inden det 25 bils store felt bliver sendt af sted til mere end tre-og-en-halv times motorløb kvart over tre. Udover sæsonpremieren for Danish Endurance Championship tæller første løbsweekend på FDM Jyllandsringen også de første mesterskabsløb for Ferrari Scandinavia Challenge og Advan Cup, ligesom de skrappe DTC-kørere tester inden sæsonstarten en uge senere.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Stefan Kaas Racing Team
  • Jyllandsringen
  • 03/05/09 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship
  • Ferrari Weekend og DTC præsentation
  •  



    ASETEK SIMSPORTS