| Da Outzen Motorsport tog hul på 2026-sæsonen, var det med en helt anden opgave end året før. Efter at have sikret det danske Super GT-mesterskab i 2025 med Martin Andersen skulle teamet nu bygge videre på succesen med et nyt, ungt talent bag rattet.
Valget faldt på Tino Egeskov. En ung, ambitiøs og talentfuld kører, der stod over for en stejl læringskurve i en af dansk motorsports mest konkurrenceprægede klasser.
Og sikke en udvikling!
Fra nummer 15 til kamp med klassens bedste
Da sæsonen begyndte i foråret, var Tino Egeskov nummer 15 i feltet. Ved sæsonfinalen på Jyllandsringen stod han endnu en gang blandt de hurtigste kørere i Super Pole og afsluttede finaleløbet som nummer fem generelt og nummer to i AM-klassen.
Det er en udvikling, der fortæller langt mere end blot placeringerne.
Allerede ved sæsonpremieren på Padborg Park viste Tino glimt af sit potentiale. Han var blot en tiendedel sekund fra at kvalificere sig til Super Pole og kunne efterfølgende fejre en tredjeplads i AM-klassen.
På Jyllandsringen fulgte han op med en andenplads i AM, og ved tredje afdeling på den teknisk krævende Ring Djursland, hvor han aldrig tidligere havde kørt, kvalificerede han sig som nummer to i AM-klassen.
Undervejs har Tino ikke alene forbedret sin omgangstid. Han har udviklet sin forståelse for bilens balance, arbejdet målrettet med data og fået en stadig større evne til at levere hurtige omgange, når presset er størst.
Ved Grand Prix Danmark blev det endnu en gang til en AM-podieplacering, selvom et sammenstød og et efterfølgende spin gjorde løbet vanskeligere end forventet.
Det hele kulminerede ved sæsonfinalen, hvor Tino med endnu en Super Pole-deltagelse understregede, at han nu har hastigheden til at udfordre langt mere erfarne konkurrenter.
"Da vi begyndte sæsonen, vidste vi, at Tino havde talentet, men vi vidste også, at der ventede et stort arbejde. At se ham gå fra nummer 15 i foråret til nu at kunne kæmpe side om side med de allerbedste i Super GT er ganske enkelt imponerende.
Han har lyttet, arbejdet med vores ingeniører, studeret data og hele tiden flyttet sine grænser. Det er ikke tilfældigt, at han nu er med helt fremme. Han har fortjent hver eneste tiendedel, han har fundet."
— Michael Outzen, teamchef, Outzen Motorsport
Michael Outzen tilbage i racerbilen
Sæsonfinalen bød også på et særligt gensyn, da Outzen Motorsports ejer og teamchef, Michael Outzen, igen trak i køredragten og satte sig bag rattet i Super GT.
Efter i en længere periode primært at have stået på den anden side af pitmuren var det tid til igen at mærke konkurrencen fra førersædet.
Michael Outzen har gennem sin motorsportskarriere opbygget en omfattende erfaring fra både dansk og international motorsport. Med danske mesterskaber på cv'et og erfaring fra international GT-racing har han tidligere konkurreret på højt niveau, herunder i GT3-klassen.
Et af højdepunkterne i karrieren var blandt andet sejren i 24-timersløbet i Barcelona for BMW Motorsport – en præstation, der understreger den internationale erfaring, som i dag er en væsentlig del af fundamentet hos Outzen Motorsport.
Netop den erfaring har været central i arbejdet med at udvikle Tino Egeskov gennem 2026-sæsonen.
Ved finalen blev rollerne for en stund ændret. Nu skulle teamchefen selv præstere på banen, mens teamet endnu en gang skulle håndtere to biler og to forskellige kørerprofiler.
"Jeg har savnet at sidde bag rattet. Motorsport har været en kæmpe del af mit liv, og selvom jeg elsker arbejdet som teamchef, er der noget helt særligt ved selv at sidde i bilen, når starten går.
