Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroen SAXO Cup

Våd søndag på Ring Djursland

Saxo Cup 
28/05/06 

At vurdere vejret før Saxo'erne skulle ud til løb 1, var en svær opgave. Nogle stirrede op mod skyerne, andre stirrede på asfalten. Var det til regnvejsdæk eller slicks? Svaret kommer her.
 

Løb 1
Tre var på slicks, resten på regnvejrdæk, og det sidste var det rigtigste - oven i købet da der kom mere regn. D.v.s., at Rudi Larsen og de to fra HP Racing røg bagud og skøjtede rundt på den glatte bane.

Oppe foran tog Claus Christensen føringen - i begyn­delsen fulgt af Poul Dalgas. Så kom der mere regn, og Poul's forrude duggede til og han kunne slet ikke stå fast på dækkene.

Jørn Vestergaard benyttede sig af forholdene - han havde inden løbet håbet på regn. Trods lidt bremseproblemer snuppede Jørn nu Poul Dalgas og optog jagten på den førende Claus Christensen.


Bremseduel for enden af langsiden imellem Jørn Vestergaard og Poul Dalgas
(Foto: Saxo Cup Danmark)

Også Ronni Pedersen var godt kørende. -Både bilen og jeg havde den rigtige opsætning, så det gik rigtig godt, sagde Ronni. Efter lidt kamp med Poul Dalgas kom Ronni Pedersen også op på tredjepladsen og fik sin første podieplads i Saxo Cuppen - og vi fik en ny mand på podiums tredje trin. Samtidig kan Ronni oplyse, at han har droppet sit job som speedwaykører.

Claus Christensen kørte et perfekt løb, kørte hurtigste omgang og vandt en flot sejr.


Fra løb 1 Claus Christensen nr. 1, Jørn Vestergaard nr. 2 og Ronni Pedersen nr. 3
(Foto: Saxo Cup Danmark)

Løb 2
Regnen fortsatte, og løb 2 var også på regndæk. Claus Christensen var på pole og kom først fra start - men desværre var det en tyvstart, så han måtte tage en stop/go straf og røg langt ned i feltet.

Nu var banen åben for Dennis Bannergaard, som kørte sit eget løb som den førende. Poul Dalgas på andenpladsen havde det ikke godt. De sidste justeringer han havde lavet på bilen var forkerte, og han kunne ikke få ordentlig bid i asfalten. Resultatet var, at en efter en kom efterfølgerne uden om. Først Jørn Vestergaard, og derefter opstod der en drabelig kamp om de næste pladser.

Far og søn, Henrik Poulsen og Nick Reimersø kom også forbi Poul Dalgas, men så begyndte den interne kamp mellem far og søn. Det var tredjepladsen og det sidste trin på podiet, det galt, og der blev ikke givet ved familliedøren. Resultatet blev, at Nick fik presset sig forbi far Henrik og snuppede den sidste plads på podiet.


Dennis Bannergaard kørte en flot sejr hjem i løb 2
(Foto: Saxo Cup Danmark)

Dennis Bannergaard holdt sin føreposition selv om Jørn Vestergaard prøvede at indhente ham, og dermed indtog Dennis flot podiets øverste plads med Jørn som toer.

I sit forsøg på at komme op igen efter straffen, kørte Claus hurtigste omgang, men nåede ikke længere end til tiendepladsen.


Vinderne fra løb 2, nr. 1 Dennis Bannergaard, nr. 2 Jørn Vestergaard og nr. 3 Nick Reimersø
(Foto: Saxo Cup Danmark)