Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formula 4 Central European Zone

Stejl lærekurve skal veksles til succes på Hungaroring

Formula 4 CEZ 
21/10/26 

I weekenden afslutter STEP Motorsport sin første sæson i europæisk formelracing, når F4 Central European Zone kører årets sidste løb på den ungarnske Formel 1-bane, Hungaroring.
 

En sæson, hvor erfaringer og læringer har stået i kø, og kørernes præstationer har rykket sig i den rigtige retning for hver omgang. Og hvor solide forberedelser har vist sig at give afkast i form af positiv udvikling.

I weekenden skal sæsonen afsluttes med manér. Den 4.381 meter lange racerbane nordøst for Budapest har i de sidste 40 år lagt asfalt til kampe mellem kørere som Schumacher, Vettel og Verstappen, men i denne uge gælder det den kommende generation af stjernekørere, som skal udkæmpe de sidste kampe i denne sæson.

Helt uvant, og dog ganske som forventet, er STEP Motorsport-kørerne ikke med i guldkampen, og derfor er fokus som altid på at fortsætte udviklingen. Skulle det alligevel ende med en topplacering til Erik Poulsen og Viktor Snebjørn Poulsen, vil det være en god bonus, mener teamchef Morten Dons:

"Alle har kæmpet hårdt og fokuseret hele sæsonen, og det kan heldigvis også aflæses på resultatlisterne, hvor vi kommer tættere og tættere på toppen. Finaleweekenden kan blive hektisk, og her gælder det om at være hurtig ved havelågen, når mulighederne opstår. Jeg tror på at begge kørere er klar til at levere en god indsats en sidste gang i år", siger han.

Mens Erik Poulsen og Viktor Snebjørn Poulsen afslutter sæsonen på Hungaroring, sender teamet også et par tanker til Texas, hvor Alexia Danielsson får sin debut i F1 Academy.

"Vi er enormt stolte af den udvikling, Alexia har været igennem sammen med os det sidste års tid, og vi kommer til at heppe på hende hele vejen fra Ungarn", siger Morten Dons.

Weekendens løb kan streames gratis på løbsseriens Youtube-kanal: https://www.youtube.com/@f4cez/streams

Tidsplan for F4 CEZ på Hungaroring

Fredag
08:00 - Træning
14:55 - Kvalifikation 1
15:25 - Kvalifikation 2

Lørdag
08:00 - Race Gruppe A+B
15:05 - Race Gruppe B+C

Søndag
08:00 - Race Gruppe A+C
13:35 - Finaleheat

STEP Motorsport