Det var samtidig en fantastisk oplevelse at dele banen med Tino og se, hvor langt han er kommet. Det giver en helt særlig tilfredsstillelse, når man selv har været med til at bygge den udvikling op."
— Michael Outzen
Et comeback, der overraskede hele Super GT-feltet
At Michael Outzen stadig har farten, blev hurtigt slået fast på Padborg Park.
Allerede i Super Pole kvalificerede han sig som tredjehurtigste kører, blot 0,162 sekund efter den hurtigste tid. I samme session sikrede Tino Egeskov sig femtehurtigste tid. Dermed havde Outzen Motorsport begge biler blandt de fem hurtigste i feltet.
Efter en syvendeplads i det første løb og en ottendeplads i det andet kom den helt store præstation i sæsonens allersidste finale.
Her kørte Michael Outzen sig frem til en sensationel andenplads generelt – blot 0,430 sekund efter vinderen og nu 10 dobbelt danmarksmester Kasper H. Jensen.
Det var et comeback, som ikke alene overraskede konkurrenterne, men også understregede, at den tidligere mester stadig har niveauet til at blande sig i toppen af dansk Super GT.
Michael Outzen blev i 2015 den allerførste danske Super GT-mester. Dermed fik finalen i 2026 også en særlig historisk dimension: Klassens første mester vendte tilbage og sluttede på podiet, mere end et årti efter sin første titel. Og netop det at Michael kunne stå på podiet med sine 2 børn betød mere for ham end ord kan beskrive.
Ole's Olie-gæstebilen – to profiler fra motorsportens øverste hylde
2026 blev også sæsonen, hvor Outzen Motorsport for alvor satte fokus på konceptet omkring teamets Ole's Olie-gæstebil.
Med hovedsponsoren Ole's Olie som en central del af projektet fik to stærke motorsportsprofiler mulighed for at prøve kræfter med Super GT i teamets anden bil.
Først var det den internationalt anerkendte racerkører Dennis Lind, der ved Grand Prix Danmark på Jyllandsringen vendte hjem til dansk motorsport.
Med mesterskaber fra både britisk og asiatisk GT3-racing og stor international erfaring var Dennis et markant navn at få ind i teamet.
Selvom hans debut blev udfordret af tekniske problemer, viste han sin klasse med en imponerende opkørsel fra bagerste del af feltet til femtepladsen og løbets hurtigste omgang.
Men deltagelsen handlede om mere end resultatet. Dennis' erfaring, tilgang til bilen og arbejde med data gav samtidig Tino Egeskov en værdifuld mulighed for at lære af en kører, der har konkurreret på internationalt topniveau.
Senere på sæsonen var det Robert Schlünssen, der overtog gæstebilen ved Night Race på Padborg Park.
Robert er et velkendt navn i dansk motorsport og har gennem årene været blandt de markante profiler i dansk standardvognsracing. Hans deltagelse bragte endnu en erfaren og konkurrencestærk kører ind i Outzen Motorsports setup.
"Det har været fantastisk at kunne tilbyde vores samarbejdspartnere og publikum noget ekstra gennem Ole's Olie-gæstebilen.
Dennis Lind og Robert Schlünssen er to kørere, som vi har stor respekt for. De kommer med hver deres erfaring og tilgang til motorsporten, og det har været en fornøjelse at have dem som en del af teamet.
Samtidig har det givet Tino mulighed for at arbejde tæt sammen med nogle virkelig dygtige kørere. Det er en del af den måde, vi gerne vil udvikle vores talenter på."
— Michael Outzen
En sæson, hvor talentudvikling blev omsat til resultater – Og teamet er på jagt efter nye til 2027
For Outzen Motorsport har 2026 handlet om langt mere end pokaler og placeringer.
Efter mesterskabet i 2025 stod teamet med muligheden for at fortsætte med en ny kørerprofil og demonstrere, at organisationen ikke alene kan vinde mesterskaber, men også udvikle nye kørere til at blive konkurrencedygtige på højeste nationale niveau.
