Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Sportscar racing

Luca Magnussen vil vinde McLaren-mesterskabet

Sportscar racing 
16/10/26 

Med et snævert forspring i mesterskabet går det danske motorsportstalent ind til finaleweekenden i McLaren Trophy Europe med en god mavefornemmelse og ambitionen om at sikre titlen.
 


(Foto: Paddock Motorsport)

Luca Magnussen går en afgørende weekend i møde, når han de kommende dage stiller op til finalen i McLaren Trophy Europe på Portimão-banen i Portugal. Det 17-årige motorsportstalent fra Roskilde kommer til sæsonens sidste afdeling som førende i mesterskabet, hvor han sammen med sin britiske teamkammerat hos Paddock Motorsport, Callum Davies, håber at kunne sikre titlen.


(Foto: Paddock Motorsport)

Med blot tre points forspring – og 12 point til vinderne af hvert af weekendens to løb – er der imidlertid lagt op til en tæt finale. Tre hold har fortsat en reel chance for at vinde mesterskabet, men optimismen er stor hos den dansk-britiske duo, som har sikret mindst én podieplacering i hver af sæsonens hidtidige afdelinger.

– Vi har været ret stabile og hentet gode point i alle afdelinger, så planen for den sidste weekend er egentlig bare at fortsætte i samme stil. Vi behøver ikke nødvendigvis at vinde løbene, men vi skal maksimere vores point og sørge for at holde konkurrenterne bag os. Det handler om at være skarpe på strategien, undgå fejl og holde fokus på målet, lyder det fra Luca Magnussen.


(Foto: Paddock Motorsport)

Med fem podieplaceringer i otte løb har det foreløbig været en stærk debutsæson i GT-racing for Luca Magnussen. Danskeren skiftede til McLaren Trophy Europe efter en fuld sæson i det britiske GB4-formelmesterskab sidste år og fandt sig hurtigt til rette i den kraftfulde McLaren Artura GT4. Målet er nu at fortsætte karrieren inden for sportsvognsracing.

– Lige nu handler det først og fremmest om at slutte McLaren Trophy Europe på toppen. Det ville være helt fantastisk at vinde mesterskabet, både for mig og min drøm om at blive professionel racerkører, men også for alle de sponsorer og partnere, som har bakket mig op gennem sæsonen, tilføjer Magnussen.


(Foto: Paddock Motorsport)

Det unge talent har blandt andet fået støtte fra den internationale kødproducent SASHI Beef Lover og den nordjyske udvikler af cybersikkerhed Admin By Request samt en række øvrige partnere, som har været med til at gøre sæsonen i McLaren Trophy Europe mulig.

– Jeg har en rigtig god mavefornemmelse frem mod weekenden, og efter en dags test ser det ganske fornuftigt ud. Mesterskabet er stadig vanvittigt tæt, så der kan ske meget i de sidste to løb. Men jeg er optimistisk, og vi kommer selvfølgelig til at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre os titlen, slutter Luca Magnussen.


(Foto: Kasper Kjøller)

Femte og sidste afdeling af McLaren Trophy Europe 2026 afvikles på Portimão-banen over to løb af hver 45 minutters varighed. Første løb flages grønt lørdag den 17. oktober klokken 14.45 dansk tid, mens sæsonens sidste løb køres søndag den 18. oktober klokken 16.35. Begge løb kan streames direkte på YouTube.


(Foto: Kasper Kjøller)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Luca Magnussen
  •