Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Peter Hansen: "Man bliver ikke så beskidt!"

Clio Cup - DK 
03/06/04 

Clio CupSkiftet til Fleggaard Renault Clio Cup giver flere fordele for rallycrosskøreren
Mange af kørerne i den nye Fleggaard Renault Clio Cup har erfaring fra andre asfaltbaneklasser som OK Saxo Cup, Yokohama Cup og Danish Touringcar Championship. Men der er også deltagere i klassen, som kommer med en helt anden indfaldsvinkel.
 

Én af dem er Peter Hansen, Varde, der i år er debutant i bilsport på helt fast underlag. Men trods sin nye status på asfalt, så er han ikke et helt ubeskrevet blad i motorsporten. I de tre seneste år har han vundet lige så mange Danmarksmesterskaber i disciplinen rallycross, hvor konkurrencen foregår på et underlag, som veksler mellem jord og asfalt.

"Det var for at prøve nogle nye udfordringer," siger Peter Hansen om baggrunden for sit utraditionelle karriereskifte. "Klassen lød meget udfordrende, og i rallycross er det lidt pengene, som er afgørende, og skulle jeg videre dér, hed det EM-løb, og så taler vi om millioner. Jeg valgte så Clio Cuppen, fordi det er det tætteste, man kommer på en DTC-bil med en sekventiel gearkasse og høj fart, for nu er jeg vant til at køre i en bil med meget fart i."


Peter Hansen (i den røde bil) har skullet vænne sig til at køre i Fleggaard Renault Clio Cup.
(Foto: Birger Vilén)

Rent faktisk har Peter Hansen kørt i racerbiler, som yder langt ud over det, som visse deltagere i f.eks. Danish Touringcar Championship endnu har til gode. Hans sidste rallycrossbil, en Mitsubishi Lancer Evo VI, ydede godt og vel 500 hestekræfter, og det var næsten to-og-en-halv gang så mange, som dem han i dag råder over i sin røde racerbil i Fleggaard Renault Clio Cuppen. Men selv om de to racerbiler er vidt forskellige, så har der også på andre områder været tale om en stor omvæltning.

"Vi er vant til at køre halv asfalt og halv jord i rallycross," fortæller Peter Hansen. "Jeg fik ikke den store træning, inden det første løb, så jeg brugte tiden på at kaste bilen ind i svingene, men det skal man ikke gøre med en Clio Cup-racer. Det er svingene, der er svært. Det er mere fint følsomt. I Clio Cuppen skal man køre bilen ind i svingene og passe ideallinien, men jeg synes efterhånden, at jeg har fået styr på det. Opsætningen af bilen er også anderledes. I rallycross kører vi f.eks. med et lavt dæktryk og i Clio med et højt tryk, og det er nogle af de fif, man lige skal lære."

Selv om Fleggaard Renault Clio Cup og kørsel på asfaltbaner giver nogle helt nye og andre udfordringer, så har den tidligere rallycross-kører også hurtigt spottet nogle af de klare fordele ved sit karriereskifte.

"Man bliver ikke så beskidt," tilstår han. "Ved en rallycross-weekend blev teltet svinget til, og vi brugte 4-5 timer på at gøre racerbilen ren. Nu skal den bare tørres af. Vi bruger stadig megen tid på at gøre den klar, men slet ikke i forhold til rallycross."

På søndag skal Peter Hansen sammen med 25 andre kørere deltage i tredje afdeling af Fleggaard Renault Clio Cup på FDM Jyllands-Ringen. For fem uger siden blev han otter i sin første finale, mens han to uger senere på Padborg Park scorede en fjerdeplads i finalen. Er formkurven allerede stigende?

"Jeg er blevet dus med bilen, og jeg begynder at være med oppe i toppen. Vi regnede med at være midt i feltet, men jeg er kommet i lære som racerkører," siger Peter Hansen. "Jeg vil gerne på podiet, men der er utroligt mange gode kørere, mens jeg kommer som outsider og skal køre mod asfaltkørere. Det bliver svært, men jeg vil gøre mit til det."

Korte fakta:

  • Titelsponsoren i serien, Fleggaard, indsætter begge sine to gæstebiler ved weekendens Juniløb. De køres denne gang af Tommy Schröter, Vojens, og Erik Høyer, Helsingør, der har henholdsvis en pre-finalesejr og en femteplads i en finale med sig som bedste resultat.
  • Carsten Mikkelsen, England, er atter med i feltet, hvor han endnu engang styrer Road Racings gæstebil.
  • Hos Team Zulu Racing har man for tredje weekend i træk ny chauffør i teamets gule Clio-racer. Denne gang er det den tidligere Formel Renault-løbsvinder, Jacob T. Ludvigsen, Beder, som styrer bilen.

    Morten Alstrup


    Læs mere om:
  • 06/06/04 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK