Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama Cup 0-1600cc

Haren og skildpadden

Yokohama Cup
0-1600cc 

01/07/03 

- hvem kommer først?
I modsætning til eventyret om 'Playboy-bunnien' og øglen kender vi ikke svaret, men prøv at se på førende Steffen Larsens sæson kontra toer Kim Lund Johansens: Steffen kører konstant, mens Kim sørger for dramatik mellem sejrene. Resultatet er at de to kun er adskilt af 5 point her ved sommerpausen.
 

Til en start har Steffen Larsen scoret sine point i alle 10 hidtidige afdelinger mod Kim Lund Johansens 8. Undervejs har Kim vundet fire løb mod Steffen's ene. Af samme grund har Kim ført omkring dobbelt så mange kilometer som Steffen.


Steffen Larsen fører mesterskabet med 165 point.
(Foto: Motorsporten.dk)

Til gengæld har Steffens konstante pointscoringer gjort at han har kørt med tæt på de maksimale 80 kg ballastvægt siden Jylland-Ringsens juniløb. Indtil nu har Kim Lund Johansen holdt sin ballastvægt nede med cirka en løbsweekends forsinkelse i forhold til Steffen Larsen, hvilket selvsagt har lettet vejen mod de fire sejre. Når efterårssæsonen starter på Ring Djursland i august kører de begge med 80 kg.
Tager man højde for at de to dårligste pointscoringer skal droppes, så ender Steffen Larsen på 143 point mod Kim Lund Johansens nuværende 160 point. Fordel til Kim, men til gengæld kan han ikke tillade sig at miste point i efterårssæsonen.


Med 160 point er det Kim Lund Johansen der er på anden pladsen i mesterskabet i øjeblikket.
(Foto: Motorsporten.dk)

Måske har Steffen Larsen kigget på 2002-sæsonen. På dette tidspunkt sidste år førte han med 161 point og fire sejre foran Peter Faaborgs 126 point og en sejr. En fejl i årets sidste løbs sidste sving kostede imidlertid en placering, to point og mesterskabet. Nu blev Peter Faaborg mester, stadig med sejren fra åbningsløbet som den eneste, men takket være stabil kørsel hele sæsonen igennem var det også nok.

Bag de to førende har en række andre navne været med til at præge sæsonen i større eller mindre grad.
Her har især Martin Sally Pedersen gjort sig bemærket med bl.a. en debutsejr på Jyllands-Ringen i starten af juni. Da han også har været i pointene næsten hver gang, indtager han den øjeblikkelige tredjeplads 32 point efter den førende Steffen Larsen.


Peugeot køreren Martin Sally og hans 'hårdtarbejdende' mandskab har gjordt det flot i år, og de ligger nu på 3. pladsen i mesterskabet.
(Foto: Motorsporten.dk)

En anden forholdsvis nybegynder er Bjørn Smedegaard Laursen, der vandt sin debutsejr på Ring Djursland i juni. Desværre er hans øjeblikkelige fokus rettet mod at få en godt bukket bil klar igen, efter et kontant møde med omgivelserne på Padborg Park. Det har også kostet i pointstillingen, hvor han nu er på 8. pladsen 74 point efter den førende.
To andre Peugeot-kørende debutvindere er de lidt mere erfarne Jesper Leen Jensen og Per Madsen, der, sammen med Henrik Mikkelsen, har haft en ganske fornuftig sæson. Mikkelsen har sin første sæsonsejr til gode, men vandt til gengæld 3 løb sidste år.


Henrik Mikkelsem kæmper kårdt i sin Peugeot 106, men indtil nu er sejrene udeblevet i år.
(Foto: Motorsporten.dk)

Knap så heldig har Henrik Thomsen været. Hans pole på Ring Djursland i maj, endte i et startsammenstød, men på en god dag kan han være et bud på endnu en løbsvinder i 2003.

Eneste Honda-kører der har kunnet yde Peugeot'erne modstand i mesterskabssammenhæng er Bruno Rasmussen. Efter en flot dobbeltsejr i sidste års finaleløb, fortsatte han takterne ved åbningsløbet i år og vandt endnu en sejr i Klaus Ellmies tidligere mesterskabvindende bil. Siden da har han måttet nøjes med sekundære placeringer, men en konstant pointhøst giver en øjeblikkelig femteplads få point fra tredjepladsen.
Chris Poulsen har tidligere vundet løb i klassen, men har ikke vist noget der kan true de forreste denne sæson. Med 55 point er han dog næstbedste Honda i mesterskabet. Klas Høj er faktisk den eneste Honda-kører foruden Bruno Rasmussen, der har været på podiet i år. Efter næsten tyve år på de danske asfaltbaner scorede han en overraskende tredjeplads ved Jyllands-Ringens juniløb, men mangler endnu at bakke det resultat op.
Ved samme løb var Dan Träger godt på vej mod andenpladsen, da et motoruheld satte ham ud af spillet.
Ole Luton og Poul Erik Jensen scorede flotte poles på henholdsvis Jyllands-Ringen og Padborg Park, men har endnu ikke kørt tilsvarende resultater hjem.
Dennis Nielsen har været mere stabil end de fleste af mærkekollegerne og har en femteplads som bedste enkeltresultat fra i år.

En af sæsonens helt store overraskelser var Jesper Meldahl Nielsens kørsel på Padborg Park. Her viste han at der stadig er liv i hans gamle Toyota Corolla og kørte en sensationel andenplads hjem i det skrappe Peugeot-selskab. Med sine 90 point er han endda i god kontakt med de foranliggende i mesterskabsstillingen. Ellers må man nok sige at de gamle GTI-biler fra 1980'erne er ved at være overhalet af udviklingen.
Det er der tilsyneladende bare ingen der har fortalt Anders Mortensen, der kører i feltets eneste Peugeot 205 GTI 1,6. Selv om modellen i år kører på sin tyvende sæson (!), er Anders god for en top-10 placering på en god dag.


Anders Mortensen.
(Foto: Motorsporten.dk)

En der venter på sin første top-10 er Dennis Barth, der har overtaget Peter Faaborgs forsvarende vinderbil. Hidtil har Barth, i sin anden banesæson, kørt stabilt og scoret point i de fleste løb. Hele sidste sæson scorede han nul point - på nuværende tidspunkt har han forbedret den statistik med 30 point.

Der er således mange kørere, der har været med til at gøre den lille Yokohama Cup til en spændende klasse at følge.


Hele forårssæsonen har der været tætte kampe i den lille Yokohama Cup klasse.
(Foto: Motorsporten.dk)

I mesterskabssammenhæng har Steffen Larsen og Kim Lund Johansen trukket fra de øvrige. Når sæsonen genstarter på Ring Djursland i august, har de begge 80 kg ballast. Steffen Larsen har formået at køre konstant, selv med maksimal ballast, hvorimod Kim Lund Johansen til tider er blevet rodet ind i nogle hårdhændede nærkampe når han kører med maksimal ballast.
Hvem af de to der har trukket det længste strå, når finaleløbet er kørt, er svært at sige, men mit bud er at Steffen Larsen skal noget mere i offensiven, hvis han skal holde Kim Lund Johansen bag sig.


Mange er klar til at overtage 'førertrøjen' hvis enten Steffen Larsen eller Kim Lund Johansen fejler.
(Foto: Motorsporten.dk)

Skulle disse to snuble, er der en håndfuld håbefulde kørere bag dem til at tage over.

Jesper O. Hansen