Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Copenhagen Historic Grand Prix

God start på CHGP

CHGP 
02/08/03 

CHGPEfter regnen kom det gode race
CHGP kom godt i gang - efterhånden som vejret blev bedre. Lørdag morgen var der ikke meget der indikerede at det skulle blive en god dag, med regnvejr i lårtykke stråler. Men så kom solen - og så blev der kørt race til den store guldmedalje.
 

Regnen om formiddagn kom til at spille et pus for en del kørere. Det første store uheld kom i klasse D, hvor Nicolas Olszowski mistede herredømmet over sin Mini Cooper for enden af langsiden. Raceren ramte siden ind i betonen og blev kastet en meter op i luften, inden den blev holdende ved indkørslen til DTC-pitten! Det var den første forsmag på at historisk race ikke er uden buler!

Andre kørere nåede også at kigge lidt for meget i betonen, men heldigvis skete der kun ganske få skader. Dog betød de forskellige problemer om morgenen, at programmet blev ret forsinket. Der blev gået til den, da kørerne efter middag gennemførte første heat.

Blandt andet viste briten David Brock-Jest at han var suveræn i klasse B - klassen der stort set kun bestod af Bentley-racere. Se det er racere der vil noget i forhold til dem vi har set i år på Le Mans! Det krævede virkelig sin mand at få den tunge bil gennem Fælledparken, men det var et godt show, selvom der ikke var meget race. Prisen på racerne - ja det taler man vist ikke for højt om!

Der var ekstremt tæt race i klasse E1 - klassen for Touringcars og standardvogne indtil 1971, og med en motor på under 1300 cc. Benny Kristensen (nej - han er dog ikke i familie med Tom K!) var hurtigste mand og have pole foran netop Tom Kristensen, der stillede op i en Austin Cooper, den racer som Jan Magnussen ellers skulle have kørt hvis ikke det havde været for at han fik arbejde i USA. Den femdobbelte Le Mans vinder kunne på de første omgange ikke gøre meget ved Benny Kristensen, der kørte stærkt i sin NSU. Men på sidste omgang slap både Jimmy Juelshøj og Tom Kristensen forbi, og det gav sejren til Juelshøj! Tom Kristensens far, Carl Erik Kristensen lå ellers også godt til, men fik slet ikke sin NSU (den som Tom kørte på Holmen i 2000) i gang og mistede derfor flere placeringer. Men da han først fik gang i raceren, så fik den ellers kniven! Der er vist ingen der betvivler hvorfra Tom har fået sine racer-gener!

I E2-klassen, hvor motorerne er over 1300cc, var der også hård kamp - men ikke om sejren. Tommy Brorsson, i Ford Escort var urørlig og sejrede med ti sekunder ned til Jan Heiselberg. Svenskeren, der har utallige mesterskabet og sejre bag sig i historisk motorsport, satte ikke et hjul forkert, og han viste at han er en af sportens bedste!

I den kombinerede klasse C og F var der også masser af drama. Jac Nellemann, der jo i tidernes morgen var inde forbi Formel 1, deltog med en Lotus 15. Og han testede den til det yderste. Så meget at han mistede føringen i klasse C til Den Blå Avis-manden, Karsten Ree. Nellemann missede nedbremsningen for enden af langsiden i et hidsigt forsøg på at matche Claus Damgaard der kører Lotus Elan, og deltog i F-klassen. Damgaard var dog kold og sikrede sig den samlede sejr - også en af Europas bedste kører indenfor de historiske klasser.

I klasse G sejrede Otto Reedtz-Thott i den smukke AC Cobra 289. Virkelig en racer der vækker beundring. Briten Juan Barazi, der kørte en Aston Martin DB4 blev nummer to. Endelig kørte også Ferrari Challenge en afdeling - for de lidt mere 'moderne' racere.

Opvisning blev der også tid til. Et par DTC-racere kiggede forbi, men der var kun tale om kørere fra private teams. De øvrige teams tør ikke sende deres racere ud i Fælledparken blot en uge før der skal køres på Djursland. Thorkild Thyrring førte feltet an i sin røde Peugeot 307, og blev støttet af Jens Møller og Martin Pedersen. I træningen deltog også Carsten Leveau, men senere på dagen blev han holdende i pitten. Derudover deltog Leif Larsen i en BMW 320i.

Formel 1 i Fælledparken! Det er ikke hver dag at Østerbro bliver baggrund for en summen af Formel 1-motorer. Der var tale om opvisning i de dyre racere, der ellers bliver brugt i den europæiske EuroBoss-klasse for tidligere Formel 1-racere.

Her kunne opleves en Benetton fra 1991 - efter sigende og det som der står på siden af raceren var det den racer som Michael Schumacher kørte, da han efter debuten hos Jordan på Spa, kørte resten af sæsonen for Benetton. Derudover var der en ældre BMS-Dallara, som i sin tid har tilhørt en af Tom Kristensens gode venner, italieneren Emanuele Pirro. Den fik dog senere på dagen et problem med gearkassen, så den ser vi ikke mere til i denne weekend.

Derudover var der en ældre Footwork-racer samt endnu en racer som var noget ubestemmelig. Feltet blev senere på dagen beriget med endnu en racer, men den kørte ikke særlig stærkt! En Tyrrell fra 1995, som oprindelig havde tilhørt Mika Salo. Men den fik ikke meget at leve af, så den hørte vi ikke meget til. Det må dog siges at den hvid-lakerede Footwork var 'vinderen' hos publikum - han gav den rigtig god gas ud på Nørre Allé.

I morgen køres der igen fra klokken 09.00. Der var allerede mange tilskuere i dag, så mon ikke Fælledparken bliver rigtig godt besøgt igen i morgen?

Benji

Læs mere om:
  • 03/08/03 - Fælledparken - CHGP
  •