Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

GT World Challenge Europe - Sprint Cup

Dansk triumf i Spanien: Bastian Buus ny mester i GT World Challenge

GT World
Challenge
Sprint 

05/10/26 

Triumf for den danske Porsche-fabrikskører, som sikrede Sprint Cup-titlen i det prestigefyldte GT-mesterskab efter en dramatisk sæsonfinale på Circuit de Barcelona-Catalunya.
 


(Foto: Lionspeed GP)

Bastian Buus kan nu føje endnu et stort internationalt mesterskab til sit efterhånden imponerende motorsports-CV. Sammen med teamkammeraten Ricardo Feller og resten af Lionspeed GP sikrede den danske Porsche-fabrikskører nemlig i weekenden titlen i GT World Challenge Europe Sprint Cup efter en dramatisk sæsonfinale i Barcelona.


(Foto: Lionspeed GP)

Buus og Feller ankom til Circuit de Barcelona-Catalunya som førende i det benhårde mesterskab, men med flere rivaler fra andre fabrikssupporterede teams inden for rækkevidde var intet afgjort på forhånd. Men allerede lørdag lykkedes det Porsche-duoen at sætte det afgørende punktum.


(Foto: Lionspeed GP)

Buus startede det første løb fra pole position i et løb, hvor regnvejr og våd asfalt gav danskeren store problemer med at finde greb. Flere konkurrenter slap forbi, og da løbet blev flaget rødt omkring halvvejs, pittede Buus holdets Porsche 911 GT3 R på en ottendeplads. Herfra vendte løbet. Dækskifte og justering af setup betød, at Feller nu kunne køre Porsche-teamet helt frem til en generel andenplads og klassesejr. Resultatet gav samtidig duoen de nødvendige point til at sikre mesterskabet.


(Foto: Lionspeed GP)

– Det startede virkelig dårligt, og på et tidspunkt havde vi ærligt talt afskrevet muligheden for at sikre mesterskabet i dét løb. Vi havde ikke forventet så meget regn og ramte ikke dæktrykket rigtigt, så for mig handlede det bare om at begrænse tabet og få bilen sikkert igennem. Men i anden halvdel af løbet fik vi heldigvis ændret det hele. Det var stadig kaotisk, men vi fik det optimale ud af situationen, og resultatet var meget bedre, end vi havde turdet håbe på, lyder det fra Bastian Buus.


(Foto: Lionspeed GP)

Dermed var presset taget af inden søndagens sidste løb, som til gengæld blev en vanskelig afslutning på weekenden. Feller startede fra pole position, men blev fanget i trafikken gennem første sving. Efter nærkontakt med andre biler måtte schweizeren kort efter undvige en bil, som stod på tværs, og røg i sandet. Det sendte Lionspeed GP-bilen ned gennem det mere end 40 biler store felt, og Buus og Feller sluttede løbet et godt stykke uden for pointene.


(Foto: Lionspeed GP)

Udfaldet af søndagens ræs ændrede imidlertid intet på weekendens vigtigste resultat. Efter 10 løb fordelt på fem afdelinger fem forskellige steder i Europa kunne Bastian Buus og Ricardo Feller lade sig hylde som mestre i GT World Challenge Europe Sprint Cup.


(Foto: Lionspeed GP)

– Jeg er enormt stolt over, at vi har sikret os mesterskabet. Det har været en vild sæson med både op- og nedture, og hvor stabilitet har været altafgørende. Sprintweekenderne er så meget anderledes end weekenderne med de lange løb. Presset er større, fordi alt skal sidde lige i skabet fra starten, og stillingen kan ændre sig enormt hurtigt fra den ene weekend til den anden. Derfor er det en kæmpe forløsning endelig at kunne stå med trofæet, lyder det fra Bastian Buus.


(Foto: Lionspeed GP)

Titlen føjer sig til en allerede stærk international karriere for den 23-årige dansker, som i 2020 vandt GT4 European Championship i sit rookieår i sportsvognsracing – og i 2023 sikrede mesterskabet i Porsche Mobil 1 Supercup. Samtidig skrev Buus, Feller og Lionspeed GP faktisk historie i Barcelona, idet det er første gang, et Porsche-team vinder Sprint Cup-mesterskabet i GT World Challenge Europe.

Sæsonen er imidlertid ikke slut for Bastian Buus. Allerede den kommende weekend er danskeren tilbage bag rattet af en Porsche 911 GT3 R, når årets sidste afdeling af Deutsche Tourenwagen Masters afvikles på Hockenheimring i Tyskland.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Circuit de Catalunya
  • Hockenheim
  • 04/10/26 - Circuit de Catalunya - GT World Challenge Sprint
  • 11/10/26 - Hockenheim - DTM
  •