Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

European GP - Set og sket

Formel 1 
01/07/03 

Williams satte sig suverænt på de to øverste podiepladser, for bl.a. McLaren var det næsten en sorgens dag. Og så var der enkelte få lyspunkter.
 

Uden at overdrive kan man vist roligt fastslå at Williams og McLaren stod for de positive og negative episoder i det europæiske Grand Prix på Nürburgring. Enkelte andre stod for et par mindre bemærkelsesværdige oplevelser, men ellers var det vel et Grand Prix på det jævne.

BAR:
BAR teamet, ja, igen blev Jacques Villeneuve offer for en mekanisk defekt. Andengearet ødelagde til sidst hans chance for at fuldføre et GP. Jenson Button derimod kørte igen et par points hjem til teamet som nu indtager 5. pladsen i konstruktørmesterskabet. Men hvad gik der af JV? Han havde flere gange problemer med Minardi'erne. Til gengæld var pitfolkene utroligt hurtige. En ny næse på JV's bil og pitstop til Button på samme omgang. Flot. Der er noget at arbejde videre med for BAR teamet hvor kørerne klagede over at kunne holde tempo løbet igennem.

Ferrari:
Barrichello fik igen en af hans efterhånden mange tredjepladser. Ham så man ikke meget til. Han klagede efter løbet over at der var en dårlig balance i bilen. Den kørte faktisk bedst med næsten tomme tanke. Michael Schumacher måtte nøjes med en 5. plads i løbet. Han kunne ikke følge med Williams bilerne, og måtte endda lade Montoya overhale sig på ydersiden, noget som ikke ret mange opnår at få lov til. Michael Schumacher kunne dog heller ikke klage over Montoyas flotte indsats. Det var en hel fair overhaling. Men mon ikke at Ferrari skal have fundet noget mere fart i F2003-GA hvis ikke de skal blive løbet eller rettere - kørt over ende af Williams og måske også McLaren.

Jaguar:
De grønne så man ikke meget til. Kikker man på resultatlisten ser man at Mark Webber igen fik points. Denne gang fra 6. pladsen. Pizzonia fik en 10 sekunders stop and go straf. I teamet har man regnet ud at, hvis ikke han havde fået denne straf, ville han være sluttet i pointene også. Tja i teorien måske, men det var ikke fakta søndag eftermiddag. Kørerne var glade for det setup der var fundet. Jaguar har tilsyneladende fået godt styr på holdbarheden nu. Og er det ikke femte gang at Webber får points med fra et GP? Webber havde undervejs en ret god duel med Jenson Button, hvor Webber fik det meste med hjem.

Jordan:
Jordan fik begge biler i mål. Men det var dyrt. Fisichella og Firman måtte i pit henholdsvis 4 og 3 gange undervejs. De klagede også over setuppet. Forklaringen gav de selv da de erfarede at banen var meget anderledes at køre på søndag i forhold til om lørdagen. Strategien som var blevet lagt med 3 planlagte pitstops var en klar fejldisposition. Bilerne kom i mål 2 omgange efter vinderen. Stor skuffelse i teamet. Det kan da vist kun være over dem selv at de er skuffet.

McLaren:
Det var et noget slukøret McLaren team der pakkede sammen og forlod Nürburgring søndag aften. Kimi Raikkonen havde sat pole og hamrede bare derudad efter starten som han tog suverænt. Måske var tempoet lidt for højt. I hvert fald sagde motoren stop med røg og damp. Og så var vejen nærmest banet for Williams bilerne. Så kunne man kun håbe på David Coulthard. Coulthard kom frem på femtepladsen takket være bl.a. Michael Schumachers duel med Montoya. Men så var der en af Renault'erne i vejen. Alonso ville ikke sådan bare lade DC komme forbi. Det fik de to herrer en god duel ud af. Men undertegnede vil påstå at DC forregnede sig da han endeligt ville overhale Alonso. Det så ud som at Alonso måske bremsede tidligere end han plejede. DC havde vel egentligt gjort det rigtige ved at skabe lidt luft til Alonso for så at overhale ham frem til nedbremsningspunktet. Spørgsmålet er så om ikke at de to konkurrenter var kommet tættere på nedbremsningspunktet end ventet - i hvert fald for DC's vedkommende. DC måtte se de sidste 4 omgange fra en plads bag autoværnet pga. at han måske forregnede sig. Ingen points til hverken team eller kørere.