Tino Egeskovs rejse har været det tydeligste bevis.
Fra en sæsonstart, hvor alt var nyt, til en afslutning, hvor han kunne kæmpe om AM-mesterskabet og placere sig blandt de bedste generelt.
Ved Night Race i september tog Tino endda en samlet andenplads, og inden finalen var han fortsat med i kampen om AM-titlen.
Udviklingen er skabt gennem et tæt samarbejde mellem kører, mekanikere, ingeniører og teamledelse. Arbejdet med opsætning, telemetri, bremsepunkter, dæktemperaturer og kørestil har gennem hele sæsonen været afgørende for at flytte niveauet.
Resultatet er en kører, der nu har både hastigheden, selvtilliden og erfaringen til at kæmpe med nogle af Super GT-klassens største navne.
Teamet søger nu nye kører til den kommende sæson, hvor ambitionerne er at forsætte med Tino Egeskov.
Ole's Olie – en hovedsponsor, der gør en forskel
En helt central del af Outzen Motorsports succes er det mangeårige samarbejde med Ole's Olie, der har været med på rejsen siden teamets etablering.
Samarbejdet handler om mere end logoer på racerbilerne. Det handler om fælles ambitioner, loyalitet og en passion for motorsport.
Gennem gæstebilen har Ole's Olie været med til at skabe oplevelser, der rækker ud over det traditionelle sponsorarbejde. Samtidig har projektet givet teamet mulighed for at samle både etablerede stjerner og nye talenter under samme tag.
"Ole's Olie har været en fantastisk samarbejdspartner gennem alle årene. Den opbakning, vi får, betyder utrolig meget for, hvad vi kan præstere som team.
At vi i år har kunnet præsentere både Dennis Lind og Robert Schlünssen i vores gæstebil, samtidig med at vi har udviklet Tino til en af de hurtigste AM-kørere, er noget, vi er meget stolte af."
— Michael Outzen
Blikket er allerede rettet mod 2027
Med 2026-sæsonen afsluttet er ambitionerne hos Outzen Motorsport bestemt ikke blevet mindre.
Teamet arbejder allerede på næste sæson, hvor planen er at stille med minimum to biler i Super GT. Lige nu søges der kører til projektet imens vi stadig tester nye potentielle kører.
Efter et dansk mesterskab i 2025, en markant talentudvikling i 2026 og et opsigtsvækkende comeback fra teamchefen er fundamentet stærkere end nogensinde.
"Vi har vist, at vi kan vinde mesterskaber. Vi har vist, at vi kan udvikle nye talenter. Og vi har vist, at vores organisation kan levere på et niveau, hvor vi kan udfordre de allerbedste.
Jeg er utrolig stolt af alle i teamet. Mekanikerne der kæmper både derhjemme og på banerne, ingeniørerne , vores samarbejdspartnere, vores sponsorer og naturligvis Tino. Alle har bidraget til den udvikling, vi har oplevet.
Nu skal vi bruge vinteren på at gøre os endnu stærkere. Vi er langt fra færdige."
— Michael Outzen
Outzen Motorsport retter en stor tak til alle samarbejdspartnere og sponsorer, herunder hovedsponsor Ole's Olie samt au2parts, Gylvigs Autolak, Event Supply, Poulsen Trucks, Sonax, Gordon's, GOMA, JBN Transport, Dansk Revision, BSM Reklame, Gunnar Aaskov Motorsport, Schubert Motorsport, Outzen Bilcenter og DSL organisationen.
Tak for en fantastisk 2026-sæson.
For sponsorerne er sæsonen dog ikke helt slut endnu. To afsluttende events er med til at runde sæsonen af.
Outzen Motorsport Læs mere om: Dennis LindMichael OutzenRobert SchlünssenTino EgeskovOutzen MotorsportPadborg Park04/10/26 - Padborg Park - Super GT Danmark |