Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SuperLeague Formula

SuperLeague Formula på vej

SuperLeague 
23/11/07 

En ny Formel klasse er godt i gang med forsøget på at etablere sig. Her byder man blandt andet på på 750 hk og V12 motor.
 

SuperLeague Formula er navnet på en ny Formel klasse som er på vej til at etablere sig. Og umiddelbart ser det da også spændende ud. SuperLeague Formula har allieret sig med Elan Motorsport til at bygge bilen og med Menard Competition Technologies i England til at bygge motoren.

Bilen kort fortalt er en Formel bil og er motormæssigt udstyret med én V12 motor med 750 hk. Der er endnu ikke lavet aftale med en dækleverandør. Udover de 750 hk, så er de nærmere data for motoren:
60º, 4.200 cm³, 510 Nm ved 9.500 til 10.500 omdr/min. Motoren er begrænset til 12.000 omdr/min.


Den 4,2 liters V12 motor
(Foto: SuperLeague Formula)

Målet er at få 20 biler til start når første løbsrunde afvikles i august 2008 på Donington i England. Herudover er der planlagt 5 løbsrunder som alle afvikles i Europa. På nuværende tidspunkt har 9 teams allerede tilmeldt sig serien. Og her er det så at SuperLeague Formula konceptet så for alvor begynder at vise sig.

Det er nemlig sådan at de teams der allerede har tilmeldt sig, alle er fodboldklubber. AC Milan, Anderlecht, Borussia Dortmund, FC Basel, Flamengo (Brasilien), Galatasaray SK, PSV Eindhoven, FC Porto, Olympiacos står opført på listen over deltagere. Flere af disse fodboldhold har allerede præsenteret deres bil som er bemalet i klubfarverne.


AC Milans bil - her præsenteret af stjernen Paulo Maldini
(Foto: SuperLeague Formula)

Kombinationen motorsport og fodbold har tidligere været forsøgt. Tilbage i 2001 og 2002 forsøgte serien Premier 1 at etablere sig med stort set samme koncept som SuperLeague Formula nu prøver. Flere af de ledende personer bag SuperLeague Formula er de samme som prøvede at etablere Premier 1. Men nu ser det ud til at der er noget mere styr på etableringen. Serien har fået hovedkontor i Spanien, og serien er blevet godkendt af det spanske motorsportsforbund. Endvidere ligger der en ansøgning om godkendelse hos FIA som angiveligt vil blive behandlet i starten af december måned. Bliver man godkendt hos FIA, som det er planen at blive, stiller det således visse krav til især sikkerheden i bilerne og på de baner man vil køre på. Alle baner i den offentliggjorte kalender - som kan ses her - er enten nuværende eller tidligere Grand Prix baner.


Hollandske PSV Eindhoven er også med - her er deres udgave af bilen
(Foto: SuperLeague Formula)

Selve løbsformatet bliver meget lig det vi ser i GP2, A1 GP osv. Om lørdagen vil der være fri træning og kvalifikation, mens der om søndagen køres 2 heats. Og som vi ser det i flere forskellige klasser, vil der i det andet heat om søndagen, være en omvendt startrækkefølge. Hvor mange biler der skal bytte plads i forhold til resultatet af heat 1, er der endnu ikke beskrevet noget om. Men der bliver noget at køre om. Således vil der i hver løbsweekend være € 1 million i præmiepenge at køre om.

Det der måske kan være glædeligt for mange er, at der ikke skal være biler med en masse hjælpemidler i form af launch control, tracktion control og lign. Nej, en ganske simpel formelbil. Det betyder også at der ikke skal være den store high-tech indbygget i bilerne. Sikkerheden i bilerne skal og vil selvfølgelig leve op til FIA's foreskrifter.

Spændende bliver dog om det lykkedes for SuperLeague Formula at få etableret sig. Det lykkedes ikke for Premier 1, men mon ikke at man har gjort sig de nødvendige erfaringer? I så fald vil det være endnu et brud på den klassiske måde at organisere og afvikle Formel løb på. A1 GP har trods alt en vis succes med deres form at drive en serie på. Her tænkes der på hele den generelle opbygning af serien.

Dons