Minardi:
Begge Minardi'er kom igen i mål. En helt god egenskab. Desværre er det altid uden for de pointgivende placeringer. Og igen fristes man næsten til at sige blev Jos Verstappen taberen i deres indbyrdes kamp. En hel omgang efter Wilson. Begge kørere klagede dog over manglende vejgreb. Skiftevis over og understyring i bilerne. Justin Wilson havde undervejs nogle ret gode dueller med Jos og især Jacques Villeneuve. Alt fungerer tilsyneladende godt i det lille team. Bilen mangler dog fart i den grad. De to kørere sluttede løbet henholdsvis 2 og 3 omgange efter vinderen.

Renault:
Trods en fjerdeplads mistede Alonso en placering i mesterskabskampen. Ralf Schumachers sejr og dermed 10 points satte Alonso en plads tilbage. De to Renault kørere havde en indbyrdes fin duel undervejs. Desværre kostede en benzinpumpe løbet og også points for Trulli. Han måtte udgå 23 omgange før mål. Alonso derimod måtte kæmpe hårdt for sin fjerdeplads. Han blev meget hård presset af David Coulthard i den sidste tredjedel af løbet, men gik sejrrigt ud af den duel. Til allersidst kom også Michael Schumacher op og prøvede at erobre fjerdepladsen, men Alonso klarede skærene og fik trods alt 5 gode points med hjem fra Nürburgring. Hos teamet var der heller ingen bebrejdelser efter løbet. En mekanisk defekt kan Trulli ikke gøre noget ved.

Sauber:
En af de måske ubemærkede, men positive præstationer stod Nick Heidfeld. Han startede fra pitlane da han ikke fik sat en tid i kvalifikationen. Hvor mange lagde mærke til at han faktisk sluttede på en pointgivende placering. Jo, han sluttede lige akkurat på ottendepladsen. Med lidt held kunne også Frentzen for en gangs skyld have fået point. Han oplevede dog den tilfredsstillelse at fuldføre, noget han ikke har været så forvænt med i denne sæson. Weekenden havde ellers ikke været alt for opløftende for teamet. Begge biler måtte have skiftet motorer før kvalifikationen lørdag, da begge de oprindelige motorer stod af under warm uppen kort før kvalifikationen. Men det lykkedes selv om Heidfeld var uheldig under kvalifikationen. Ét point til teamet og alle var glade efter en hård weekend med en del negative oplevelser.

Toyota:
Panis havde imponeret både fredag og lørdag med at være hurtigst i de frie træninger. Men i selve løbet gik det ikke så godt. To gange blokerede forbremserne, og han var uden for de hvide striber på asfalten. Den sidste gang stallede motoren og så var det slut. Hans bedste placering i selve løbet var en ottende plads i tæt kamp med Alonso. da Matta var også uheldig. Det var en af de weekender hvor det ikke rigtigt fungerede for ham. Han fik en rimelig start hvor han holdt sin start placering, men senere måtte han i pit og have skiftet næsen på bilen. 7 omgange før mål sagde motoren stop, muligvis pga. en lækage i motoren. En meget skuffet Ove Anderson udtrykte meget klart efter løbet, at selvom man har fået mange gode erfaringer, så er der stadig mange ting at lære. Men de giver ikke op. Alle har arbejdet hårdt så belønningerne skal nok komme. Siger altså Ove Anderson.

Williams:
Williams kom, så og sejrede. Det fristes man næsten til at sige. De seneste Grand Prix'er har vist at teamet så småt er på vej. Det blev slået fast søndag eftermiddag på Nürburgring. Ralf Schumacher vandt løbet og gav sig selv en flot fødselsdagsgave. Montoya blev en næsten lige så flot nr. 2. Især hans "respektløse" overhaling af Michael Schumacher og så endda på ydersiden trækker godt op i hans præstation. Begge kørere kørte et fejlfrit løb med det flotte resultat som belønning. Begejstringen ville da næsten heller ingen ende tage i teamet efter løbet. Ralf Schumacher grundlagde sejren allerede i starten da han næsten som skudt ud af en kanon kom forbi storebror Michael. At Kimi Raikkonen så måtte udgå gjorde ikke livet sværere for Ralf Schumacher. Montoya hængte lidt efter Barrichello i et godt stykke tid, men kom dog forbi. Montoya frydede sig da også over overhalingen af Michael Schumacher. De to kombattanter er heldigvis enige om at det var en såkaldt raceincident der gjorde at Michael Schumacher spandt rundt.

Nu er der så kun nogle få dage til at det går løs i Frankrig. Der er ikke mange dage til at få rettet diverse fejl man har erfaret i denne weekend. Magny Cours er en helt anden bane med en helt anden karakteristik. Der er travlhed for alle i denne uge i Formel 1. Hele cirkuset skal flyttes på få dage.

Dons

Læs mere om:
  • 29/06/03 - Nürburgring - Formel 1
  •