Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross

Spænding til det sidste

Rallycross 
16/09/03 

DM finaler i rallycross på Ørnedalsbanen ved Sæby
Den lokale helt Robert "Raket" Jensen fra Frederikshavn kan på søndag blive dansk mester i rallycross, i klassen indtil 2000 ccm.
Der vil dog ikke være mulighed for at "Raketten" kan komme sovende til mesterskabet. De fem bedst placerede, før finalen, kan alle vinde DM.
 

Dog er der størst sandsynlighed for at mesteren skal findes mellem de tre bedste, som pt. er, Bøje Petersen, Give, i Opel Manta, 103 point, Henrik Nielsen, Give, i Ford Escort, 102 point og Robert fra Frederikshavn som kører enten BMW 2002 eller Opel Astra. Robert har også 102 point.
Selv om de to Givekørere har kørt et utal af gange på Ørnedalsbanen, bør mekanikeren fra Frederikshavn have en fordel af, at køre på hjemmebane.


I 0 til 2000 ccm er intet afgjort.
Nr. 208 Henrik Nielsen, Bøje Petersen i den gule Manta og Robert "Raket" Jensen i BMW.
Kun 1 point skiller disse i DM-kampen.
(Foto: Preben Jensen)

Køreren som i øjeblikket ligger på 4. pladsen, Gunnar Væsel, Brande, udgik af næstsidste afdeling, med en defekt plejlstang, og fik derfor ikke point. Gunnar har i år været usædvanligt godt kørende, og må betragtes som en meget farlig outsider.

Yderligere fire kørere har i denne klasse fordel af hjemmebane, og kan måske klemme sig ind mellem de førende, og på den måde gøre tingene lidt lettere for Robert Jensen. Det er Michael Schmidt, Sæby, Lars Aachman, Hjørring som kører sin første sæson i en Opel Kadett Gsi, og Kurt Knudsen, Flauenskjold i en VW Golf som bliver bedre og bedre kørende fra løb til løb.
Størst forventning stilles der dog til Troels Daarbak, Østervrå, som altid er god for en placering i top tre. Troels har i øvrigt sat sin meget hurtige Ford Escort til salg, pris kr. 60.000,-.

I klassen indtil 1600 ccm, er spændingen også bevaret til det sidste. Allan Søndergaard, Give, som i øvrigt er Henrik Nielsens svigersøn, og "Lille" Kurt Andersen fra Jægerspris har sæsonen igennem været i en klasse for sig, og har stort set delt pointene i mellem sig. Søndergaard har dog tilsyneladende fundet nogle ekstra hk i Corollaen på det sidste, hvor det er lykkedes ham at holde den lille sjællænders MR 2'er bag sig.
Michael Klessner, Ryomgård, som efter sidste sæson blev kåret som årets talent i dansk motorsport, skiftede sin bedagede Toyota ud med en nyere model, og der har været en del børnesygdomme, som har gjort at talentet ikke kunne følge med de to førende, først på sæsonen, disse problemer er overstået, men afstanden til de to førende er blevet for stor til at Klessner kan hente dem.

Succesklassen indtil 1400 ccm Gr. N er interessant set med lokale øjne, idet arrangørklubben, Frederikshavn-Sæby Auto Sport, har ikke mindre end fire deltagere med, heraf to piger, Heidi Jensen og Camilla Andersen, begge Frederikshavn. Camilla er bare 16 år, men allerede i gang med sin 4. sæson i motorsport.
Mesterskabet er placeret hos supertalentet Ronni Jensen, Holme Olstrup, som med sin Citroen AX har haft en utrolig sæson, med fem sejre af otte mulige.


Succesklassen for biler indtil 1400 ccm, hvor tuning ikke er tilladt, d.v.s. stort set ens biler. Det giver masser af tæt race.
Forrest ligger Ronnie Jensen derefter Nicholai M. Sørensen, Sindal, som også er nr. 2 for DM-finalen.
(Foto: Preben Jensen)

Der er tæt kamp om sølv og bronzemedaljerne.
Fire kørere kæmper om disse to medaljer. Nicholai M. Sørensen, Sindal står med de bedste kort på hånden, da han er to point foran Jan Bahnsen, Hadsten. Nicholai blev i lørdags nr. tre i det svenske mesterskab.
På 4. pladsen finder vi den kun 16 årige Morten Jespersen, Ålborg som i sin første sæson i motorsport har gjort det over al forventning. Morten er dog 8 point efter Nicholai, men intet er umuligt.


Det kun 16 årige naturtalent, Morten Jespersen, Ålborg, kan i sin Peugeot 106, sikre sig en DM-medalje.
(Foto: Kirketerp)

Ronni Jensen, Nicholai M. Sørensen, Morten Jespersen og yderligere to af deltagerne i klassen er med i Dansk Automobil Sports Unions eliteprojekt.

Den suveræne svenske mester i 1400 klassen, Linus Emilsson, stiller op på Ørnedalsbanen i et forsøg på at køre fra de danske talenter på dansk grund, ligesom han hele sæsonen har gjort på de svenske baner.
Den meget hurtige svensker, kan meget vel gå ind og lave ravage mellem de hårdt kæmpende danskere.

I rallycross bliver der kørt yderligere to klasser, med biler som har op til 500 hk, og 4 WD. Største favorit i div. 1, klassen for firhjulstrukne biler, er Peter Hansen, Varde som kører i en Mitsubishi Evo 6, 4x4, men man skal ikke se bort fra den lokale Hans Poulsen, indehaveren af Dybvad Auto, som stiller til start i en firhjulstrukket SAAB med turbo.
I den store tohjulstrukne klasse, er de to Volvokørere Peder T. Jensen og Ole Bech, begge Viborg, storfavoritter, men Børge Vinkler, som efter et par sæsoners pause er tilbage i en BMW M3, kan meget vel gå hen og tage fusen på de to Viborgensere, og hvis det mager sig rigtigt kan Vinkler snuppe mesterskabet for næsen af Peder T. Jensen.


Risiko for dramatik. Den DM-førende Allan Søndergaard har fået sig en rulletur af format.
(Foto: Preben Jensen)

Crosskartkørerne skal også have mesterskabet placeret.
Crosskart er en lidt forgroet gokart, med en 250 eller 500 ccm motorcykelmotor. Den lave vægt og forholdsvis store motor giver en meget høj topfart. Og da det er meget erfarne kørere, er der garanti for underholdning for alle pengene, når disse små fartuhyrer bliver fyret af.

Ind mellem de nervepirrende heats hvor der kæmpes om de sidste og afgørende DM-point i rallycross, bliver der lejlighed til at overvære nogle spændende heats med folkerace, hvor der er mange lokale kørere.
Blandt favoritterne vil man kunne finde Uffe Andersen, Vrå, Esben Staudt, Brønderslev, Ole og Morten Nielsen, far og søn, Hirtshals og ikke mindst den kun 17 årige Heidi H. Jensen, Østervrå.

På grund af det omfattende program køres 1. indledende runde allerede kl. 9:00.
Arrangementet forventes at slutte med kåring af de danske mestre, kl. ca. 16:45.
Meteorologerne lover godt vejr, så pak picknikkurven, og få en herlig dag med god underholdning på Ørnedalsbanen.

Preben Jensen