Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross

Vice-danmarksmester klar til DM-finale i "Formel 1"

Rallycross 
12/09/04 

Jan Bahnsen fra Hadsten er regerende vice-danmarksmester fra 2003 i Rally Cross for standardvogns-klassen: 0-1.400 ccm., hvilket blev hjemkørt i en Suzuki Swift. Østjyden beviste hermed, at japanske bilmærker sagtens kan klare sig mod de hidsige franskmænd: Peugeot 106 og Citroën AX samt den engelske Rover 114 GTI.
 

Motorsporten på jordbanerne lever et forholdsvis stille liv i sammenligning med den frembrusende Danish Touring Championship (DTC). Inden for jordbaneløbenes Formel 1: Rally Cross bliver der dog satset lige så seriøst som hos kollegaerne på asfaltunderlag. Dette sker til trods for, at vejret har en større indvirkning på udfordringerne for at komme først over målstregen. I Rally Cross skifter underlaget fra asfalt til kridt/grus og tilbage til asfalt flere gange på en omgang.

- For afvekslingens skyld kørte jeg til Tyskland for at hjemtage en japansk bil, forklarer Jan Bahnsen. - Syd for grænsen kan en Suzuki Swift nemlig erhverves for en fornuftig pris. Desuden er denne bilmodel ikke blevet markedsført i Danmark.


Jan Bahnsen satser på en god DM-slutspurt ved LUK Rally Cross Himmerland.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Debutsæsonen - 2003 - i Rally Cross gik over al forventning for Jan Bahnsen, som hjemkørte DM-sølv i en intens fight mod de unge løver: Ronni Jensen fra Sjælland samt nordjyderne Morten Jespersen og Nicholai Mørch Sørensen. Normalt er racerbiler dekoreret med mange sponsor-logos, men Jan Bahnsen valgte at køre udelukkende for sit husholdnings-budget:

- Det er tilladt at ændre lidt på affjedringen og udstødningen på raceren. Endvidere kan man hente lidt flere hestekræfter ved at optimere motorstyringen. Jeg har dog valgt at køre helt standard, bortset fra lidt eksperimenter med fjedrene. Dette har dog ikke været en decideret succes, fordi hjulene slår mod hjulkasserne på det ujævne underlag. Jeg vælger derfor nok at gå tilbage til standardmontering også på dette område.

DM-succesen for Jan Bahnsen bevirkede, at yderligere tre kørere fik blod på tanden til at hjemhente en Suzuki Swift fra Tyskland til DM-sæsonen 2004.


Vice-danmarksmesteren Jan Bahnsen har forsvaret sit DM-sølv fra 2003 fornuftigt.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I år har jeg virkelig fået kam til mit sparsomme hår på hovedet, konstaterer Jan Bahnsen. - De unge kørere bider virkelig fra sig, og det kan derfor knibe lidt at gøre sig gældende. Dog skulle der være fornuftige chancer for at hjemkøre en fjerdeplads i det skrappe selskab af omkring 20 kørere.

DM-finalen 2004 foregår i LUK Rally Cross Himmerland søndag d. 19. september på motorbanen i Nysum lidt nord for Hobro.

- Arrangementet er samtidig en afdeling af nordeuropæiske mesterskab i Folke Race, afslutter Jan Bahnsen. - Det bliver spændende at fighte mod udenlandske kørere samtidig med, at jeg gerne skulle køre mig frem i DM-slutstillingens TOP FEM.

Jan Bahnsen har været godt tilfreds med sine to sæsoner i Suzuki Swift'en, hvor mekanikken har virket uden problemer. Han har allerede indgået en aftale om salg og påstår derfor, at 2005-sæsonen bliver et sabbat-år. Dog kan alt ske, når benzinen i blodet bliver varmet op i forårssolen.

Åge Kirketerp Jensen