 (Foto: Porsche AG)
En Porsche skal kunne genkendes ved første øjekast. Det er filosofien bag konceptbilen Mission S, som giver et bud på, hvordan fremtidens sportsvogne fra Zuffenhausen kan komme til at se ud. Den kombinerer klassiske designelementer fra Porsches modelhistorie og motorsportsarv med innovative løsninger og ikke mindst et interiør, som prioriterer den tætte forbindelse mellem fører og bil.
 (Foto: Porsche AG)
“Med Mission S giver vi et indblik i de idéer og designelementer, som kommer til at forme Porsche i de kommende år. Samtidig repræsenterer Mission S en platform for en supersportsvogn med centermotor, som skal placeres over 911-programmet. Ikke som en enkeltstående hyperbil, men som en permanent og alsidig udvidelse af vores modelprogram,” lyder det fra Michael Leiters, CEO hos Porsche AG.
 (Foto: Porsche AG)
En historisk premiere
Afsløringen af Mission S fandt sted på en havnemole i Queens, New York, med Manhattans skyline i baggrunden – præcis samme lokation, hvor datidens super-Porsche, 550 Spyder, blev fotograferet i 1953. Den historiske model anses i dag for at være mærkets første supersportsvogn og fik afgørende betydning for Porsches identitet som producent af sportsvogne og succesfuld aktør i motorsporten.
Samtidig var modellen med til at skabe fundamentet for Porsches popularitet og succes i USA. Med valget af den historiske lokation understreger Porsche forbindelsen mellem mærkets fortid og fremtid – en filosofi, som også gennemsyrer Mission S. Autentisk, konsekvent og tidløst. Det er de tre nøgleord, som danner grundlaget for den videre udvikling af Porsches designidentitet.
 (Foto: Porsche AG)
“Mission S er resultatet af en fremadskuende og helhedsorienteret designstrategi. Konceptbilen viser en grundlæggende strategisk retning, som vi snart vil omsætte til vores fremtidige modelprogram,” forklarer Tobias Sühlmann, Head of Style Porsche.
 (Foto: Porsche AG)
Historiske detaljer i moderne design
Mission S er skabt med udgangspunkt i Porsches klassiske sportsvognsdesign, men fortolket med nye former og tekniske løsninger. De karakteristiske forskærme, den ikoniske taglinje og bilens brede, lave proportioner skaber et udtryk, som både er genkendeligt og samtidig helt nyt. En gennemgående linje forbinder lygterne foran og bagpå og skaber en harmonisk helhed, mens karrosseriets øverste flader fremhæver bilens muskuløse former. De nederste områder synliggør i højere grad de tekniske funktioner og understreger filosofien om lav vægt.
Inspirationen kommer fra en række af Porsches mest ikoniske modeller. De runde forlygter og markante forskærme leder tankerne hen på den klassiske 911, mens samlingerne mellem karrosseriets paneler og lygterne er inspireret af halvfjerdsernes G-model. Taglinjen under hækspoileren vækker associationer til firsernes 959, mens den flade front har referencer til halvfemsernes Le Mans-vinder, 911 GT1.
 (Foto: Porsche AG)
Mission S er baseret på en centermotorkonstruktion, som giver mulighed for at kombinere klassiske Porsche-proportioner med en lav og aerodynamisk silhuet. Blandt detaljerne er en køleløsning inspireret af ventilatoren på den legendariske Porsche 917 samt en fuldt integreret aktiv hækvinge. Selv hjulene trækker tråde til historien. Her har designerne taget udgangspunkt i det karakteristiske telefonskivedesign fra Porsche 928 og videreudviklet det med fokus på lav vægt og et moderne, skarpt og teknisk udtryk.
 (Foto: Porsche AG)
Et interiør skabt omkring føreren
I kabinen repræsenterer Mission S en bevidst tilbagevenden til sportsvognens grundlæggende værdier. Inspirationen kommer fra historiske Porsche-modeller som 550 Spyder og 356, hvor enkelhed og ergonomi var afgørende. To gennemgående linjer i instrumentbordet og dørene skaber en fornemmelse af at sidde dybt i bilen.
Den harmoniske kombination af analoge og digitale betjeningselementer giver kabinen et udtryk, som både er klassisk og moderne. Traditionelle kontakter og knapper kombineres med digitale elementer i en ergonomisk indretning, som forener fortidens løsninger med fremtidens teknologi.
 (Foto: Porsche AG)
Filosofien fortsætter i sæderne, hvor nye tekniske løsninger som et integreret selespænde i sædets midterpanel og en ændret placering af den elektriske sædejustering kombinerer komfort og funktionalitet med Porsches motorsports-DNA.
Også farvevalget understreger bilens afsæt i motorsporten. Mission S er udført i en kombination af hvide, grå og røde nuancer, som trækker tråde til Porsches historiske racerbiler. Farverne Firn White Metallic, Light Red Metallic, Black Chrome og Special Black er særligt udviklet til Mission S og giver konceptbilen et udtryk, som både er moderne og tro mod mærkets sportslige arv.
 (Foto: Porsche AG)
Det analoge møder det digitale
Et af de mest markante elementer i Mission S er den nye fortolkning af Porsches Driver Experience. Målet er at skabe det optimale samspil mellem analoge og digitale betjeningselementer. Frem for at tilføje flere skærme og funktioner er konceptet baseret på enkelhed, overskuelighed og intuitiv betjening.
 (Foto: Porsche AG)
Førerpladsen udgør kernen i konceptet. Alle betjeningselementer er konsekvent orienteret mod personen bag rattet, og kombinationen af fysisk og digital feedback skaber en særlig direkte betjeningsoplevelse. Bag rattet finder man fem klassiske, runde instrumenter. I midten sidder omdrejningstælleren med en analog viser på et digitalt display. Afhængigt af det valgte køreprogram kan omdrejningstælleren bevæge sig tættere på føreren for at skærpe fokus, ligesom de øvrige instrumenter også kan ændre position.
Også den traditionelle placering af tændingsnøglen til venstre for rattet er bevaret, nu med en særlig holder til den særligt udviklede nøgle. Nye betjeningselementer med tryk- og trækfunktion giver direkte adgang til forskellige komfort- og kørefunktioner, mens Sport Chrono-elementet er genfortolket med en kombination af analogt design og digital præcision.
Porsche har desuden bevidst fravalgt en permanent integreret centerskærm og et separat display til passageren. I stedet er Mission S udstyret med en udtrækkelig smartphoneholder med MagSafe-teknologi, så førerens egen smartphone kan fungere som navigations- og informationsskærm, når der er behov for det.
 (Foto: Porsche AG)
Endelig giver en ny og forenklet version af My Porsche-appen adgang til bilens funktioner og gør det samtidig muligt at vælge mellem forskellige instrumentdesigns inspireret af historiske Porsche-modeller. Resultatet er et interiørkoncept, som sætter køreoplevelsen i første række, mens de digitale løsninger bidrager til fleksibilitet og komfort.
 (Foto: Porsche AG)
Udgangspunkt for en helt ny modelserie
Mission S er ikke blot et designstudie. Konceptbilen markerer også en ny strategisk retning for Porsche, som planlægger at udvide modelprogrammet med en permanent supersportsvognsplatform med centermotor placeret over 911-programmet.
Målet er at kombinere ingeniørkunst på højeste niveau med maksimal fleksibilitet. Fundamentet er årtiers erfaring fra motorsport, innovativ teknologi, som er med til at definere Porsche som sportsvognsmærke, samt det fremadskuende design, der nu præsenteres med Mission S.
 (Foto: Porsche AG)
Porsche Danmark
|