John Nielsen går stadig efter at vinde (Foto: Jeppe Rimmen)
Teamchef John Nielsen er en institution i dansk baneracing, men hvis man tror at John bliver blidere med alderen tager man fejl. Ambitionerne er stadig meget store, og standarden som teamet skal leve op til, er ikke blevet mindre med årene. Formentligt en af årsagerne til de mange pokaler, som Peter Halvorsen skal finde hyldemeter til hos Essex Invest. Spørgsmålet er, hvordan John ser konkurrencen, med de mange BMW racere konkurrentene har købt:
”Nok er der kommet flere BMW racere i Danish Touringcar Championship (DTC), men der er stadig kun et team der er et regionalt BMW Motorsport team, med direkte støtte fra BMW – Team Essex Invest! Derfor kan fansene se alle BMW mærkaterne rundt om på bilen."
"Vi testede med Team Schnitzer WTCC teamet på FDM Jyllandsringen, de skulle køre et WTCC løb på den brasilianske bane Curitiba, og nok er den lang men der er stort set ikke andet end sving på den. Så der kom Jyllandsringen lige pludselig ind i billedet, ”fortæller Le Mans vinderen ivrigt.
”De tyske ingeniører så på vores bil: De sagde at vores bil ikke kunne køre. Vores opsætning toe, camber, dæmpere og hjulvinkler mente de hos BMW og Team Schnitzer, at den slet ikke burde virke. Den var totalt anderledes end det setup de havde fundet hos WTCC teamet, så den burde ifølge tyskerne ikke kunne køre overhovedet."
Teamwork In Action i Peter Halvorsens team (Foto: Jeppe Rimmen)
"Men jeg var konstant hurtigere end dem, Jörg Müller var med og det kom til sidst så vidt, at vi byttede bil, så han kørte min BMW og jeg hans WTCC fabriksracer. Men jeg var stadig hurtigere end Jörg Müller, og der beviste vi overfor BMW Motorsport, at vi er et kompetent team med en god infrastruktur, som stadig kunne bidrage med data og erfaringer til de internationale teams. Det var en rigtig god følelse.”
”Det er det, der gør os i stand til at bygge vores biler selv, det er jo et stort samlesæt. Hvis vi udelukkende var beroende på hjælp udefra, så ville vores kompetenceniveau ikke stige i samme grad. Men det er en dyr sport, og der rammer vi nok et af de største problemer i DTC nu til dags."
"Jeg forsøgte at være talsmand for at beskære testindsatsen i DTC, så man udelukkende testede på de officielle DTC testdage. Det tænke jeg ville være i alles interesse, men der fik jeg et blankt nej fra de andre teams."
”Jeg ved ikke, om det var fordi de troede at nu havde vi vundet mesterskabet tre år i træk, så kunne vi sagtens tillade os at teste mindre. Sådan hænger det jo slet ikke sammen. Man ville på den måde slippe for alle de udgifter, der er forbundet med at leje en bane, og alle disse ting."
"Ved at teste på de officielle DTC testdage, så kunne man nøjes med ganske få tusinde kroner i deltagergebyr. Resultatet blev, at eftersom der slet ingen interesse var for vores forslag, så må vi jo så teste lige så meget som de andre. Det kan vi sagtens, vi har råd til det, men det ville være det bedste for alle i det lange løb, hvis vi kunne få styr på de budgetter, for de stiger jo hvert eneste år.”
Casper Elgaard - skal det blive den 4. titel? (Foto: Motorsporten.dk)
”Personligt savner jeg ikke Le Mans, jeg er glad for at køre i Danmark. Jeg er med til at skabe noget her, med teamet, Peter, Casper og Phillip. Det er jeg meget stolt af! Jeg bliver ved med at køre, så længe jeg kan slå folk som Jan Magnussen. Jeg gider ikke køre rundt nede i bunden. Bare for at være med. Jeg går stadig efter at vinde, det skal man ikke være i tvivl om. Det skal være sjovt, og der skal være udfordringer, så er jeg med for fuldt blus!", fastslår John Nielsen.”
Den tre-dobbelte Danish Touringcar Championship mester, Casper Elgaard, var et yndet fotoobjekt denne tirsdag. Både for de mange fotografer som var mødt op for at dække Team Essex Invests 2007 launch, men også for tv-journalisterne, der alle vidste hvem han var, og at man således skal sende live tre gange til TV2 Sporten og TV2 News, undervejs i den omfattende teampræsentation. Den popularitet har holdt ved siden starten, men er tilsyneladende ikke steget Casper til hovedet. Men efter tre mesterskaber, er det så nok at blive ved med at køre i Danmark?
”Der er en meget stærk konkurrence herhjemme. Et stærkt felt, som bliver stærkere og stærkere år for år. Det er klart, at vi respekterer konkurrenterne. Det er en meget stærk motivationsfaktor. Man er aldrig bedre end sit sidste løb, så selvfølgelig er der et pres. Men det er ikke noget man tænker på, når man sidder i bilen, der vil man bare vinde det næste løb man er i gang med, fortæller Casper.”
”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil køre så meget som muligt i udlandet. Men om jeg bliver mester 4-5-6 gange i træk, så er det stadig kun det sidste løb der tæller. Det har været dejligt at køre i udlandet før sæsonstart, og det er spændende at teste sportsvogne. Men det er ikke afgørende for min form og min skarphed."
Phillip Andersen - fra DTC Cup vinder til Mester? (Foto: Motorsporten.dk)
"Team Essex Invest er ikke kommet i gang senere, end vi plejer på denne tid af året. Team Essex Invest er ikke det team, som tester mest, så vi er lige så skarpe som ellers. DTC sæsonen er skarpere end nogensinde før. 10 nye biler i feltet, så vi er lige så meget under pres som ellers. Men vi er klar, og det tror vi også at de andre er," slutter Casper.
Vinderen af sidste års DTC Cup og dobbelt Formel Renault mester, Phillip Andersen, er også et stort smil, når blikket hviler på hans nye BMW 320is E90. Men at genvinde DTC Cuppen er ikke Phillips primære ambition, de rækker væsentligt længere.
”Jeg vil hellere blive nummer 5 i årets DTC Cup, hvis jeg kan komme med et topresultat i den samlede stilling. Jeg synes, at jeg har bevist alt hvad jeg skal, ved at vinde Cuppen for Team Essex Invest. Nu har jeg for første gang materiellet til at nå et topresultat, en helt ny BMW E90."
"Jeg synes at det er blevet bedre, år for år, og det skal det også blive ved med fremover. Så hvis jeg kan få det til at hænge sammen, så er jeg klar til at tage kampen op med de andre kørere, som også går efter den samlede stilling,” smiler Phillip tilfreds.
Efter den indendørs præsentation af Team Essex raceren på Train i Århus, får både sponsorer, samarbejdspartnere og presse endnu en mulighed for at se racere, denne gang i dagslys. Det sker torsdag og fredag, hvor teamet holder media- og eventdage på Padborg Park, hvor udvalgte medlemmer af pressen kan få en prøvetur i raceren.
Teamets testprogram forud for den kommende sæson starter på Jyllands-Ringen den 26. april.
Bedre forberedt end nogensinde før (Foto: Jeppe Rimmen)
Aslak Vind
Læs mere om: Team Essex Invest |