 (Foto: Fotospeedy)
Årets sidste løb i Campionato Italiano Gran Turismo Sprint Cup køres på én af verdens mest legendariske racerbaner: Autodromo Nazionale di Monza. For Milan Rytter er det første besøg på banen, men den virtuelle udgave har været besøgt flittigt i de seneste uger.
Den nordjyske racerkører overlader nemlig intet til tilfældighederne i årets sidste løb. Senest måtte han udgå med tekniske problemer på Oregon Team's Lamborghini Huracan Super Trofeo-racer, og denne gang skal der sølvtøj med hjem fra Italien.
"Vi har haft en svær sæson med flere tekniske problemer, men det skal ikke holde os fra at sigte efter en podieplacering. Jeg har lagt de dårlige weekender bag mig og er topmotiveret for at give den fuld gas i vores sidste weekend. Det kunne være rart at slutte med et godt resultat", siger Milan Rytter, som i år tog springet fra dansk til italiensk motorsport.
 (Foto: Fotospeedy)
Sammen med tyske Giuseppe Fico kommer Milan Rytter allerede i aktion fredag, hvor de indledende træninger skal køres. Hvis alt går vel, er der en pokal eller to med hjem i kufferten søndag aften.
"Jeg har aldrig været på Monza før, så jeg har kørt mange omgange i simulatoren for at være bedst muligt klædt på. Men Monza er jo én af de mest ikoniske racerbaner i hele verden, så jeg er da lidt spændt på at skulle køre der. Den første gang på sådan en bane glemmer man ikke lige med det samme", siger Milan Rytter.
Weekendens løb på Monza kan ses live på Youtube:
https://www.youtube.com/@ACISportTVofficial
Tidsplan for weekenden:
Fredag 9. oktober
Træning 1 - 10.45
Træning 2 - 15.30
Lørdag 10. oktober
09.55 - Kvalifikation
14.45 - Race 1
Søndag 11. oktober
10.30 - Race 2 Kim Gripping Læs mere om: Milan RytterMonza |