 (Foto: Ferrari Media)
Nicklas Nielsen fik ikke den afslutning på FIA World Endurance Championship, som han og resten af Ferraris fabrikshold havde håbet på, da årets ottende og sidste afdeling blev afviklet på Monza i Italien søndag. Efter en suveræn kvalifikation, hvor teamkammeraten Antonio Fuoco sikrede pole position, måtte danskeren og resten af holdet fra Ferrari AF Corse tage til takke med en niendeplads i sekstimerløbet.
 (Foto: Ferrari Media)
Det blev ellers en særlig sæsonafslutning for Ferrari, som for første gang siden 2023 kunne konkurrere på Monza foran et begejstret hjemmepublikum. Mere end 75.000 tilskuere fulgte løbsweekenden, hvor Fuoco sikrede det bedst mulige udgangspunkt ved at placere holdets Ferrari 499P forrest i det 17 biler store Hypercar-felt.
Mens både træning og kvalifikation var blevet afviklet under helt eller delvist våde forhold, bød søndagen imidlertid på tør asfalt. Det gjorde forberedelserne vanskelige for holdene, som kun havde begrænsede data til at finde det rette setup til finalen. Tidligt i løbet blev holdets røde Ferrari 499P #50 kaldt i pit på grund af et dæktryk under den tilladte minimumsgrænse. Det udløste samtidig en tidsstraf, som sendte bilen langt tilbage i feltet.
 (Foto: Ferrari Media)
Nielsen, Molina og Fuoco kæmpede sig tilbage gennem Hypercar-feltet, men uden den nødvendige fart til at udfordre de hurtigste konkurrenter. Trioen krydsede målstregen på syvendepladsen, men tidsstraffe efter løbet betød, at det endelige resultat blev en niendeplads.
– Det er virkelig ærgerligt at slutte med sådan et resultat efter en fantastisk pole position lørdag. Vi begik nogle fejl, som kostede os dyrt og tvang os til at ændre strategien undervejs. Vi pressede på alt, hvad vi kunne, og hele holdet arbejdede hårdt for at komme tilbage, men det blev et virkelig svært løb for os, fortæller Nicklas Nielsen.
 (Foto: Ferrari Media)
Dermed slutter danskeren for første gang siden sin debut i Hypercar-klassen i 2023 uden for mesterskabspodiet. Nielsen og holdkammeraterne kan dog se tilbage på en sæson med flere højdepunkter, herunder tredjepladser på Spa-Francorchamps og Circuit de Barcelona-Catalunya samt sejren i sekstimersløbet på Circuit of The Americas i Texas i september.
– Det har bestemt ikke været den VM-sæson, vi havde håbet på. Vi har haft en del udfordringer undervejs, men den slags gør os kun stærkere, og forberedelserne til næste år er allerede begyndt. Jeg vil gerne sige en stor tak til hele holdet for indsatsen gennem året. Vi ved, hvad vi er i stand til, og vi vender tilbage med fornyet styrke næste år. Det er helt sikkert, slutter Nicklas Nielsen.
 (Foto: Ferrari Media)
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj |