| Meteorologerne truede således med, at hele juni måneds regnmængde skulle dryppe ned over deltagerfeltet på ottetalsruten i Syd- og Østjylland.
 Esbjergenserne: Arne Meldgaard og Jan Nørskov hjemkørte sejren i touring-klassen i den spændende Lancia Beta Spider fra 1979. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Med høj solskin under startceremonien tydede alt på falsk alarm, forklarer løbsleder Niels Oluf Jessen. - Men allerede efter rallyets første etape fandt deltagerne ud af, at den danske sommer kan være ret så lunefuld, hvad angår regnbyger. De engelske old timere startede ud med nedslået kaleche, men i kampens hede måtte deltagerne pludselig genetablere tag over passager-kabinen.
Med en højde på over 2 meter havde Jens Laursen fra Esbjerg valgt frisk luft-strategien i sin lave og strømlinede MGB fra 1966. Her havde den normale makker: Lars Thomasen fra Varde overladt rattet til en anden af Vardes berømte motorsports-sønner: Jesper Carlsen.
 Den internationale banekører Jesper Carlsen fra Varde fik nye oplevelser inden for motorsporten sammen med Jens Laursen i MGB - 1966. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Ved motorløb på asfaltbanerne holder jeg normalt øje med svingdommernes flagsignaler, konstaterer Jesper Carlsen. - I Historisk Sommerrally 2005 gjaldt det derimod om at spotte rutekontrollerne i landevejsiderne efterhånden, som vi kom frem på etaperne. Her svipsede skarpheden desværre en anelse på de første etaper, men på rallyets anden halvdel strammede vi kraftigt op på koncentrationen, og vi blev faktisk toere på andendagen i expert-klassen.
Med udgangspunkt fra Læborg Autohandel i Vejen gik førstedagens rute vest på til netop Varde, hvor old timerne krydrede en eventyr-aften i H.C. Andersen-omgivelser på det lokale torv. Mange deltagere blev her opfordret til at åbne motorhjelmene på old timerne. Hos de senere all round-vindere: Sune Gramstrup og Fritz Grove Nielsen fra Midtjylland i SAAB 96 Rally (1963) spottede kendere hurtigt, at der var påmonteret en lidt større generator end den originale på små 22 ampere.
 Generalvindernes SAAB 96 Rally vakte stor interesse ved midtvejspausen på torvet i Varde - alt imens Sune Gramstrup fik ild på en pibe tobak. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Man behøvede blot tænde lyset for få ekstra motorbremsning på, smilede Sune Gramstrup. - Men med aftenens mørke-etaper i baghovedet har jeg dog fremtryllet lidt mere strøm at gøre godt med.
Solen nåede at sænke sig under horisonten, før old timerne nåede tilbage til nattehvilet i Vejen. Allerede på dette tidspunkt stod det klart, at arrangementet bød på nye generalvindere, fordi etterne fra 2002 og 2003: Henning "Basse" og Else Friborg i Volvo Amazon 123 GT - 1967 - var udgået med en sprængt toppakning.
En old timer skal mindst præstere 25 år på stelnummeret. Ellers stilles der ikke store krav til at køre pålidelighedsrally, som afvikles på offentlig vej ud fra udsnit af et landkort. Det gælder først og fremmest om at finde den rette vej sammenkædet med at overholde en gennemsnitsfart.
- I old timerne er alle nymodens elektroniske hjælpemidler bandlyst, fortsætter Niels Oluf Jessen. - Dette gælder både vejfindingen samt til at holde styr på hastigheden. Anden halvdel af Historisk Sommerrally 2005 gik østpå i det bakkede terræn omkring Vejle og Kolding. Ind i mellem stod regnen ned i tove, men deltagerne tog strabadserne med godt humør.
På forhånd var far og søn fra Sjælland: Erik og Kim Bach Sørensen i VW Scirocco GTI (1977) også udpeget blandt favoritterne i expert-klassen. Slutresultatet blev dog en flot toer i skrap fight og kun 1 sekund hurtigere end søn og far: Henrik og Jørgen Kristensen i Ford Cortina GT (1968) fra Djursland.
Der stod også far og søn på frontrunnerne i sport-klassen. Her gik sejren til nordsjællænderne: Lars og Simon Hjorth i en Renault Alpine A110 fra 1971. Derimod var det Vejen-mandskabet: Benny og Peter Christensen, som tog sig kærligt af andenpladsen i deres Ford Taunus 20M (1968).
 Lars og Simon Hjorth scorede en flot sejr i deres Renault Alpine A110 fra 1971. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Hos touring-klassen var førstepladsen et internt Esbjerg-anliggende. I en tæt slutspurt blev etteren hjemkørt af Arne Meldgaard og Jan Nørskov i Lancia Beta Spider fra 1979, og lige i slipstrømmen fulgte Martin H. Foss og Lars L. Kristensen i MGB - 1967.
 Sune Gramstrup og Fritz Grove Nielsen kørte med fuld koncentration gennem regnbygerne til en generalsejr i deres SAAB 96 Rally. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Resultaterne i Historisk Sommerrally 2005:
Expert:
1. Sune Gramstrup / Fritz Grove Nielsen, Silkeborg/Fårvang, SAAB 96 Rally - 1963, 42 strafpoint (sp).
2. Erik B. Sørensen / Kim B. Sørensen, Gentofte / Ølstykke, VW Scirocco GTI - 1977, 66 sp.
3. Henrik Kristensen / Jørgen Kristensen, Auning / Hornsyld, Ford Cortina GT - 1968, 67 sp.
Sport:
1. Lars Hjorth / Simon Hjorth, Frederikssund / Lyngby, Renault Alpine A110 - 1971, 267 sp.
2. Benny Christensen / Peter Christensen, Vejen, Ford Taunus 20M - 1968, 331 sp.
3. Annette Brandstrup / Peer Brandstrup, Greve, MG Midget - 1970, 591 sp.
Touring:
1. Arne Meldgaard / Jan Nørskov, Esbjerg, Lancia Beta Spider - 1979, 80 sp.
2. Martin H. Foss / Lars L. Kristensen, Esbjerg, MGB - 1967, 85 sp.
3. Lars Andersen / Erik Andersen, Vejen, Volvo 544 - 1973, 465 sp. Åge Kirketerp Jensen |