Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Kevin Magnussen sikrede VM-point i Barcelona

FIA WEC 
19/10/26 

World Endurance ChampionshipDen danske BMW-fabrikskører og teamkammeraterne fra BMW M Team WRT leverede et stærkt comeback i en vanskelig afdeling af FIA World Endurance Championship. En syvendeplads i Barcelona sender Magnussen op på en foreløbig tredjeplads i VM-stillingen.
 


(Foto: BMW M Motorsport)

Kevin Magnussen og resten af holdet fra BMW M Team WRT sikrede søndag vigtige mesterskabspoint, da syvende og næstsidste afdeling af FIA World Endurance Championship blev afviklet på Circuit de Barcelona-Catalunya. Efter en vanskelig kvalifikation kæmpede danskeren og hans holdkammerater, Dries Vanthoor og Raffaele Marciello, sig frem fra en 16. startposition til en syvendeplads i det seks timer lange løb.


(Foto: BMW M Motorsport)

Forholdene på den spanske Formel 1-bane ændrede sig markant gennem weekenden. Efter tørt vejr og varme sommertemperaturer under træningen og kvalifikationen bød løbsdagen på kølig vind og kraftig regn, som gjorde især løbets indledende fase ekstra udfordrende.


(Foto: BMW M Motorsport)

Det var Magnussen, som fik til opgave at starte løbet, og danskeren kom godt gennem kaosset. Allerede i første sving snurrede en konkurrerende Hypercar rundt og endte på tværs af banen, og inden for den første halve time havde en safetycar været på banen to gange som følge af uheld.


(Foto: BMW M Motorsport)

Efterhånden som banen tørrede op, stabiliserede løbet sig, og Magnussen bevægede sig støt gennem feltet. Efter to stints overlod han holdets BMW M Hybrid V8 til Vanthoor, som fortsatte det stærke arbejde. Halvvejs gennem løbet havde trioen hentet ti placeringer, og da Vanthoor senere overlod rattet til Marciello, var bilen helt fremme på femtepladsen. Efter et sidste pitstop måtte schweizeren dog tage til takke med syvendepladsen.


(Foto: BMW M Motorsport)

– Jeg synes, vi fik det bedste ud af en ret udfordrende weekend. Efter vejrskiftet og den kraftige regn vidste vi, at starten kunne blive kaotisk, men vi fik styret uden om problemerne, kæmpede os godt op gennem feltet og var undervejs med i top fem. Vi havde ikke farten til at matche de hurtigste – Ferrari og især Toyota var ret overlegne – men vi holdt os ude af problemer, fik arbejdet effektivt i pitten og kom godt gennem løbet. Desværre faldt den sidste pitstoprunde ikke ud til vores fordel, men en syvendeplads giver stadig gode point til mesterskabet. Nu ser vi frem til finalen, hvor vi forhåbentlig kan slutte sæsonen stærkt af, lyder det fra Kevin Magnussen.


(Foto: BMW M Motorsport)

Mens Toyota sikrede sig konstruktørmesterskabet i Barcelona, er kampen om kørernes VM-titel stadig åben – og med weekendens resultat rykker Kevin Magnussen og Raffaele Marciello op på en foreløbig tredjeplads i mesterskabet inden sæsonens sidste afdeling. Ottende og sidste runde af årets FIA World Endurance Championship afvikles på Monza Circuit i Italien den 8. november.


(Foto: BMW M Motorsport)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Circuit de Catalunya
  • 18/10/26 - Circuit de Catalunya - FIA WEC
  •