Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

GT World Challenge Europe - Endurance Cup

GTWC: Bastian Buus jagter nyt mesterskab i Portugal

GT World Challenge
Endurance 

16/10/26 

Efter triumfen i Sprint Cup kan den danske Porsche-fabrikskører sikre yderligere mesterskabspodier – og måske endnu en titel – når GT World Challenge Europe afsluttes på Portimão denne weekend.
 


(Foto: Lionspeed GP)

Bastian Buus går en spændende sæsonfinale i møde, når sidste afdeling af GT World Challenge Europe køres på Portimão Circuit i Portugal denne weekend. Den danske Porsche-fabrikskører sikrede for blot to uger siden Sprint Cup-mesterskabet i Barcelona sammen med sin schweiziske teamkammerat Ricardo Feller, og nu er der mulighed for at føje yderligere topresultater til en i forvejen succesfuld sæson.


(Foto: Lionspeed GP)

Denne weekend gælder det finalen i Endurance Cup-mesterskabet, hvor Buus og Feller får selskab af deres faste tredjemand, østrigske Thomas Preining, i Lionspeed GP-teamets Porsche 911 GT3 R. Trioen er ude af kampen om Endurance Cup-titlen, men har fortsat mulighed for at sikre en podieplacering i det prestigefyldte GT3-mesterskab, hvor de tidligere på året hentede sæsonens største trofæ med deres samlede sejr i 24-timersløbet på Spa-Francorchamps.

Også i det samlede GT World Challenge Europe-mesterskab, som kombinerer resultaterne fra Sprint Cup og Endurance Cup, er der mulighed for at slutte på podiet – og faktisk er en titel ikke udelukket. En verserende sag mod de førende konkurrenter kan nemlig reducere forspringet og bringe Buus og hans teamkammerater tilbage i kampen om det samlede mesterskab.


(Foto: Lionspeed GP)

– Det bliver på alle måder en virkelig spændende weekend! Vi kommer naturligvis med masser af selvtillid efter vores mesterskab i Sprint Cup, og ambitionen er at fortsætte det gode arbejde på Portimão. Der er flere podieplaceringer inden for rækkevidde, og hvis tingene flasker sig, har vi måske også en lille chance for endnu en titel. Så der er bestemt noget at kæmpe for, lyder det fra Bastian Buus.

– Det har været en vild sæson indtil nu. Sejren på Spa-Francorchamps og vores Sprint Cup-titel har givet hele holdet et kæmpe boost. Nu handler det om at slutte sæsonen på samme høje niveau og forhåbentlig få endnu et stærkt resultat med hjem. Det bliver bestemt ikke nemt, for konkurrencen er benhård, men det er jo netop dét, som gør GT World Challenge så fedt at være en del af, tilføjer Bastian Buus.


(Foto: Lionspeed GP)

Hele 61 biler er tilmeldt den tre timer lange sæsonfinale på Portimão, som desuden får ekstra opmærksomhed med deltagelse af den firedobbelte Formel 1-verdensmester Max Verstappen. Hollænderen debuterer i Pro-klassen og bliver dermed en af de mange stærke konkurrenter, som Bastian Buus og resten af Lionspeed GP skal kæmpe imod.

Finaleløbet i GT World Challenge Europe flages grønt lørdag klokken 18.00 dansk tid og kan følges direkte på YouTube.


(Foto: Lionspeed GP)


Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Portimão
  • 18/10/26 - Portimão - GT World Challenge Endurance
  •